Artikler

Danskerne lader sig flytte, hvis incitamenterne er der

Del

For at arbejdsstyrken kan udnyttes optimalt, skal den være helst kunne sættes ind, hvor der er behov for den – den skal med andre ord være mobil. Forskere ved SFI har i over fyrre år undersøgt, hvad der har betydning for den danske arbejdsstyrkes mobilitet.

Når erhvervsstrukturer ændrer sig, ny teknologi introduceres og arbejdspladser flyttes, nedlægges og oprettes, er det vigtigt, at lønmodtagerne er mobile. De skal om nødvendigt kunne – og være villige til at – skifte job (faglig mobilitet), arbejdsplads (arbejdspladsmobilitet), erhverv (erhvervsmobilitet) eller bopæl (geografisk mobilitet).  

Den første mobilitetsundersøgelse ser dagens lys

Et politisk ønske om at fastholde den økonomiske fremgang som kendetegnede 1960’erne førte til et fokus på arbejdsstyrkens mobilitet. Dette gav anledning til SFI’s – og Danmarks – første mobilitetsundersøgelse. Baggrunden for undersøgelsen var et ønske om at sikre en tilstrækkelig mobilitet med færrest mulige ulemper for de berørte lønmodtagere. Principbeslutningen om undersøgelsen blev truffet allerede i 1966, men den blev dog først gennemført i første halvdel af 1970’erne.  

I størrelsesordenen 15 pct. af de beskæftigede lønmodtagere havde ifølge spørgeskemaundersøgelser i 1960’erne og 1970’erne været ansat på mindst to arbejdspladser inden for det seneste år. Det betyder, at noget flere end 15 pct. må være blevet ansat inden for samme periode. Senere undersøgelser fra 1979, 1995 og 2005 viste, at ca. 20 pct. af lønmodtagerne havde været beskæftiget på deres arbejdsplads i under et år. Målt på denne grove måde har variationen i mobilitetens omfang over tid tilsyneladende været begrænset.  

Frivillig mobilitet, hvor en lønmodtager af egen drift skifter job, er hyppigere under en højkonjunktur, mens ufrivillige skift, fx på grund af afskedigelser, forekommer hyppigere, når konjunkturerne er dårlige og arbejdsløsheden høj. Tallene fra 1970’erne pegede på, at mobiliteten alt i alt er noget større under en højkonjunktur. Den form for mobilitet, der påvirkes mindst af konjunkturerne, er den geografiske mobilitet.  

Over halvdelen af de lønmodtagere, der skiftede arbejdsplads, var frivilligt mobile. Langt hovedparten af mobiliteten foregik uden om den offentlige arbejdsformidling. De dominerende informationskanaler ved jobskifte var annoncer, personlige henvendelser til virksomheder og uformelle netværk. Løn, arbejdets art og arbejdsklima var de vigtigste faktorer ved valg af nyt job. Mange, især de frivilligt mobile, fik bedre løn og arbejdsvilkår ved et arbejdspladsskift. Den største barriere for mobilitet var den geografiske tilknytning til den by eller den egn, man bor i. Desuden blev alder udpeget som den uden sammenligning væsentligste faktor til forklaring af mobilitet: Jo ældre, des mindre mobil.  

Arbejdspladsmobilitet, alder, anciennitet og løn

Resultaterne fra 1970’erne blev uddybet i 1980’erne, hvor statistiske analyser viste, at både den frivillige og den ufrivillige mobilitet falder, jo længere tid man har været på arbejdsmarkedet. Mobiliteten er størst blandt de yngre, men den falder hurtigt. Et andet centralt resultat var, at mobiliteten også afhænger af ansættelsestiden på arbejdspladsen, altså anciennitet. Begge former for mobilitet falder kraftigt i de første 5-10 år af en ansættelsesperiode. Den frivillige mobilitet forsætter med at falde, men i et aftagende tempo. Derimod stiger den ufrivillige mobilitet (risikoen for afskedigelse) efter ca. 20 år på arbejdspladsen, når arbejdstageren er i slutningen af fyrrene. Sidstnævnte ses som udtryk for, at nogle virksomheder ved produktionsomlægninger især afskediger de mindst produktive og mindst omstillingsparate. Andre virksomheder tilstræber at afskedige de sidst ansatte først, hvilket bidrager til, at risikoen for afskedigelse også er høj for medarbejdere med lav anciennitet.

