Artikler

At interviewe børn i deleordninger

Del

”En pige i 12-årsalderen kiggede efter om døren var lukket. Hun turde godt sige til mig, at hun hellere ville bo hos sin far. Hun hviskede det.” Hanne Søndergaard Jensen har interviewet 28 børn mellem 8 og 14 år om hvordan det er at bo halvdelen af tiden hos mor og halvdelen hos far. Interviewene danner grundlaget for SFI-rapporten Børn i deleordninger.

”Der var helt stille i salen. Børnenes egne oplevelser står bare så klart. Dem kan man ikke pille i stykker.” Hanne Søndergaard Jensen fortæller nærmest hviskende om sin oplevelse, da citater fra rapporten Børn i deleordninger blev læst op for over 200 konferencedeltagere.

Den erfarne socialrådgiver har arbejdet som børnesagkyndig siden 1986 og har arbejdet med brudte familier i årevis. I det sidste års tid har hun interviewet 28 børn mellem 8 og 14 om at leve i to hjem, fordi far og mor er blevet skilt. Omkring hver sjette skilsmissebarn lever i en deleordning, hvor de bor lige meget hos hver forælder.

Bare en rar gammel dame

Hanne Søndergaard Jensen fortæller, hvordan hun kunne vinde børnenes tillid, fordi hun kunne love at ingen – heller ikke far eller mor – fik noget at vide om det, de snakkede om:

”Så udvikler samtalen sig jo. Og så kan de se mig an og tænke: ’Nå, hun er nok god nok. Hun er bare en rar gammel dame, så hende kan man godt sige ting til’,” forklarer hun.

Netop fortroligheden og trygheden var et vigtig redskab: ”Lige så snart børnene sikres en eller anden form for fortrolighed, så åbner langt de fleste faktisk op.”

Interviewet var en hjælp

De fleste interview blev lavet hjemme hos børnene selv, for at sikre så trygge rammer som muligt. Mange deleordninger fungerer rigtig fint, men Hanne Søndergaard Jensen var også ude i familier, hvor forældrene ikke talte sammen og børnene havde det svært. For dem kunne det ligefrem være en hjælp at snakke om familien med en udefra:

”Den proces, man går igennem med interviewet, følte flere af børnene, var en hjælp. Det var selvfølgelig især dem, der havde noget i klemme. De kunne få lov til at sige nogle ting højt, som de ellers ikke turde sige til mor eller til far,” fortæller hun og fortsætter:

Der var nogle, som efter interviewet ville have rådgivning. Der var en pige i en deleordning, der er blevet sur på sin mor. Hun siger ved afslutningen af interviewet: ”Nu har jeg ikke set min mor i et halvt år – tænk hvis det bliver for sent.” Og så så de hinanden igen ugen efter. […] Det løste ikke problemerne, men interviewet er en mulighed for at få åbnet op for noget.”

De velfungerende familier

For en erfaren børnesagkyndig var det nemt at mærke på børnene, om de havde det godt eller skidt med at have to hjem. I de familier, hvor det gik godt, var børnene mere frie og snaksaglige, fortæller hun:

”Børnene er mere frie og spontane i det. De kan sige dårlige ting om både mor og far, uden at de bliver påvirket af det. De holder ikke så meget øje med om døren nu er lukket, så der ikke er nogen, der kan høre, hvad de sider. Man kan mærke, at de er vant til at blive taget alvorligt. Og så siger de generelt meget mere om deres situation – både på godt og på ondt.”

De velfungerende deleordninger er blandt andet kendetegnet ved at forældrene er meget fleksible i forhold til barnets ønsker – også selv om det kan gå ud over forældrene, som i dette tilfælde:

”Der var en familie, hvor den ene forælder havde været ude at rejse i et halvt år. Og det var drengen i familien blevet ked af. Så da faren kom hjem efter rejsen, og troede at de skulle fortsætte i en 7/7-ordning, så sagde drengen nej. Og det blev respekteret af faren. Så her respekterede forældrene, at børnene havde individuelle ønsker,” forklarer Hanne Søndergaard Jensen.

Se på det individuelle barn

SFI-rapporten giver for første gang et indblik i børns oplevelse af at leve i en deleordning. Forskerne konkluderer, at det er vigtigt at holde det individuelle barn for øje, når man skal træffe beslutning om en eventuel deleordning. Men det kræver grundige undersøgelser, pointerer Hanne Søndergaard Jensen:

”Jeg synes, de børnesagkyndige samtaler, hvor børnepsykologer snakker med børnene, er et godt redskab. Hvis man er helt derinde, hvor man skal træffe beslutning om en omfattende samværsordning – som en deleordning jo er – så må man ind og kigge meget mere dybt på det individuelle barn. Og ikke bare tage beslutningen på baggrund af en samtale. Det er min mening.”

Hun understreger dog, at de fleste af de børn hun har snakket med, var glade for den samtale, de har været til i statsforvaltningen:

”Børnene synes, det var svært at komme derind, for de vidste jo godt hvad mor ville, og hvad far ville. Og hvad vil jeg så selv? Men de var lettede over at komme til samtale. Så det er en god ordning. Men hvis man skal rigtig ind og se på det individuelle barn, så kræver det en afgrænset børnesagkyndig undersøgelse. Det gode ved det er, at det er psykologen eller den børnesagkyndiges udsagn, der bliver vægtet. Ved en samtale kan barnet føle, at det skal vælge. Men det tager man lidt fra barnets skuldre, ved at lave en undersøgelse. Det bliver sagkundskabens beslutning. Det synes jeg er bedst.”

Undersøgelsen er finansieret af Egmont Fonden. Foruden rapporten er der udarbejdet en brochure til forældre, der overvejer en deleordning. Brochuren indeholder ting, man skal være opmærksom på, konkrete råd til forældrene samt et værktøj som kan hjælp med at finde ud af, om man er klar til en deleordning.

Du kan se brochuren her.

Fakta

publikation Børn i deleordninger.
Forfattere Mai Heide Ottosen, Sofie Mathilde Hansen Stage, Hanne Søndergaard Jensen
Emner Børn og unge, Familie, Teori og metode
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk