Artikler

De ledige og langtidsledige

Del

De langtidsledige har gennem årene båret en uforholdsmæssig stor del af den samlede ledighedsbyrde. Mange af dem er svage ledige med en ophobning af forskellige problemer, mens en lille gruppe ikke er synderligt interesserede i at arbejde, selvom de personlige kvalifikationer er i orden. Det viser mere end 20 års SFI forskning i ledighed.

Ledighed er et mere eller mindre permanent fænomen i en markedsøkonomi. SFI har gennem alle årene forsket flittigt i ledighed, både når den har været høj, og når den har været faldende eller lav. Nogle undersøgelser har udgangspunkt i en høj ledighed og interesserer sig fx for, hvem der særligt rammes. Andre undersøgelser er foretaget på baggrund af en faldende ledighed og spørger fx, hvorfor de resterende ledige ikke er kommet i arbejde. De fleste af SFIs undersøgelser af ledighed er foretaget efter, at ledigheden begyndte at falde fra midten af 1990’erne. I alt 27 udgivelser fra SFI i perioden1984-2007 handler om ledige - både forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere.  

Arbejdsmarkedsprocesser: Ulighed og koncentration i ledigheden

Mange rammes af ledighed på et eller andet tidspunkt i løbet af en periode, fx et år. Men for de fleste er ledigheden et forbigående fænomen, selv under en lavkonjunktur. Det store flertal i den arbejdsdygtige alder har permanent tilknytning til arbejdsmarkedet. De langtidsledige udgør en relativt lille gruppe, men de bærer en uforholdsmæssig stor del af den samlede ledighedsbyrde.  

De ledige udgør ikke en fast gruppe. Der er hele tiden en tilgang til gruppen som følge af opsigelser og afskedigelser. Ligeledes er der en løbende afgang, når ledige på ny opnår beskæftigelse. I forbindelse med denne dynamik sker der en selektion: Der er ikke tilfældigt, hvem der bliver ledige, og heller ikke hvem der forbliver ledige.  

Nogle forhold påvirker begge typer selektion: Fx øger et ringe helbred både sandsynligheden for at blive og forblive ledig. Andre forhold har forskellig virkning. Fx har unge en særlig stor risiko for at blive ledige, mens ældre har en mindre risiko. Derimod har de unge lettere ved at få arbejde igen, når de er blevet ledige, mens det er sværere for ældre. Især under en lavkonjunktur ville mange af dem, der aktuelt er beskæftiget, ikke kunne få ansættelse, hvis de som ledige skulle konkurrere med andre arbejdssøgende om jobbene. Det er godt at være inde i varmen. Det er et eksempel på den såkaldte historieafhængighed, der er konstateret i mange undersøgelser: Jo mere stabil beskæftigelse tidligere, des lavere risiko for ledighed senere. Og omvendt: Jo mere ledighed tidligere, jo mere ledighed senere. Eller med andre ord: Der er en tendens til, at arbejdsstyrken opdeles i en kerne med fast arbejde og en periferi med en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.  

De ledige med de største beskæftigelseschancer får ifølge sagens natur arbejde først. Dem, der fortsat er ledige efter fx 6 måneder, har derfor i gennemsnit lavere jobchancer end dem, der kun har været ledige i én måned. Generelt vil man observere, at jo længere tid, man har været ledig, des mindre er sandsynligheden for at få arbejde i løbet af vis tid, fx næste måned. Det er omdiskuteret, om lang tids ledighed i sig selv reducerer beskæftigelseschancerne. Såfremt det er tilfældet, forstærkes nævnte sammenhæng. Langtidsledighed kan sænke jobchancerne, hvis arbejdsgivere frasorterer langtidsledige, eller hvis lang tids ledighed medfører resignation, ringere helbred eller tab af arbejdsrutine. Nogle undersøgelser tyder på dette. For andre kan perioden som arbejdsløs være en læreproces, hvor den ledige efterhånden finder ud af, hvad han eller hun skal gøre for at få arbejde. Ophør af understøttelse eller krav om aktivering kan bevirke, at den ledige gør en ekstra indsats og får arbejde.

Selektionsprocesserne betyder, at de ledige og især de langtidsledige vil udgøre et skævt udsnit af befolkningen. Det er dog vigtigt at understrege, at der er tale om sandsynligheder, hvor tilfældigheder og de lediges aktive valg også spiller en rolle. Den enkeltes skæbne på arbejdsmarkedet er ikke forudbestemt.

