Artikler

Anbringelsesområdet har været for sårbart til lodtrækningsforsøg

Del

SFI har valgt at indstille et projekt med en planlagt effektmåling af behandlingsprogrammet MTFC, som er målrettet 12-18-årige børn med adfærdsproblemer. Flere forhold har gjort det umuligt at gennemføre projektet. Forløbet viser, at der stadig er udfordringer knyttet til at lave effektmålinger på det sociale område.

MTFC

(Multidimensional treatment Foster Care) er et helhedsorienteret behandlingsprogram målrettet børn og unge i alderen 12-18 år med adfærdsproblemer.
MTFC er udviklet for at forbedre effekten af behandling af anbragte unge med udadreagerende adfærd. MTFC indebærer en midlertidig anbringelse i en træningsfamilie, hvorefter behandlingen udfolder sig mellem et MTFC-team, træningsfamilien, den biologiske familie og den unge i centrum. 
Kilde: Socialstyrelsen 

I Danmark er der stadigvæk kun forholdsvis få erfaringer med at gennemføre effektmålinger af indsatser på det sociale område. Men det har nu i en årrække været et ønske fra politisk side at få tilvejebragt en bedre viden om de forskellige indsatsers virkning. 

Og for at få den bedst mulige effektmåling har Socialstyrelsen ønsket at anvende metoden med randomiserede kontrollerede forsøg (RCT-forsøg) – også kaldet lodtrækningsforsøg - til at vurdere nogle indsatsprogrammer på det sociale område. Det gælder bl.a. MTFC-behandlingsprogrammet, 

som SFI i 2010 fik til opgave at dokumentere effekten af. Erfaringerne fra de følgende års arbejde har dog vist, at denne effektmålingsmetode ikke kunne gennemføres. 

Gode grunde til at dokumentere MTFC

Mette Deding, som leder SFI’s afdeling for kontrollerede forsøg, og som har stået i spidsen for projektet med at måle effekten af MTFC, fortæller, at der var masser af gode grunde til prøve at få afdækket effekten af MTFC-behandlingsprogrammet:

”Først og fremmest er det et behandlingsprogram, som har vist god effekt i fx USA, men som vi endnu ikke har testet under danske forhold. Dertil kommer, at målgruppen for MTFC er en lille, men en meget tung gruppe – både socialt og økonomisk. Det er en gruppe, der koster samfundet rigtig mange penge, så hvis man kan gøre noget godt og det rigtige for de relativt få personer, så er meget jo vundet. Og lodtrækningsforsøget kan være den bedste og nemmeste metode til at finde en effekt, når målgruppen er lille.”

…Og gode grunde til at det ikke kunne lykkes

Men trods gode intentioner og omfattende forberedelse af effektmålingen i samarbejde med kommuner og sagsbehandlere, mødte projektet alligevel en række forhindringer, som betød, at stort set ingen lodtrækning fandt sted, og ingen unge blev visiteret til MTFC gennem projektet. Ifølge Mette Deding kan man sammenfattende pege på tre årsager til, at det alligevel ikke lykkedes at få gennemført forsøget som en effektmåling baseret på lodtrækningsforsøg:

For det første er erfaringerne med lodtrækningsforsøg på det sociale område i Danmark som nævnt begrænsede. Og anbringelsesområdet viste sig at være for følsomt at arbejde med. Der er kun få anbringelsessager i de enkelte kommuner, men de er tunge og meget alvorlige for de berørte personer. Derfor viste det sig simpelthen at være for vanskeligt rent etisk for sagsbehandlerne at skulle præsentere lodtrækning over for de berørte personer som en del af et sagsforløb om anbringelse.

Hvorfor bruge lodtrækning?

Metoden med et randomiseret kontrolleret forsøg omtales også som lodtrækningsforsøg, da man ved lodtrækning fordeler personer med behov for en indsats i to grupper – en gruppe, hvor personerne modtager den normale/hidtidig anvendte indsats (kontrolgruppen), og en anden gruppe, hvor personerne modtager den nye indsats (forsøgsgruppen). Efter indsatsforløbet kan man måle, hvordan indsatserne har virket i hver gruppe, og derfor også om den nye indsats måske har en bedre effekt.

