Artikler

Dårlige normeringer giver mere stressede børn

Del

Tager børn skade af at blive passet i institution? Det spørgsmål debatteres ivrigt for tiden. Svaret blev givet allerede i 1970’erne i en svensk undersøgelse: Bedre normering i børneinstitutioner giver mindre stressede børn. Så enkelt er det faktisk.

For tiden er der fokus på, de yngste børn og stress. En ny undersøgelse, hvor stresshormonet kortisol bliver målt i hårprøver fra 703 børn op til tre år, viste for nylig overraskende, at der ingen forskel er på barnets pasningsform – institution, dagpleje eller hjemme. 

Til gengæld fører alvorlige belastninger i hjemmet som f.eks. skilsmisse til tydeligt forhøjede værdier af stresshormonet kortisol i tre centimeter lange hårtotter klippet af ved hovedbunden.

Men har det virkelig ikke nogen betydning, under hvilke forhold barnet bliver passet? Svaret er jo. Her er det værd at minde om en svensk undersøgelse fra 1970’erne, der viste en klar sammenhæng mellem normeringen i børnehaver og niveauet i børnenes stress.

Undersøgelsen var ganske omfattende og baserede sig på urinprøver fra 3-årige børnehavebørn: 6.000 urinprøver blev indsamlet over 30-40 forskellige dage. Den første prøve blev taget efter middagssøvnen og ved den efterfølgende legeperiode.

Det fysiologiske stressniveau blev målt gennem udsondringen af hormonerne adrenalin og noradrenalin.

Mindre stress

Formålet med undersøgelsen var konkret at se på effekten af ændringerne i normeringen i børnehaver med 3-årige. Derfor oplevede kun halvdelen af børnehaverne en ændring i normeringen og gik fra en voksen pr fem børn til en voksen pr tre børn.

Da halvdelen af tiden var gået – ni uger – skiftede normeringen, og på den måde kunne det enkelt barn sammenlignes med sig selv, uden at der skete ændringer i gruppestørrelsen – antallet af børn.

I undersøgelsen blev der også taget højde for andre forhold, som kunne have indflydelse på børnenes trivsel – f.eks. belastninger i hjemmet.

Resultatet af urinprøverne var en udsondring af færre stresshormoner, dvs. adrenalin og noradrenalin, ved den forbedrede normering. Færre børn pr voksen førte til en relativt større nedgang i hormonudsondringen under middagshvilen. Der var desuden forskelle mellem børnene.

Den største nedgang i hormonudskillelsen kunne man især se hos de ængstelige og hæmmede børn samt hos de ældre børn og hos drengene.

Forbedringen af normeringen betød ikke noget for sygefraværet hos børnene. Men med ringere normering blev børnenes adfærd påvirket.

Der var flere vredesudbrud, og flere børn der udviste svage angstsymptomer. Ved forbedringen af normeringen trivedes børnene bedre, de var mere aktive, og de havde flere kontakter med hinanden.

Personalet blev også påvirket af den forbedrede normering. Deres sygefravær mindskedes kraftigt, i gennemsnit med 50 procent.

Personalets holdninger til forældrene blev også mere positive, ligesom forældrenes holdning til børnehaven og personalet blev bedre ved en forbedret normering.

Undersøgelsen viste også, at der ikke var nogen klar sammenhæng mellem, hvor mange timer børnene tilbragte i børnehaven og udskillelsen af stresshormoner.

Den eneste tydelige forskel var, at de børn, der kun var kort tid i børnehaven, udskilte mere stresshormon i middagshvilen, end dem, der havde en mellemlang dag. Og dem, der havde en særlig lang dag, havde lidt forhøjet udskillelse af stresshormon under middagshvilen. 

Flere voksne, bedre udvikling

Resultaterne er så ensidigt positive, at det burde stå lysende klart, at en god normering er alt afgørende for børns trivsel i børnehaver. Undersøgelsen har ganske vist næsten 40 år på bagen. 

Når det alligevel stadig bliver diskuteret, hvilken betydning normeringerne i vores dagsinstitutioner har, er det på tide at minde om de svenske resultater. 

Baggrunden for disse resultater er antagelig, at kvaliteten af interaktionen mellem voksen og barn er den mest betydningsfulde enkeltfaktor for barnets intellektuelle udvikling. 

Flere voksne betyder, at man er i stand til at tilføre flere uddannelsesaktiviteter, mere samtale mellem voksne og børn, samt flere kognitive udfordrende lege.

I udforskningen af problemstillingen har man især hæftet sig ved de voksnes evne til at være responsive og sensitive over for børnenes ytringer. 

Hvis de voksne reagerer prompte og adækvat på børnenes verbale og ikke-verbale signaler, hvis de voksne bidrager med udviklende alderstilpassede stimulerende aktiviteter, hvis de elaborerer og udvikler barnets sprog og lege, og hvis de voksne er sensitive over for børnenes følelser, så understøttes barnets kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling. 

Dette er baggrunden for, at der er opstået en særlig interesse i at undersøge, hvordan man kan forbedre kvaliteten i børnenes dagpasning. 

Indlægget er tidligere bragt i dagbladet Information. 

Søg på sfi.dk