Faldet i den frivillige mobilitet i takt med stigende ansættelsestid er udtryk for, at medarbejdere på en virksomhed efterhånden får sværere og sværere ved at finde et bedre job et andet sted. Forklaringen kan være, at ansatte tilegner sig virksomhedsspecifikke kvalifikationer, som kun belønnes og kan bruges på den pågældende arbejdsplads, hvor medarbejdernes vilkår (fx løn) derfor bliver relativt bedre med tiden. Set fra virksomhedens side bliver medarbejdere mere værd, i takt med at de får kendskab til arbejdspladsens produkter, processer og rutiner. Et ansættelsesforhold kan således med tiden stige i værdi for både ansat og arbejdsgiver.              

Ifølge økonomisk teori påvirker løndannelse mobiliteten, men dette var svært at påvise ud fra de tilgængelige data. Dengang konkluderede man, at den variation i lønnen, som en typisk lønmodtager oplevede inden for sit arbejdsområde i midten af 1980’erne, ikke var tilstrækkelig stor til at påvirke den frivillige mobilitet nævneværdigt. Konklusionen synes at stå delvis i modsætning til 1970’ernes resultater.  

Nye registre – nye analyser

De nævnte resultater var primært baseret på spørgeskemadata. Etableringen af totaldækkende registre over arbejdssteder og personer i Danmarks Statistik omkring 1980 gav imidlertid helt nye muligheder, som SFI bl.a. udnyttede i en undersøgelse af mobiliteten i 1980-1981. De registerbaserede data var forløberen for den såkaldte IDA-database (IDA: den Integrerede Database for Arbejdsmarkedsforskning), der blev udviklet i 1988-1990, og som i dag udgør et vigtigt grundlag for arbejdsmarkedsforskere i både ind- og udland. Forsker Per Vejrup Hansen fra SFI, der senere blev lektor ved CBS, var en pioner på området og indgik i den projektgruppe, der udviklede IDA.    

Registeranalyserne viste, at der i løbet af et år forekommer en betydelig omfordeling af de beskæftigede mellem arbejdspladser. Kun en fjerdedel af arbejdspladserne har et uændret beskæftigelsesniveau, dvs. et udsving på mindre end 5 pct. fra ét år til det næste. De resterende arbejdspladser, dvs. hovedparten, fordeler sig nogenlunde ligeligt i to grupper med henholdsvis stigende og faldende beskæftigelse.  

Når beskæftigelsen falder i en virksomhed, er det især de faglærte og ikke-faglærte arbejdere, der bliver afskediget, mens funktionærerne, hvis opgaver er mindre direkte afhængige af produktionen, i højere grad fastholder deres job. Det omvendte gælder for arbejdspladser med stigende beskæftigelse. Her er det især arbejdere, der ansættes. Sådanne mekanismer betyder bl.a., at beskæftigelsens sammensætning varierer med konjunkturerne.  

Det gælder også med hensyn til alder. De unge mister beskæftigelsesandel ved en nedgang i den samlede beskæftigelse, mens de øger deres andel ved en stigning. Det skyldes de unges høje mobilitet og ikke, at de er særligt udsatte i forbindelse med en reduktion i de enkelte arbejdspladsers beskæftigelse. Der blev således givet en rent konjunkturel forklaring på de unges overledighed.

Geografisk mobilitet – hvem flytter og hvorfor?

Langt de fleste, der skifter arbejdsplads, gør det, uden at skifte bopæl. Hovedparten af mobiliteten på arbejdsmarkedet må derfor hænge sammen med arbejdsrelaterede forhold.  

SFI’s nyeste undersøgelse af mobilitet fra 2004 fokuserer på mobilitet i forhold til bopæl, den geografiske mobilitet, her defineret som skift af bopælskommune. Langt hovedparten (80 pct.) af disse skift er motiveret af familiemæssige forhold og altså ikke af jobskifte. Men bopælsskiftet medfører for tredjedele, at man selv eller partneren skifter arbejdsplads. En del arbejdspladsskift må således være motiveret af bopælsskift, dvs. ønske om kort afstand til arbejde. 

