Resume: Fattigdom og social eksklusion i Danmark

Denne rapport er den anden, der samler op på Socialforskningsinstituttets levekårsundersøgelser. Den første (Andersen 2003) beskrev udviklingen i danskernes levekår inden for en række områder af betydning for befolkningens daglige tilværelse. Rapporten her belyser omfanget af fattigdom og social eksklusion i dagens Danmark på grundlag af de samlede levekårsforhold.

Det danske samfund har i dag en anden fordeling af ressourcerne end tidligere. Levekårsmæssigt tegner der sig et billede med en lille elite, en stor majoritet af inkluderede og økonomisk og socialt velstillede, en noget mindre midtergruppe, som klarer sig rimeligt, og en lille minoritet af ekskluderede, som er ringe stillet på en række områder.

Danmark er internationalt set et rigt land, og samtidig er indkomsterne meget lige fordelt sammenlignet med andre rige lande. Når vi taler om fattigdom her i rapporten, hentyder vi derfor ikke til sult og dyb armod.
 
Fattigdom anvendes her som udtryk for en lav levestandard, der markant indskrænker mulighederne for at deltage i en række aktiviteter. Fattigdommen opgøres på to måder.

Den første opgørelsesmetode vedrører relativ økonomisk fattigdom, som er en kombination af årlig bruttoindkomst i familien og familiens månedlige rådighedsbeløb, efter at de faste udgifter er betalt. Ifølge denne opgørelsesmetode er 13 pct. af den danske befolkning i 2000 ?relativt økonomisk fattige?.

Den anden opgørelsesmetode vedrører relativ fattigdom og inddrager også familiens eventuelle afsavn. Afsavn kan fx bestå i, at man ikke er i stand til at betale regninger, gå til tandlæge, købe medicin eller mad. 8 pct. af den danske befolkning havde både lave indkomster (var relativt økonomisk fattige) og led sådanne afsavn i 2000. Disse kaldes ?relativt fattige?.

Vi bruger begrebet social eksklusion i en relativt bred betydning. Social eksklusion refererer her til ikke-deltagelse på forskellige centrale levekårsområder i samfundet, fx faglige/politiske aktiviteter og fritidsaktiviteter, eller til mangel på sociale relationer i det hele taget. En sådan social eksklusion kan bl.a. skyldes diskrimination, dårlige opvækstforhold, manglende uddannelse, handicap, dårligt helbred eller alder.

Social eksklusion er altså her forbundet med mange andre faktorer end indkomst og materielle ressourcer. Og socialt ekskluderede vil ikke kun være at finde blandt de ?udstødte? (fx alkoholikere, hjemløse, sindslidende og kriminelle), men også i resten af befolkningen.

Bedre levekår for de fleste
Overordnet set har langt de fleste danskere fået markant bedre levekår i 2000, end de havde i 1976. I 2000 var der 2,3 pct. af den danske befolkning, der ifølge denne undersøgelses definitioner var socialt ekskluderet. Dermed er andelen mere end halveret. Fremgangen ses især i forhold til danskernes sociale netværk.

Mænd er stadig bedre stillet økonomisk og materielt end kvinder, men på alle andre levekårsområder er kvinderne bedre stillet, og samlet set kan man konstatere, at kvinderne siden 1976 har opnået ligestilling med hensyn til gode levekår.
 
Risikoen for social eksklusion øges i takt med alder og dårligt helbred. Men folkepensionister er blandt dem, der har oplevet størst fremgang i andelen af inkluderede og størst tilbagegang i andelen af ekskluderede. Og i det hele taget er hovedparten af de relativt økonomisk fattige ikke socialt ekskluderede.

Øget afstand mellem ekskluderede og inkluderede
Til gengæld er afstanden mellem de inkluderede og de, der stadig er ekskluderede, blevet større. De ekskluderede er i 2000 dårligere stillet både økonomisk og i forhold til de øvrige levekårsområder, end de var i 1976.

Enlige mødre, arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere og etniske minoritetsgrupper, der i forvejen tilhører særligt sårbare grupper i befolkningen, er især udsat for både fattigdom og social eksklusion. Og selvom ufaglærte arbejdere i den undersøgte periode også har oplevet markante forbedringer i levekårene, så er risikoen for fattigdom og social eksklusion langt større for dem end for andre. Den relative afstand mellem socialgrupperne er stort set uændret.

Enlige forsørgere, arbejdsløse, førtidspensionister, etniske minoritetsgrupper og ufaglærte arbejdere har øget sandsynlighed for social eksklusion på ét eller flere levekårsområder. Men ingen af delene leder af sig selv og uundgåeligt til social eksklusion. Det er kun, når der eksisterer nogle særlige kombinationer af risikofaktorer, at sandsynligheden for social eksklusion er høj. Og kombinationen skal have længerevarende karakter, før der kan ses en reel sammenhæng med social eksklusion. Fx har en ufaglært og fraskilt enlig mor en højere risiko for at blive arbejdsløs og forblive arbejdsløs i længere tid end gifte og samlevende mødre. Arbejdsløse mænd har en højere risiko for at blive skilt end beskæftigede mænd og end arbejdsløse kvinder, og de har en højere risiko end arbejdsløse enlige kvinder for at forblive enlige, mens de er arbejdsløse.

Dødeligheden blandt dem, som var ekskluderet i 1976, er alt andet lige i perioden 1976 til 1999 langt større end blandt andre.

Den sociale arv slår igennem
Har man tidligere i livet været ekskluderet, er sandsynligheden for aktuelt at været det betydeligt større, end hvis man ikke har været det før. Dette mønster kan tolkes på to måder: For det første som en individuel social arv betinget af en specifik familiebaggrund og for det andet som en social arv, der i bredere forstand er relateret til familiens sociale position i det sociale rum.

I den sidstnævnte brede forstand er social arv et spørgsmål om børns og unges ? og senere voksnes ? socialisering og livsforløb i forhold til socialgruppe, køn, etnisk tilhørsforhold, alder og andre sociale forhold. Disse forhold har videre betydning for, hvad der rent faktisk er muligt og ønskeligt i tilværelsen, og hvad der forekommer den enkelte at være det, med hensyn til uddannelse, job, pardannelse osv. Og disse forhold påvirker sandsynligheden for at blive udsat for social eksklusion.

Datagrundlag
Undersøgelsen er baseret på interview med 5.166 personer i 1976, 4.561 personer i 1986 og 4.981 personer i 2000. Det er de interviewedes egne oplysninger om forskellige konkrete levekår, som udgør levekårsundersøgelsernes datagrundlag. 2.335 personer har deltaget i alle tre undersøgelser.


Download eller bestil rapporten