|
|
21-06-2010:
Pressemeddelelse fra SFI
SFI kortlægger prostitution
SFI skal over det næste års tid kortlægge prostitution i Danmark. Forskerne skal ud på gaden og ind i massageklinikkerne for at kaste lys over de prostitueredes forhold og tælle, hvor mange der er.
Hvordan er det at være prostitueret? Hvor mange sexarbejdere er der i Danmark? Hvor mange vil ud af det igen? Hvor stort er antallet af handlede kvinder i danske massageklinikker?
Debatten om prostitution i Danmark er ofte heftig, men der mangler saglig viden om helt basale fakta på området. Derfor har Socialministeriet bedt SFI om at kortlægge prostitution i Danmark. Forskerne skal frem mod april 2011 arbejde sig hele vejen rundt om de prostitueredes vilkår og hverdag.
En lang række interview med prostituerede skal danne grundlag for en større spørgeskemaundersøgelse, og projektet afsluttes med en egentlig optælling af, hvor mange der lever af at sælge sex i Danmark.
En af de største udfordringer i projektet bliver at få kontakt til de prostituerede og især at lave selve optællingen, forklarer forsker Jens Kofod.
”Vi har endnu ikke lagt os helt fast på, hvordan vi vil udføre selve optællingen. Vi vil blandt andet trække på erfaringer fra optællinger i lande som Holland og Sverige. Og så skal vi selvfølgelig ud hvor de prostituerede arbejder, altså på gaden, i massageklinikker og så videre,” siger Jens Kofod.
Socialministeriet har via satspuljen afsat fire millioner kroner til projektet. Undersøgelsen skal være færdig i april 2011.
Yderligere oplysninger: Forsker Jens Kofod, 3348 0992, jko@sfi.dk, kommunikationsmedarbejder Mads Andersen Høg, 3369 7772.
|
|
|