De arbejdsmarkedsparate, de svage og de selvaktiverede

Følgende træk karakteriserer i højere grad langtidsledige end andre: Tidligere ledighed, lav uddannelse, relativt høj alder, anden etnisk baggrund end dansk og problemer ud over ledighed, herunder helbredsproblemer (bl.a. misbrug), nedsat arbejdsevne og sociale problemer. For kvinders vedkommende kan også børnepasningsproblemer hænge sammen med langtidsledighed.

Risikoen for langtidsledighed afhænger også af arbejdsmarkedet. Der er en højere risiko, hvis ledigheden generelt er høj, og for personer, der udbyder deres arbejdskraft inden for fag eller geografiske områder med høj ledighed. Jo flere der konkurrerer om jobbene, des større risiko for langtidsledighed. En vedvarende høj ledighed øger antallet af langtidsledige.

På basis af kvalitative interview i anden halvdel af 1990’erne inddelte SFI de langtidsledige i tre forenklede kategorier (citat):

  • Arbejdsmarkedsparate. Her er tale om mennesker, der er rimeligt velfungerende personligt og socialt. Det er mennesker, der er i stand til at indgå i et socialt fællesskab. De har ikke misbrugs- eller helbredsproblemer af betydning – hverken fysiske eller psykiske. Deres basale skolekundskaber er nogenlunde i orden, selv om de ikke nødvendigvis har en erhvervsuddannelse eller specielt gode skolekundskaber. De er motiverede for at opnå beskæftigelse, og de søger arbejde. De er ikke nødvendigvis ressourcestærke med hensyn til faglige eller almene kvalifikationer, men de har en række grundlæggende personlige kvalifikationer, som er indlært via et nogenlunde ”normalt” livsforløb.
  • Svage i forhold til arbejdsmarkedet. Det, der karakteriserer disse mennesker, er først og fremmest, at de mangler en række grundlæggende personlige kvalifikationer, som de arbejdsmarkedsparate har. Der er ofte tale om mennesker, der ikke umiddelbart gør noget aktivt eller konstruktivt for at ændre deres situation. Nogle har vænnet sig til et liv på overførselsindkomst og et meget lavt økonomisk niveau. Nogle har helbredsproblemer af fysisk eller psykisk art (herunder misbrug) samt sociale problemer omkring familieforhold, dårlig økonomi og boligforhold. Nogle er unge, som aldrig har haft et almindeligt arbejde, nogle er ældre der har resigneret overfor deres situation. Endelig omfatter gruppen indvandrere, der ikke har lært dansk og danske normer.
  • Selvaktiverede. Der er tale om en gruppe, der i vidt omfang har grundlæggende personlige kvalifikationer ligesom de arbejdsmarkedsparate. Det der adskiller dem fra de arbejdsmarkedsparate er, at de egentlig ikke er synderligt interesserede i at få arbejde, eller at deres krav til et arbejde er af en sådan karakter, at kravene vanskeligt kan opfyldes. De bruger dagpenge eller kontanthjælp til at leve et liv som de ønsker. De prøver at sno sig uden om krav fra systemernes side.

Alle tre kategorier findes både blandt dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Gruppe 3 er klart den mindste. Gruppe 2 udgør en meget større andel af kontanthjælpsmodtagere end af dagpengemodtagerne. Når ledigheden falder, er det i første omgang især gruppe 1, der bliver mindre. Formodningen taler for, at gode konjunkturer efter en vis tid også vil mindske gruppe 3.

Udvalgte SFI-rapporter om ledige

Bach, Henning Bjerregård Bach: De lediges jobsøgeadfærd. København: Socialforskningsinstituttet. Studie 50. København 1984.

Bach, Henning Bjerregård: En spørgeskemaundersøgelse blandt forsikrede langtidsledige og langvarige kontanthjælpsmodtagere. Dokumentation I til Langtidsledige i tre kommuner (98:9). København: Socialforskningsinstituttet. 1998.

Bach, Henning Bjerregaard, John Aggergaard Larsen & Anders Rosdahl: Langtidsledige I tre kommuner. Hovedresultater fra en spørgeskemaundersøgelse og kvalitative interview blandt forsikrede langtidsledige og langvarige kontanthjælpsmodtagere. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 98:9. 1998.

Bach, Henning Bjerregård Bach: Længerevarende ledighed – jobsøgning og beskæftigelseschancer. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 99:12. 1999.

Bach, Henning Bjerregård: Kontanthjælpsmodtageres aktivering og arbejdsudbud. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 02:3. 2002.

Bach, Henning Bjerregaard & Joachim Boll: De svageste kontanthjælpsmodtagere. Barrierer for beskæftigelse. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 03:27. 2003.

Bach, Henning Bjerregård & Kirstine Nærvig Petersen: Kontanthjælpsmodtagerne i 2006. En surveyundersøgelse af mactchkategorier, arbejde og økonomi. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 07:02. 2007.

