Både inden og uden for Danmarks grænser er der stor fokus på ordet sammenhængskraft. Såvel i politiske debatter og formuleringen af nye politiske tiltag overfor etniske minoriteter ses sammenhængskraft som et fundament for politisk stabilitet og fredelig sameksistens. Men hvad er sammenhængskraft egentligt – hvordan kan vi undersøge og forstå den?

SOCED er et forskningsprojekt, støttet af Det Strategiske Forskingsråd, som undersøger betydningen af sammenhængskraft i København. SOCED ser på, hvordan sammenhængskraft-begrebet bruges nationalt og lokalt, på de rum og praksisser, som etniske minoriteter og majoriteten deler, og hvad dette betyder for deres følelse af tilhørsforhold, sammenhold, gensidig tillid og fællesskab. Vi fokuserer specifikt på fire københavnske bydele for at forstå, hvad fremmer og hindrer sameksistens i folks hverdagsliv, og vi gør dette på en måde, som både er forskningsmæssigt og samfundsmæssigt relevant.

SOCED-projektet løber frem til 2013.