Artikler

Bedre viden om psykisk syge børn giver positive resultater

Del

Hvert femte barn med kontakt til det sociale system har mindst én psykiatrisk diagnose. Det viser en undersøgelse fra SFI. Med rådgivning og behandlingsplaner til personale og plejeforældre vil de psykisk syge børn opleve en bedre udvikling og flere børn vil få den rette støtte.

Om opgørelsen:

Siden 1995 har SFI fulgt en hel årgang, født samme år. Det er oplysninger om denne årgang af børn, der ligger til grund for opgørelsen.

Der er i alt 73.850 børn i årgangen. På opgørelsestidspunktet var 1.072 af dem anbragt uden for hjemmet og 1.457 modtog hjælp fra det sociale system (hjemme-hos-pædagog eller aflastningsfamilie). 20 procent fra begge grupper havde fået registreret mindst én psykiatrisk diagnose.

De hyppigst forekommende diagnoser blandt børnene er mental retardering, adfærdsforstyrrelser (fx ADHD) og udviklingsforstyrrelser (fx autisme). For de børn, der er anbragt uden for hjemmet, er der flest med sociale funktionsforstyrrelser. Det kan fx være vanskeligheder med at knytte sig til andre mennesker.

”Der er meget at hente for de anbragte børn, der har psykiatriske diagnoser, hvis de personer, der har kontakt med dem til daglig lærer, hvordan man skal omgå deres lidelser”. Det siger Niels Dueholm, som er projektleder på Psykiatriprojektet. Projektet har til formål at opkvalificere plejeforældre og ansatte i Københavns Kommune til at tage sig af anbragte børn med psykiatriske diagnoser. Og det er der behov for.

20 procent af de børn, der har kontakt med det sociale system går nemlig rundt med en psykiatrisk diagnose. Det gælder både de børn, der er anbragt uden for hjemmet, og for dem, der bor hjemme, men modtager hjælp fra det sociale system, fx en hjemme-hos-pædagog eller en aflastningsfamilie. Til sammenligning er der kun 3 procent af de ”almindelige” børn, der har en psykiatrisk diagnose. Det viser en undersøgelse fra SFI.

”Når problemerne med børnenes psykiske tilstand er så markant som undersøgelsen peger på, må de professionelle være klædt på til det,” påpeger Mette Lausten, én af forskerne bag undersøgelsen. Hun anbefaler derfor mere uddannelse til personale og plejeforældre.

At vende en dårlig udvikling

I mange tilfælde går det dårligt for børnene i det sociale system, fordi de voksne – personale eller plejeforældre – ikke ved, hvad det drejer sig om, og ikke kan aflæse barnet eller den unge, mener Niels Dueholm. Han fortæller, at de i Psykiatriprojektet har deltaget i forløb, hvor en dårlig udvikling er blevet vendt 180 grader. Simpelthen ved at rådgive og supervisere personale og plejeforældre, og ved at lave en handlingsplan med udgangspunkt i hvert enkelt barn. På den måde kan de voksne, der er i kontakt med de psykisk syge børn bedre imødekomme børnenes særlige behov.

”Man skal gribe det helt særligt an i den daglige kontakt til barnet. Det kan fx være ved at acceptere, at børnene med ADHD skal høre musik samtidigt med at de laver lektier. For der er nogle, der bedst kan koncentrere sig, hvis de har en opmærksomhedsforstyrrelse”, siger Niels Dueholm.

Viden findes allerede

”Der er sket en kolossal udvikling i viden inden for området. I dag ved vi meget mere om, hvordan man skal forholde sig til børn med psykiatriske problemer. Man kan faktisk hjælpe de børn”, siger Niels Dueholm.

Men Niels Dueholm tilføjer, at det ikke er tilstrækkeligt med en generel viden om psykiske lidelser. For selvom mange børn med fx ADHD har problematikker, der kan ligne hinanden, så er der, mener han, ikke to børn, der reagerer ens.

I Psykiatriprojektet skrives handlingsplanerne derfor altid med udgangspunkt i hvert enkelt barn og i samarbejde med de voksne, der har bedst kendskab til barnet. Nogle gange er små justeringer i handlingsplanen nok til at give positive resultater for børnene. 

Det kan fx være, at kontakten til et barn er vanskeligt, fordi barnet har udviklet et stærkt angstberedskab. I planen for dette barn kan indgå, at han eller hun i hverdagen skal have en særligt udnævnt kontakt-voksen, som barnet med tiden kan opbygge tillid til, og turde fortælle om sig selv.

Diagnoser åbner døre

På Center for Familiepleje i København rekrutterer de plejefamilier, når børn skal anbringes uden for hjemmet. Klaus Wilmann, som er leder af centeret, er ikke overrasket over tallene fra SFI’s opgørelse. For han synes, at det er bemærkelsesværdigt, at så mange af de børn, de bliver bedt om at finde plejefamilie til, har en psykiatrisk diagnose – eller en diagnose-lignende betegnelse. Selvom han på den ene side er betænkelig ved den risiko der er for at stemple børnene negativt, ser han også, at diagnoserne giver børnene adgang til mere støtte:

”Det kan åbne døre, fx en støttepædagog til et barn, der splitter det hele ad i børnehaven. Det er lettere at få støtte til et barn, hvis man skriver, at det er en dreng med ADHD, end hvis man skriver at det er en urolig dreng”, siger Klaus Willmann.

De stille piger kan også være syge

Både hos Center for Familiepleje og i Psykiatriprojektet står der ”ADHD” i mange af børnenes sagsmapper. Det er ofte børn, der reagerer udad, og som er lette at få øje på.

”Det er meget nemmere at reagere på en dreng, der kravler op ad væggene end at gøre noget ved en pige, der sidder stille med nogle perler, selvom begge kan have et psykisk problem”, siger Mette Lausten fra SFI.

Både Klaus Wilmann og Niels Dueholm er enige med Mette Lausten i, at der også er grund til at lytte efter stilheden hos børnene, for mange af de stille piger har også alvorlige psykiatriske problemer, som de har lige så meget behov for at blive behandlet for, som de børn, der har mere ”larmende” diagnoser.

”De stille piger har nogle særlige vanskeligheder, og det kræver, at systemet har konkret viden om det. Deres bevidsthed skifter spor, men børnene holder det for sig selv”, siger Niels Dueholm. Han mener, at netop de stille børn udgør et af mørketallene, når man ser på børn med psykiatriske lidelser. 

Lausten, M. og Egelund, T.:”Prevalence of mental health problems among children placed in out-of-home care in Denmark”, publiceret i “Child & Family Social Work”, 2009, 14.

Søg på sfi.dk