Boll, Joachim & Thomas Qvortrup Christensen: Kontanthjælpsmodtagerne og arbejdsmarkedet. Casestudie fra Vestegnen. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 02:1. 2002.

Brogaard, Susanne & Hanne Weise: Evaluering af Lov om kommunal aktivering. Kommuneundersøgelsen. København: Socialforskningsinstituttet. 97:7.

Bruhn, Hans Helmuth: Sociale sager i Kongens Enghave. København: Socialforskningsinstituttet. 01:5. 2001.

Filges, Trine: De langvarige kontanthjælpsmodtagere. København: Socialforskningsinstituttet. Arbejdspapir. Marts 2000.

Fridberg, Torben: Langvarig socialhjælp i Norden. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 93:10. 1993.

Gregersen, Ole & Mogens Nygaard Christoffersen: Langvarige sociale sager – klienternes holdninger. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 99:6. 1999.

Hansen, Finn Kenneth & Eva Schmidt-Fibiger: Arbejde eller varig støtte. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 88:3. 1988.

Hussain, Mohammad Azhar: Marginalisering i regioner i 1990 og 1994. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 98:10. 1998.

Hussain, Mohammad Azhar & Lars Pico Geerdsen: Erhvervene og de langtidsledige. Marginalisering og integration på arbejdsmarkedet. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 1998:8.

Ingerslev, Olaf & Lisbeth Pedersen: Marginalisering 1990-1994. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 96:19.

Larsen, John Aggergaard: En kvalitativ undersøgelse blandt forsikrede langtidsledige og langvarige kontanthjælpsmodtagere. Dokumentation II til Langtidsledige i tre kommuner (98:9). København: Socialforskningsinstituttet. 1998.

Madsen, Mikkel Bo, Trine Filges, Pernille Hohnen, Søren Jensen & Kirstine Nærvig Petersen: Vil De gerne have et arbejde? En undersøgelse af arbejdsmotivation og fleksibilitet hos arbejdsmarkedsparate ledige. København: Socialforskningsinstituttet 07:07. 2007.

Mørkeberg, Henrik: Sociale og helbredsmæssige konsekvnser af arbejdsløshed. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation 147. 1985.

Pedersen, Lisbeth & Anders Rosdahl: På kanten af arbejdsmarkedet. Marginalisering og aktivering. Erfaringer fra Fællesskabsinitiativerne Adapt og Emplyment.

Ploug, Niels: Lønmodtager, arbejdsløs eller bistandsklient. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 88:10. 1988.

Ploug, Niels: Arbejdsløshedsrisiko og beskæftigelseschance. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 90:11. 1990.

Rasmussen, Martin: Kontanthjælpsmodtageres gæld. Eftergivelse af offentlig gæld. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 06:06.

Rosdahl, Anders: Arbejdsløshedsundersøgelserne 6. Ledighedens sammensætning. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation 135. 1984.

Rosdahl, Anders: Hvem blev langtidsledige – en efterundersøgelse af risikoen i forskellige grupper. København: Socialforskningsinstituttet. Publikation nr. 150. 1985.

Weise, Hanne & Susanne Brogaard: Aktivering af kontanthjælpsmodtagere. En evaluering af Lov om kommunal aktivering. København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 97: 21. 1997.

Hver fjerde ledig står ikke til rådighed – sådan var det også for 30 år siden

Et vedvarende tema både i den offentlige debat og i SFIs undersøgelser har været, om de ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Første gang temaet for alvor kom på dagsordenen var i et studie fra 1984 med titlen ”De lediges jobsøgeadfærd”. Det var baseret på interview i 1979 med en repræsentativ stikprøve af ledige. Særlig kontroversielt var rapportens skøn over såkaldt reel ledighed. De reelt ledige afgrænses efter ILO kriterier på baggrund af spørgeskemaspørgsmål. For at være reelt ledig (til rådighed) skal man oplyse, at man søger arbejde, at man er interesseret i at få arbejde, og at man kan tiltræde et job inden for en frist på 4 uger. Herefter kunne 77 pct. af de dagpengeberettigede længerevarende ledige karakteriseres som reelt ledige. Dette tal eller rettere 100 minus 77=23 pct. ikke-reelt ledige var kontroversielt for mange. Bl.a. gav det anledning til et mindre ”oprør” fra en række SFI forskere, der offentligt undsagde resultatet.

Næsten samme definition og metode blev anvendt i en rapport fra 2007 med følgende høflige titel: ”Vil De gerne have et arbejde?”. Undertitlen var: ”En undersøgelse af arbejdsmotivation og fleksibilitet hos arbejdsmarkedsparate ledige”. Undersøgelsen konstaterer, at 66-73 pct. af de AF-tilmeldte ledige stod til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. ILO kriterierne, hvor tiltrædelsesfristen i denne undersøgelse var 2 uger. Altså stort set samme tal som næsten 30 år tidligere.

