Artikler

Børn ved mere, end man tror

Del

Engang spurgte man læreren eller forældrene, når man skulle vide noget om, hvordan børn havde det. I dag sætter forskeren sig ned og snakker med barnet i øjenhøjde. I et interview fortæller SFIs eneste psykolog, seniorforsker Else Christensen, her om børns rolle som individ og forskningsobjekt gennem de sidste 50 år.

Lyver Søren?

Fra SFIs oprettelse i 1958 frem til begyndelsen af 1980’erne handlede SFIs udgivelser om børn mest om, hvordan samfundet håndterede børn – hvordan er børnetilsynet, hvad sker der i skolen og hvordan får man passet de små, når både far og mor arbejder? ”Man har spurgt, som samfundet har tænkt om børn,” forklarer Else Christensen. ”I 1960’erne og 1970’erne forestillede man sig ikke, at børn skulle have en mening eller en holdning, der var anderledes end familiens.”  

Det kommer eksempelvis til udtryk i rapporten Børns opvækstvilkår fra 1968, der søger at give et billede af 9-12-åriges liv. Dengang tænkte man ikke på at snakke med børnene om, hvordan de havde det. I stedet blev børnenes mødre og lærere interviewet. Læreren skulle bl.a. svare på spørgsmål som ”Lyver Søren?” eller ”Gør Anne et ængsteligt indtryk på Dem?”  

”På mange måder danner denne undersøgelse om Børns opvækstvilkår grundlag for SFIs store Børneforløbsundersøgelse, men i dag er vi mere på det rene med, at man får forskellige svar alt efter hvem man interviewer. Derfor indgår børnene nu som en helt central del af forskningen”, siger Else Christensen. Men det har taget tid, før børnene er blevet anerkendt – både som informanter til forskning og som selvstændige individer.  

Far drak, da vi havde den røde Volvo

Børnene kommer gradvist mere ind i forskningen fra midten af 1980’erne og frem til de tidlige 1990’ere. I rapporten Børns oplevelse af skilsmisse fra 1984 fik børnene for første gang en selvstændig stemme. For at undersøge hvilke problemer børn får, når deres forældre blev skilt, lavede forskeren en testning af børnene. De fik vist en række billeder og skulle så fortælle, hvad der foregik på billedet. Den type kvalitativ forskning, hvor man undersøger erfaringer og meninger (i modsætning til kvantitativ forskning, hvor man indsamler data, der kan gøres op i tal), var ret ny dengang.  

I 1994 skrev Else Christensen SFI-rapporten Når mor og far drikker… Her var børnene ikke små forsøgsobjekter, der kunne testes, men selvstændige individer man kunne tale med i rigtige interview uden forældrenes tilstedeværelse. ”Det var en af de første undersøgelser, hvor børn kom til orde om et så kompliceret emne som, hvordan det er, når mor og far drikker. Der var bl.a. én der på spørgsmålet om, hvornår far begyndte at drikke, svarede ’Da vi havde den røde Volvo’. Det vil jo normalt ikke være et svaralternativ i et kvantitativt skema. På den måde får man mange gode og helt konkrete informationer i et sådant interview, selvom de ikke altid har den form, man havde forestillet sig.”  

Samtidig viste det sig, at børnene ved meget mere, end de voksne tror. ”Jeg fortalte ikke, hvad barnet havde sagt, men når jeg efterfølgende talte med forældrene, kunne jeg fx nemt finde ud af, hvornår de havde haft en rød Volvo. Og i mange af tilfældene kunne man se, at børnene havde været vidende om alkoholproblemerne 5-6 år før forældrene sagde, at børnene vidste noget,” forklarer hun. ”Tidligere forsøgte man at beskytte børnene ved at sige, at de ikke vidste, hvad der foregik. ’De sover, når jeg drikker,’ sagde faren. Men børn ved mere, end man umiddelbart tror,” pointerer Else Christensen.

Udvalgte SFI-udgivelser om børn

Jordahn, B., Rasmussen, K., Skyum-Nielsen, S. & Vedel-Petersen, J. (1963): Børneværnenes tilsynspraksis. En undersøgelse af 45 kommuners administrering af det almindelige børnetilsyn og tilsynsværgeordningerne. København: SFI.
 
