Artikler

Behov for anbringelsessteder med plads til unges problemer

Del

Unges anbringelser er ofte ustabile og turbulente, viser ny undersøgelse fra SFI. Der er brug for at udvikle anbringelsessteder, der kan magte de problemer, de unge har, mener en af forskerne bag undersøgelsen.

Selvom mange unge bliver anbragt hjemmefra, fordi der er brug for at skabe stabilitet og overskuelighed i deres liv, så fortsætter turbulensen ofte i deres liv. For næsten halvdelen af alle teenagere, der bliver anbragt uden for hjemmet, oplever sammenbrud i anbringelse, viser den nye undersøgelse.  ”Enten går de unge deres vej, eller også kan anbringelsesstederne ikke magte dem”, fortælle seniorforsker Tine Egelund, der står bag resultaterne sammen med seniorforsker Turf Jakobsen.  

Der er mange årsager til sammenbrudene. I flere af de interviews, forskerne har lavet med unge, fremgår det, at en vellykket men dyr anbringelse kan være stoppet af kommunen. Mange har også oplevet at skifte sagsbehandler meget ofte, og det øger også sandsynligheden for, at anbringelserne ikke forløber godt.  

Ikke plads til problemerne

Tine Egelund hæfter sig desuden ved, at meget få anbringelsessteder tilsyneladende kan rumme de unges problemer – dem, der er årsagen til selve anbringelsen. Og det er et kæmpe paradoks:  

”De store børn anbringes pga. deres egen adfærd. Fx at de pjækker fra skole, de lyver og stjæler, eller de ryger hash. Når de så bliver anbragt, så lyver, pjækker, ryger hash og stjæler de også. Men i stedet for at sige Fint, du er godt anbragt her, og det her kan vi hjælpe dig med, så siger stederne Vi kan ikke have dig her, når du lyver, pjækker, stjæler og ryger hash. Det er et kæmpeparadoks, at man ved, hvilke problemer de unge har, men at anbringelsesstederne ikke er gearede til at have dem med de problemer. Hvor skal de så være, og hvem skal så hjælpe dem?” spørger forskeren.  

Ballade og bortvisning

Lajla, en af de unge, der bliver interviewet i undersøgelsen, er et eksempel på, at stederne har svært ved at rumme de vanskelige unge. Lajla blev anbragt første gang som 16-årig, og i løbet af de næste to år kommer hun igennem 6 anbringelser. Blandt andet fordi hun bliver smidt ud, fordi hun laver ballade. Lajla fortæller det selv sådan her:  

”Jeg lavede rigtig meget ballade. Vi røg fed og drak meget og sådan nogle ting…..Der var en dag, hvor mig og to andre tog vand, og så kaster vi poser med vand efter pædagogerne. Stuegulvet var helt vådt. Så tog vi alt, hvad der var i skabene og i køleskabet og kastede det ned på vandet, så det var noget brunt plask, der var så tykt. Pædagogerne løb efter de andre pædagoger og sagde, at vi skulle stoppe og sådan. Så gjorde vi rent efter os. Vi hoppede på pædagogerne og blev smidt ud. Det var fordi, jeg havde lavet så meget ballade. Så var det nok for dem, tror jeg. Så gad de mig ikke mere. Det var ikke særlig sjovt.”  

Sille er en af de andre unge, der kommer igennem flere anbringelser. Hendes far Leif fortæller i undersøgelsen, hvor forbavset han blev, da datterens kontaktlærer fra kostskolen efter kort tid fortalte ham, at Sille skal bortvises i en uge, fordi hun er besværlig.  

”Så sagde jeg til ham: Hvis du gør det, så kommer Sille ikke mere. Sådan er det, for jeg har lige afleveret hende, og det har jeg gjort i god tro og i tillid til, at I kunne håndtere det her. Så det skal hun ikke, der må I finde på noget andet….”  

Behov for nye steder

Seniorforsker Tine Egelund understreger, at hun ikke mener, at man skal lade være med at anbringe unge. Der er unge med så store problemer, og hvor forholdene er så dårlige i hjemmet, at det ville være etisk uforsvarligt at lade dem blive i det hjem. 

”Opgaven er derfor at udvikle anbringelsessteder for unge, der kan tåle de problemer, der her. Hvor medarbejderne kan gå ind i problemerne i stedet for at afvise dem med husreglerne i hånden. Det vil være med til at give mere stabile forløb for disse udsatte unge, ” understeger hun. 

Søg på sfi.dk