21-04-2009: Pressemeddelelse fra SFI

SFI skal undersøge voksnes kompetencer

Ligesom skolebørns færdigheder er blevet undersøgt i en årrække, skal der nu laves en PISA for voksne danskere. SFI er blevet udvalgt til at måle 6.500 danskeres læse-, regne- og matematikfærdigheder. Det skal også undersøges, hvor gode voksne er til at håndtere it og til at afkode og forstå tekster. 

 

OECD står bag projektet, hvis officielle navn er PIAAC - Programme for the International Assesment of Adult Competencies, og det er den hidtil største internationale undersøgelse af voksnes kompetencer med foreløbigt 28 lande involveret. I Danmark er det Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet, der står for projektet.

 

Formålet er at skaffe ny og bedre viden om voksnes kompetencer, som har betydning for den enkeltes evne til at kunne deltage aktivt i samfundet. Det er også kompetencer, der er væsentlige for at fastholde velstand og velfærd i samfundet som helhed.

 

Undersøgelsen vil gøre det muligt at belyse den rolle, uddannelse og efteruddannelse på jobbet spiller for den enkelte. Den vil også blive lettere at sammenligne den danske indsats i forhold til andre landes indsats.  

 

Det er planen, at undersøgelsen skal gennemføres hvert femte år. Den første undersøgelse, der også involverer et omfattende pilotprojekt, finder sted i perioden 2009-2013. Det endelige resultat skal ligge klar i september 2013.

 

Forskningsleder ved SFI Anders Rosdahl er projektleder for undersøgelsen. Han kan træffes på telefonnummer 3348 0920
 


 
Tilbage