Lodtrækningsforsøget faldt også sammen med en periode, hvor der var stor mediefokus på sager med problemfyldte sagsbehandlingsforløb i kommunerne, fx Tøndersagen og Esbjergsagen. Det var ikke motiverende for kommunernes vilje til at afprøve nye metoder på det sociale område. Ingen ønskede at risikere en presseoverskrift som fx ’Sagsbehandler slår plat og krone om anbringelser’.

Endelig blev kommunernes økonomiske råderum også mindre efter projektstarten. MTFC er ikke en speciel dyr indsats, forklarer Mette Deding, 

men da kommunerne ofte skal ”købe” en plads i et MTFC-team, så kan en anbringelse inden for kommunens egne rammer være billigere, hvis der så at sige er institutionspladser, der først skal fyldes op. Derfor kan sparehensyn også have bremset visiteringer til MTFC-behandlingen.

Et sammenligningsstudie måtte også droppes

Da det ikke blev muligt at lave et kontrolleret lodtrækningsforsøg med en forsøgs- og en kontrolgruppe, forsøgte man i stedet at lave et såkaldt matchingstudie – hvor hensigten var at sammenligne resultater af MTFC-indsatsen med indsatser i andre anbringelsestilbud. Men metodisk er det vanskeligere, forklarer Mette Deding, da det kræver mange flere deltagere, og man skal finde sammenlignelige institutioner – altså institutioner, hvor de unge vil blive anbragt, hvis de ikke får tilbudt en MTFC-behandling. Og det lykkedes da heller ikke at finde nok institutioner.

”Da matchingstudiet således heller ikke gav resultat, indstillede vi til lukning af projektet,” fortæller Mette Deding, og fortsætter: ”Hvis man ikke kan få et velunderbygget resultat med den valgte undersøgelsesmetode, så må man stoppe og overveje andre muligheder.”

Næste skridt er en før- og eftermåling

I Socialstyrelsen er der forståelse for, at den planlagte effektmåling af MTFC ikke kan gennemføres. Kontorchef Karin Ingemann fra Socialstyrelsens kontor for Sårbare unge og integration siger om MTFC-forløbet og de videre planer:

”Vi ønsker selvfølgelig, at dokumentationen af MTFC er på så højt et evidensgrundlag som muligt. Derfor er det også ærgerligt, at det ikke er lykkedes at gennemføre de planlagte studier. Vi har ikke opgivet få dokumentation af MTFC i Danmark, og vi arbejder derfor på at få igangsat resultatstudiet i stedet for. Vi er med på, at et resultatstudie har en anden karakter end både et RCT-studie og et matchgruppeforsøg. Men vi er optaget af at få samlet viden ind om effekterne, og derfor går vi nu videre med at få lavet denne måling – altså en før- og efter måling af børnene og deres familier.”

Effektmålinger skal nok få fodfæste

En effektmåling på det sociale område, hvor metoden med lodtrækningsforsøget fungerer, er et forældrekursus (PMTO – Parent Management Training Oregon model), hvor forældre til 3-12-årige børn i adfærdsvanskeligheder får støtte til at håndtere hverdagen. Der er mange familier, hvor dette tilbud kan komme i anvendelse, og det er et langt lettere problemfelt at håndtere. Derfor er det heller ikke så svært for sagsbehandlerne at præsentere idéen om et lodtrækningsforsøg. Og forældrene vil gerne deltage i et sådant forskningsforsøg.

Mette Deding ser derfor fortrøstningsfuldt på at få lavet flere effektmålinger af indsatser på det sociale område – og om et par år måske også på anbringelsesområdet. Det er et spørgsmål om, at alle implicerede i et effektmålingsprojekt bliver mere fortrolige med metoden, og at man tager højde for de barrierer, man nu ved eksisterer. Blandt andet skal de økonomiske aftaler for et projekt være bedre sikret. Behovet for dokumentation af indsatsernes effekt er i al fald fortsat til stede.

Søg på sfi.dk