Artikler

Børn og unge på kanten

Del

Alle pladser var optaget og ventelisten var lang, da SFI den 25. maj holdt konference om udsatte børn og unge. Og de 250 der havde fået plads i Ingeniørforeningens Mødecenter ud til Københavns Havn, fik indblik i den nyeste forskning om børn og unge, der har svært ved at passe ind i samfundet eller er i risiko for at blive tabt på gulvet.

Selv om forskningen ofte arbejder med tal og generaliseringer, så er hver enkelt udsat barn altid en individuel og ofte tragisk historie. Det var budskabet fra leder af SFI’s afdeling for børn, unge og familie, Anne-Dorthe Hestbæk, da hun bød de mange deltagere velkommen. Blandt andet derfor var der i alle plenumoplæg fra SFI’s forskere udgangspunkt i netop børnene og de unges egne erfaringer.

Sammenbrud i anbringelser

Seniorforsker Tine Egelund fortalte om den første danske undersøgelse af såkaldte sammenbrud i anbringelser – dvs. når en anbringelse af et barn pludselig afbrydes af forskellige årsager. Undersøgelsen, der udkom i rapport-form i april, viser, at 1/3 af alle anbringelser bryder sammen, og at det især er i løbet af det første års tid, at en anbringelse er skrøbelig. 

Tine Egelund pegede på en række forskellige årsager til, at en anbringelse pludselig bringes til ophør, men særlig én gav anledning til bekymret latter i salen. Undersøgelsen viser, at unge i mange tilfælde ryger ud af deres anbringelse med samme begrundelse, som de blev anbragt med i første omgang:

”Det kan for eksempel være en ung, der bliver anbragt, fordi han pjækker, er voldelig og stjæler. Senere bliver han så smidt ud af institutionen fordi han ikke overholder stedets regler: Han pjækker og slås og stjæler. Det svarer til, at man på psykiatriske hospitaler smed psykisk syge ud, fordi de fik et psykotisk anfald,” pointerede Tine Egelund.

Til gengæld afslørede de samtaler, forskerne har haft med de unge, at relationerne med de andre unge på fx en institution er utrolig vigtige for den enkelte – både på godt og på ondt. Gode venner kan gøre en stor forskel, mens mobning til gengæld kan gøre tingene meget værre. Tine Egelund mente, at vigtigheden af fællesskaber med andre ligestillede unge ikke altid er erkendt på fx institutioner.

Slægtsanbringelse og institutionsliv

Efter en række workshops om blandt andet forebyggende foranstaltninger, selvmord og børnehavens betydning gik seniorforsker Turf Böcker Jakobsen på talerstolen og fortalte om en undersøgelse af slægtsanbringelse – altså når et barn eller en ung bliver anbragt hos familie. 

Resultaterne af undersøgelsen udkommer først i efteråret 2010, men tilhørerne i salen fik her en forsmag på det arbejde, forskerne er i gang med. De har haft lange interview med 15 unge, som er eller har været anbragt i den nærmeste familie, samt med en lang række centrale personer omkring de unge.

Turf Böcker Jacobsen kunne blandt andet pege på, at de unge i slægtsanbringelse forekommer mindre ensomme og oftere har en ”vigtig voksen” i deres liv, end børn og unge, der er anbragt på ”almindelig” vis. De har ofte en følelse af at blive ”valgt til”, som kan være vigtig når far eller mor ikke er der for dem.

Ph.d.-studerende Tea Torbenfeldt Bengtsson rundede dagen af med at fortælle om sit to-måneders feltarbejde på en sikret institution for unge kriminelle. Arbejdet med at få indblik i de unges liv bag låste døre danner sammen med interviews og registerdata grundlag for en solid afdækning af, hvad der sker med nogle af de unge, samfundet har sværest ved at håndtere. 

Søg på sfi.dk