Vedel-Petersen, J., From, A., Løve, T. & Mørk Pedersen, J. (1968): Børns opvækstvilkår. En undersøgelse af de 9-12-åriges problemer og hjemmemiljø. København: SFI.
 
Ørum, B. (1973): Kønsforskelle blandt skoleungdom. København: SFI.
 
Nord-Larsen, M. & Vedel-Petersen, J. (1976): Tabere i skolen. De 9-12-åriges skoletilpasning. København: SFI.
 
Platz, M. (1977): Velkommen til børnehaveklasserne. København: SFI.
 
Nord-Larsen, M. (1977): Tabere i skolen - 7 år efter. København: SFI.
 
Kjær Jensen, M. (1979): Børn og døgninstitutioner. København: SFI.
 
Grønhøj, B. (1981): Småbørns dagpasning. Et problem for forældre og kommuner. København: SFI.
 
Nissen, M. (1984): Børns oplevelse af skilsmisse. København: SFI.
 
Nissen, M. (1987): Min far og mor er skilt. København: SFI.
 
Nygaard Christoffersen, M. (1987): Familien under forandring? - en statistisk belysning af småbørns familieforhold i 1974 og 1985. København: SFI.
 
Kjær Jensen, M. (1988): Interview med børn. København: SFI.
 
Andersen, D. (1987): Skolebørns dagligdag. København: SFI.
 
Hjorth Andersen, B. (1991): Børnefamiliernes dagligdag. København: SFI.
 
Christensen, E. (1992): Omsorgssvigt? En rapport om de 0-3-årige baseret på sundhedsplejerskers viden. København: SFI.
 
Hestbæk, A-D. (1992): Små børns liv i forsøgsperspektiv. København: SFI.
 
Hestbæk, A-D. (1992): Børn og unges fritidsliv i forsøgsperspektiv. København: SFI.
 
Qvortrup, J. (1992): Børn og unge. En international perspektivering. København: SFI.
 
Christensen, E. (1994): Når mor eller far drikker... Interview med børn og forældre i familier med alkoholmisbrug. København: SFI.
 
Andersen, D. (1995): Skolebørns fritid. København: SFI.
 
Nygaard Christoffersen. M. (1996): Opvækst hos fædre. København: SFI.
 
Just Jeppesen, K. (1997): Børns kriminalitet. København: SFI.
 
Heide Ottosen, M. (1997): Børn i sammenbragte familier. København: SFI.
 
Nygaard Christoffersen, M. (1998): Spædbarnsfamilien. Rapport fra første fase i en forløbsundersøgelse af børn født i efteråret 1995. København: SFI.
 
Just Jeppesen, K. & Nielsen, A. (1998): Etniske minoritetsbørn i Danmark - det første leveår. København: SFI.
 
Christensen, E. (1999): Forældre i fængsel - en undersøgelse af børns og forældres erfaringer. København: SFI.
 
Fridberg, T. (1999): Skolebørns fritidsaktiviteter. København: SFI.
 
Christensen, E. (2000): Det 3-årige barn. København: SFI.
 
Just Jeppesen, K. & Nielsen, A. (2001): Tosprogede småbørn i Danmark. København: SFI.
 
Carøe Christiansen, C. & Hohnen, P. (2002): Betingelser for børns sociale ansvar. København: SFI.
 
Christensen, E. & Ottosen, M.H. (2002): Børn og familier. København: SFI.
 
Andersen, D. & Heide Ottosen, M. (red.) (2002): Børn som respondenter. København: SFI.
 
Andersen, D. & Annemette Kjærulff (2003): Hvad kan børn svare på? Om børn som respondenter i kvantitative spørgeskemaundersøgelser. København: SFI.
 
Heide Ottosen, M. (2004): Samvær til barnets bedste? København: SFI.

Heide Ottosen, M. (2004): Samvær og børns trivsel. København: SFI.
 
Christensen, E. (2004): 7 års børneliv. København: SFI.
 
