Artikler

18 år – og helt alene?

Børn, unge og familie

Del

Tidligere anbragte unge oplever ofte store vanskeligheder, når de fylder 18 år. De har ikke som andre unge en familie og netværk at støtte sig til, og hvor andre unge får opbakning hjemmefra i flere år, så må tidligere anbragte ofte klare sig selv. Kun ca. hver tredje modtager efterværn, viser tal fra SFI’s forløbsundersøgelse om anbragte børn.

De har odds imod sig – de unge, der har været anbragt uden for hjemmet. De er overrepræsenterede i statistikkerne, når det gælder misbrug, kriminalitet og hjemløshed. Og de klarer sig dårligere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet: Næsten halvdelen af de 18-30-årige, der har været anbragt på et tidspunkt i løbet af barndommen, er hverken i gang med en uddannelse eller har et arbejde. De er, som det kaldes, ’NEET’ – not in employment, education or training.

Og det er et billede, der tegner sig tidligt: SFI har i en for- løbsundersøgelse fulgt alle anbragte børn, som er født i 1995. Sidste gang de blev interviewet i 2014, var de 18 år, og allerede på dette tidspunkt var næsten halvdelen af dem ikke i gang med en uddannelse. Til sammenligning var det knap 15 procent af de ikke-anbragte 18-årige, der ikke på en eller anden måde var på skolebænken.

Og følger man de unges forløb gennem uddannelsessystemet, fortsætter der med at være markante forskelle mellem tidligere anbragte og og ikke anbragte unge (se figurer).

De tidligere anbragte er generelt længere tid om at komme igennem folkeskolen. De fleste går videre i forberedende uddannelser (som produktionsskoler), og meget få får en gymnasiel uddannelse. Lidt flere end ikke-anbragte unge får en erhvervs- skoleuddannelse. Der er også stor forskel på, hvor mange der kommer ind på videregående uddannelser, og de er ældre, når de går i gang med uddannelsen, og når de afslutter uddannelsen – hvis de bliver færdige: En del ender med at droppe ud af uddannelsessystemet, og de har efterfølgende svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

”Det er ganske tydeligt i vores analyse, at det er i de unge år, der sker afgørende valg ift. at tage en uddannelse. Indtil 15-16-årsalderen går de fleste i grundskolen, men så er der nogle afgørende år fra 15-21-årsalderen, hvor dramatisk mange udsatte unge helt forlader uddannelsessystemet. Det er indlysende, at mange af de tidligere anbragte er særligt sårbare i disse år og har brug for ekstra støtte for at kunne fuldføre uddannelse,” siger Mette Lausten, seniorforsker på SFI, der har forsket i anbragte børn og unges vilkår i mange år.

Forsøger at klare sig selv

For nye udfordringer er krævende for alle unge – så som uddannelse, bolig, arbejde, venner og kæreste. Men hvor mange unge i al almindelighed kan få hjælp fra familie og netværk, så skal mange af de tidligere anbragte klare sig selv uden støtte – såvel praktisk som økonomisk – og de fleste flytter for sig selv meget tidligt.

Som Lærke fortæller i en af SFI’s mange undersøgelser om tidligere anbragte. Hun flyttede hjemmefra fra sin plejefamilie som 17-årig og måtte klare sig selv økonomisk.

”Jeg fik alt for tidligt stiftet en alt for sørgelig gæld, fordi jeg ellers ikke vidste, hvordan jeg skulle får råd til min studenterhue eller min nye computer. Alle de ting, som alle andre har fået hjælp til af deres forældre, det har jeg jo ikke fået. Så det har været det sværeste.”

Efterværn en mangelvare

Der er altså et stort behov for støtte til disse unge. Og der er da også muligheder i diverse efterværnsindsatser samt en lovgivning, der sikrer, at alle unge, der har været anbragt, kan få et til- bud om efterværn, hvis kommunen vurderer, at det er af væsentlig betydning for den unges overgang til voksenlivet.