Der er en betydelig variation i de lediges såkaldte fleksibilitet i arbejdsudbudet, dvs. deres krav til et arbejde med hensyn til løn, fagligt område, arbejdstid og transporttid. Langt de fleste er fleksible på et eller flere områder, få er det på alle områder. De fleste ledige vil altså gerne arbejde, men ikke for enhver pris. Fx oplyser under halvdelen, at de er villige til at acceptere en daglig transporttid (til og fra arbejde sammenlagt) på over en time. Ifølge rådighedsreglerne i dag skal de acceptere 3 og i særlige tilfælde 4 timer. De ældre, dvs. de 55-60-årige og især de 60-65-årige er oftere end de yngre karakteriseret ved lav motivation og lav fleksibilitet.

Har de lediges jobsøgning og krav til et arbejde betydning for deres beskæftigelseschancer? ”Ja, selvfølgelig”, vil det umiddelbare svar være. Det har dog ikke været så let at påvise en statistisk sammenhæng mellem de lediges spørgeskemasvar vedr. jobsøgning og fleksibilitet på den ene side og deres efterfølgende karriere på arbejdsmarkedet på den anden. Problemstillingen er især belyst i en rapport fra 1999. Den viser en vis, men ikke konsistent, tendens til, at de ledige, der angiver at være jobsøgende i 1994, også hyppigere var blevet selvforsørgende i de efterfølgende år. Derimod er der ingen klar sammenhæng mellem de lediges fleksibilitet i jobkravene og efterfølgende selvforsørgelse. Det kan hænge sammen med, at mange ledige ifølge egen angivelse vurderer, at de ikke kan påvirke deres beskæftigelseschancer ved at udvise fleksibilitet. En del mener, at de ikke kan få arbejde, selv om de var rede til at acceptere et hvilket som helst job.

Kontanthjælpsmodtagerne i dag: En arbejdskraftreserve?  

Mange af de senere års undersøgelser har, ligesom SFIs første publikation (se artikel herom), sat fokus på kontanthjælpsmodtagerne. Hvorfor er de ikke i arbejde, når konjunkturerne er gode?

I flere omfattende surveys er kontanthjælpsmodtagerne blevet udspurgt af interviewere fra SFI-SURVEY, senest i 2006. 67 pct. vil gerne have et arbejde, men kun 32 pct. søger arbejde, og kun 41 pct. mener, at de ville kunne passe et almindeligt arbejde. Den typiske grund til ikke at søge er helbredsproblemer. I alt oplyser 56 pct. af kontanthjælpsmodtagerne, at deres arbejdsevne er nedsat på grund af sygdom, ulykke, handicap eller slid. Samlet er kontanthjælpsmodtagere i 2006 klart dårligere stillet med hensyn til helbred og arbejdsevne end i 2000.

De bedste er kommet i arbejde. I øvrigt er det interessant, at der er et kraftigt sammenfald mellem kontanthjælpsmodtagernes egne oplysninger om sig selv (helbred, arbejdsevne, motivation) og de kommunale sagsbehandleres vurdering, udtrykt ved de såkaldte matchkategorier.

Spørgeskemasvar fra kommuner i 2003 tegner et dystert billede af de allersvageste kontanthjælpsmodtagere, i alt ca. 28.000 personer, der havde modtaget kontanthjælp i mindst 4 år. Deres problemer omfatter: Misbrug, nedsat arbejdsevne, psykiske problemer, gæld, manglende socialt netværk, kriminalitet, manglende danskkundskaber og viden om det danske samfund og arbejdsmarked, læse- og staveproblemer, bolig- og familieproblemer samt problemer med personlig fremtræden og omgangsformer. Ikke alle har alle disse problemer, men typisk er der for den enkelte tale om komplekse problemer. Kommunerne skønner, at arbejdsgivere ville frasortere ca. 60 pct. i en ansættelsessituation, alene fordi de mangler personlige kompetencer.

Gruppen af kontanthjælpsmodtagere udgør således ikke en arbejdskraftreserve i den forstand, at alle umiddelbart og på kort sigt ville kunne opnå ansættelse i et ordinært job eller i støttet beskæftigelse. For mange vil det tage lang tid at overvinde barriererne, hvis det i det hele taget er muligt. Og hvordan vil chancerne på arbejdsmarkedet så være for disse mennesker, hvis ledigheden i mellemtiden igen skulle begynde at stige? Erfaringsmæssigt sker det på et eller andet tidspunkt.

Søg på sfi.dk