Christensen E. (2004): 7-årige børn med anden etnisk baggrund. København: SFI.
 
Christoffersen, M., Hestbæk, A-D., Lindemann, A. & Lehmann Nielsen, V. (2005): Nye regler for børn og unge. København: SFI.
 
Nielsen, A.M., Fink-Jensen, K., Ringsmose, C (2005): Skolen og den sociale arv. København: SFI.
 
Jensen, B. (2005): Kan daginstitutioner gøre en forskel? København: SFI.
 
Christensen, E. & Sloth, D.A. (2005): Børn med anden etnisk baggrund ved skolestart. København: SFI.
 
Christensen, E. (2005): 7-årige børn med anden etnisk baggrund. København: SFI.
 
Christensen, E. (2006): Uledsagede asylansøgerbørn. København: SFI.
 
Christensen, E. & Andersen, K.V. (2006): Livsvilkår for børn med familie på danske asylcentre. København: SFI.
 
Andersen, D. & O. Højlund (2007): Interview med 11-årige børn. København: SFI.
 
Hestbæk, A.D., Mattsson, C. & Andersen, A.R. (2008): 11-årige børns hverdagsliv og trivsel. København: SFI.
 
Olsen, B.M. & Dahl, K.M. (2008): Fritidsliv i børnehøjde. København: SFI.

At spørge med tegninger

Barnets stilling som selvstændigt individ blev altså styrket op gennem 1990’erne. Retsmæssigt blev deres status slået fast, da forældres ret til at slå deres børn (revselsesretten) blev afskaffet i 1997. I forskningen indgår børn i dag som informanter på linje med såvel mødre som skolelærere, hvilket bl.a. ses i SFI-udgivelser som Børn som respondenter (2002), Hvad kan børn svare på? (2003) og Interview med 11-årige børn (2007).  

Men der er forskel på, hvordan man kan bruge børn i forskning. ”Vi har lavet nogle undersøgelser, der viser, at børn skal være omkring 11 år, før man meningsfuldt kan bruge dem i kvantitative undersøgelser, hvor de skal svare på et spørgeskema. Og det man spørger om, skal være meget konkret og tæt på dem selv. 11-12-årige børn reflekterer meget og vil gerne fortælle om, hvordan de har det og hvordan de oplever verden. Men de kan ikke nødvendigvis sige, hvor far arbejder,” forklarer Else Christensen.  

Til gengæld kan man lave kvalitative interview med meget mindre børn. ”Når man sidder over for børn og interviewer dem, så foregår det på en anden måde. Jeg laver fx tegninger af familien og bruger den til at pege. Så kan man se på noget andet, end at kigge hinanden ind i øjnene. Man kan fx spørge: ’Nu ved jeg, at din far drikker. Er der andre af de voksne, der drikker?’ Eller: ’Hvor er du så henne, når far drikker?’ Og så kan barnet pege eller tegne med.”  

Børneforløbsundersøgelsen

De mange erfaringer, der gennem de sidste 50 år er blevet opbygget på SFI om forskning i børn, bliver udnyttet i den store børneforløbsundersøgelse, hvor forskerne følger over 6000 børn fra årgang 1995. I de første undersøgelsesrunder, da børnene var hhv. nyfødte, 3 og 7 år, interviewede man kun mødrene, men i den seneste opsamling har man også snakket med de nu 11-årige drenge og piger.  

En af de ting, man håber at afdække med børneforløbsundersøgelsen, er tidlige tegn på, at et barn ikke har det godt eller er i fare for at udvikle problemer af en eller anden art. Else Christensen forklarer: ”Vi kan fx vise, at der er en sammenhæng mellem lidt triste og tilbagetrukne børn og familier med alkoholmisbrug eller mødre med depression. Eller at nogle – ellers helt almindelige – forældre til børn med adfærdsvanskeligheder, sagde at deres 5-årige barn var ’virkelig svært at opdrage’. Og det siger forældre faktisk stort set aldrig. Som regel siger forældre ’nogle gange er han svær, andre er han let’ eller noget i den dur.”  