Spørgsmålet er så, om mobiliteten på arbejdsmarkedet begrænses af, at et skift af arbejdsplads kan gøre det nødvendigt at skifte bopæl? Ikke nødvendigvis. Direkte adspurgt ville omkring halvdelen være villige til at skifte bopæl, hvis de herved kunne få et bedre job. En sammenligning med oplysninger fra 1970’erne antyder, at barriererne for geografisk mobilitet måske er mindre i dag.

Udvalgte SFI-publikationer om arbejdskraftens mobilitet

1970’ernes mobilitetsundersøgelse:
 
Tetzschner, Helge, Peter Gundelach, Karsten Hillestrøm & Henning Brogaard: Arbejdskraftens Mobiliet 1. København: Socialforskningsinstituttet. Studie 30. 1974.
 
Gundelach, Peter & Helge Tetzschner: Arbejdskraftens Mobilitet 2. København: Socialforskningsinstituttet. Studie 30. 1974.
 
Gundelach, Peter & K.W. Redder: Arbejdskraftens mobilitet 3: Omfanget. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation 70. 1976.
 
Hillestrøm, Karsten: Arbejdskraftens mobilitet 4: Processen. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation 72. 1976.
 
Haargaard, Jytte, Kirsten Just Jensen, Birthe Nielsen & K.W. Redder: Arbejdskraftens mobilitet 5: Konsekvenser. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation 73. 1976.
 
1980’ernes mobilitetsundersøgelser:
 
Hansen, Per Vejrup: Arbejdskraftbevægelser og beskæftigelse. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation 149. 1985
 
Bach, Henning Bjerregaard: Lønmodtageres geografiske mobilitet. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation 162. 1987
 
Bach, Henning Bjerregård: Lønmodtageres arbejdspladsmobilitet. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation 169. 1987.
 
Mobilitetsundersøgelser fra 2000 og frem:
 
Bach, Henning Bjerregård: Når lønmodtagere fratræder virksomheder. København. Socialforskningsinstituttet. Rapport 00:05. 2000.
 
Bjørn, Niels Henning (red.): Bolig, mobilitet og marginalisering på arbejdsmarkedet. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 04:11. 2004.
 
Deding, Mette & Trine Filges: Derfor flytter vi. Geografisk mobilitet i den danske arbejdsstyrke. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 04:19. 2004.

Undersøgelsen fra 2004 viser også, at det at bo i eget hus mindsker sandsynligheden for at flytte, hvorimod det at bo i ejerlejlighed ikke har denne virkning. Eget hus er således i mindre grad end andre boligformer en ”mellemstation” på vej til noget andet.  

Hvis man tidligere har været mobil, er sandsynligheden for, at man også i fremtiden vil være mobil, større. Nogle er således generelt mere mobile end andre. Det er især helt unge og dem i aldersgruppen 30-59 år, som har en lang eller mellemlang videregående uddannelse, der viser mest mobilitet. Analysen viser samtidig, at de 30-59-årige, der bor med en partner og børn, er mindre tilbøjelige til at flytte end enlige og par uden børn.  

Den geografiske mobilitet påvirkes af mulighederne for at få (nyt) arbejde på tilflytningsstedet. Det ser fx ud til, at ledige navnlig flytter til områder, hvor det skulle være lettere at få arbejde (steder med lav ledighed).    

Spørgsmål og svar om mobilitet – i 1970’erne og i dag

Den første mobilitetsundersøgelse fra 1970’erne konkluderede, at den frivillige mobilitet kunne øges, fordi lønmodtagere ”ofte handler rationelt”, som det blev udtrykt. Hvis fordelene var større end ulemperne, ville den ønskede mobilitet med ”stor sandsynlighed finde sted”. I undersøgelsen fra 2004 rejses også spørgsmålet om, om virksomhederne kan tiltrække tilstrækkelig arbejdskraft- Også her er svaret ja, ”Hvis virksomhederne tilbyder attraktive job, er det muligt at tiltrække arbejdskraften, også fra andre egne af landet end der, hvor virksomheden ligger”.

Vores viden om mobilitet er meget større i dag end tidligere, og den seneste undersøgelse føjer ny viden til. Det er derfor tankevækkende, at de overordnede konklusioner alligevel er så ens.

Søg på sfi.dk