Men forskningen har i flere sammenhænge peget på, at en gruppe unge enten ikke fik tilbudt eller ikke takkede ja til efterværn. Og ifølge SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn, var det kun ca. hver tredje unge blandt tidligere anbragte, der som 18-årig selv oplyste at have modtaget efterværn – og for over halvdelen af disse var det som en forlængelse af døgnopholdet. Hver tiende af de unge fortalte desuden i undersøgelsen, at det slet ikke var afklaret, hvor de skulle bo, da de fyldte 18 år.

Der kan være mange forklaringer på, at så få modtager efterværn. Det kan både skyldes modvilje hos den unge selv, der er ’foranstaltningstræt’ og ønsker at være sig selv efter mange år i tæt kontakt med kommunens fagfolk, pædagoger og socialrådgivere. Det kan også skyldes, at lovgivningen ifølge fagfolk ikke er klar i sin ordlyd, og at kommuner derfor ikke får planlagt eller tilbudt den unge efterværn. Derudover er der stor forskel i den kommunale tildeling af efterværn. Og det kan være, at den unge får en anden støtte end efterværn.

Foreløbige undersøgelser viser desuden, at det er næsten dobbelt så sandsynligt, at man modtager efterværn, hvis man har været i langvarig stabil familiepleje, og hvis man er etnisk dan- sker. Det kunne tyde på, at det er særlige typer udsatte unge, der får tilbudt efterværn, hvilket andre undersøgelser har også tidligere har peget på, siger seniorforsker Mette Lausten:

”Det er interessant, at det tilsyneladende er unge med bestemte baggrunde, der får efterværn, og en tese kunne være, at det er de mest ressourcestærke unge fra ressourcestærke anbringelsessteder, der er i stand til at kræve det nødvendige af en kommune.”

Projekter med begrænset effekt

Der er  stor  erkendelse  af,  at  lige  netop  de  tidligere  anbragte unge har brug for særlig opmærksomhed i overgangen til uddannelse og beskæftigelse. Og der har været udviklet og afprøvet flere forskellige indsatser, som skal støtte anbragte og tidligere anbragte i overgangen til voksenlivet. Fx gav Socialstyrelsen via satspuljen økonomisk støtte i 2008 til 39 projekter i handleplanen ”Lige Muligheder for udsatte børn og unge”. Formålet var at give udsatte og sårbare børn og unge samme mulighed for et godt og selvansvarligt liv som andre. Målgruppen var dermed ikke kun tidligere anbragte, men udsatte unge mere bredt i risiko for at blive marginaliserede.

SFI har evalueret disse projekter, og den overordnede konklusion er, at der var tale om socialt rummelige projekter, som deltagerne var glade for - men at der statistisk set kun findes få positive effekter på fx uddannelse og arbejde. Et enkelt projekt har endda haft negativ effekt – et ambulant tilbud til unge enlige mødre. Et andet projekt, ”Netværk og Samtalegrupper for sårbare børn og unge”, havde derimod positiv effekt på deltagernes adfærd og kriminalitet. ”Man bør derfor være opmærksom på, at der nok er brug for andre tiltag også, når det handler om at få disse unge i uddannelse, og at projekter som disse nok kræver længere tid for at få effekt,” siger Mette Lausten.

Tid er i det hele taget en væsentlig faktor. Som tidligere omtalt er udsatte unge oftere længere om at komme igennem uddannelsesforløb. Og der kan være perioder af deres liv, hvor de ikke er i stand til at passe deres studier. Derfor er det centralt at sikre, at der er de rette fleksible muligheder, understreger Mette Lausten. ”Måske skal vi gentænke, hvad der er formålet med efterværn. Lovgivningen har fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse. Men det kan være, at et øget fokus på uddannelse kombineret med sociale kompetencer og et fornuftigt sted at bo vil give ekstra bonus i forhold til at fastholde de unge i uddannelse og beskæftigelse.”

Fakta

publikation Anbragte børn og unges trivsel 2014
Forfattere Mai Heide Ottosen, Mette Lausten, Signe Frederiksen, Dines Andersen
Emner Anbringelser, Foranstaltninger for børn og unge
Forskningsemne Børn, unge og familie
Kontaktperson

Mette Lausten

Seniorforsker
DIREKTE 33 69 77 13 E-MAIL mel@sfi.dk

Søg på sfi.dk