Men selv om forskerne kan påpege den slags sammenhænge, er det ikke så let at gribe ind. ”Hvis vi fx måler på 10 karakteristika, så kan vi godt vise, at visse træk optræder sammen, men vi kan ikke sige, at det ene er årsag til det andet. Tilsvarende ved vi jo, at hvert menneske består af en lang række karakteristika, og der kan være et samspil, som kan være svært at påvise. Der er mange ting, vi ikke kan vide”, siger Else Christensen.

Det betyder, at man altid udpeger for mange til at være i farezonen: ”Hvis vi fx kan identificere omkring 5 pct. med problemer ved 7-års-alderen, så har kun halvdelen af dem fortsat problemer, når de er 11 år – resten har bare været inde i en tidsbegrænset besværlig fase, som de har været i stand til at tackle. På den måde kan vi godt vise nogle ting, men vi kan ikke komme ned i de konkrete børn.”  

Else Christensen mener dog sagtens, at man kan anvende resultaterne i praksis. Man kan fx tilbyde hjælp til forældre, det identificerer deres barn som ”virkelig svært at opdrage” eller tilbyde særlige aktiviteter, hvis en 5-årig virker trist eller tilbagetrukken.  

Lille Henrik og lille Hassan

Parallelt med børneforløbsundersøgelsen har SFI fulgt en gruppe børn med anden etnisk baggrund end dansk. Else Christensen konstaterer, at disse børn ikke er voldsomt anderledes end danske børn.  

Ikke overraskende skiller de etniske børn sig dog ud på sproget i skolen: ”En stor gruppe er som normale danske børn, men gruppen med problemer er lidt større end blandt danske børn. Det er især deres sprogproblemer, der gør dem synlige, men ellers synes de at have samme problemer som danske ’problembørn’. Men hvor de danske børn får tilbudt psykologiske eller særlige pædagogiske indsatser, så får de etniske børn oftere tilbudt sprogundervisning. Det er bemærkelsesværdigt,” siger Else Christensen. 

Det er dog ikke primært kulturforskelle, der giver de udsatte etniske børn problemer, pointerer hun. Det drejer sig i højere grad om forældrenes ressourcer – altså sociale forskelle. Det kan man se ved at undersøge de forskellige etniske grupper. ”Børn fra Sri Lanka trives gennemsnitligt bedre i skolen end danske børn, mens fx børn med tyrkisk baggrund ligger meget under. Samtidig kan man se, at de srilankanske forældre har høj uddannelse, mens de tyrkiske forældre ofte kun har 5 års skolegang. Det tyder altså på, at det ikke er det kulturelle/etniske, der gør udslaget, men forældrenes ressourcer,” konstaterer Else Christensen.  

Forsker i kamikker

SFIs forskning søger at dække hele det danske rige. Else Christensen er i gang med en stor kvantitativ undersøgelse af grønlandske børns vilkår. Det er første gang, grønlandske børns liv kommer under forskernes lup på denne måde.  

Resultaterne er endnu ikke klar, men det ser spændende ud, siger Else Christensen: ”Der er stor forskel på, hvordan børn lever i Grønland. Nuuk og vestkysten er stort set ligesom Danmark, mens man i nord, syd og øst lever mere traditionelt.”

Men selv om der er store forskelle, giver det stadig god mening at lave en undersøgelse, der dækker hele Grønland: ”Ja, fx bliver det nu muligt at dokumentere, hvor der er alkoholproblemer i familien. Trods store geografiske forskelle er mekanismerne og problemerne mellem forældre og børn jo i høj grad de samme. Hvis far drikker, så giver det de samme problemer,” siger Else Christensen og fortsætter: ”I Grønland kan hverdagen i små byer og bygder se meget anderledes ud, end det, vi kender. Det er koldt, og derfor er det vigtigt, at børnene får mad nok. Man kan måske også være mere bekymret for, om børnene får nok tøj på. Men hvis der er problemer i relationen mellem børn og forældre, ligner problemerne dem, vi allerede kender.”  

Programleder Tine Egelund vil i en senere artikel i jubilæumsserien fokusere på SFIs forskning omkring udsatte børn.

Søg på sfi.dk