Artikler

"Det går begge veje, det her!"

Del

Praktikere og forskere har brug for hinanden for at få viden om, hvad der virker på det sociale område og komme ud af årtiers dødvande. Det var der enighed om mellem praktikere fra kommuner, private aktører og forskere fra SFI på SFI-konferencen ”Fra effektmåling til evidensbaseret praksis” den 13. marts. Debatten viste, at kommunerne er både nysgerrige og skeptiske over for lodtrækningsforsøg – og at de godt kan se fordelene ved den videnskabelige stringens.

Fra SFI kom de, fordi de med afdelingsleder Mette Dedings ord er ”vilde” for at få praktikerne i kommunerne med på at lave kontrollerede forsøg. Fra kommunerne – og de private aktører - kom de, fordi de står med børn og voksne borgere med massive og komplekse sociale og forsørgelsesmæssige problemer uden en opskrift på, hvad der virker. Departementschefen kom med en klar besked fra sin minister, socialminister Karen Hækkerup. Alle var interesserede i og parate til en dialog. Og at dømme efter både oplæggene i plenum, workshops, spørgsmål fra salen og den livlige debat i pauserne mellem de cirka 280 konferencedeltagere er der indenfor denne trekant af interessenter en række erkendelser, man er – nogenlunde – fælles om.

Socialområdet har for længe været ét stort, ukontrolleret forsøg. 

Forskerne og praktikerne har brug for hinanden, når de skal blive klogere på, hvad der virker.

Der skal fokus på metoder, effektmålinger og systematik. Men begreber som ”mavefornemmelse” og ”intuition” er ingen rigtigt parate til at give slip på.

Alt-eller-intet-tilgang

Bekymringer var der også blandt praktikerne i forhold til at kaste deres kommuner ud i kontrollerede forsøg, hvor én gruppe af borgere med en bestemt type af udfordringer får den ”normale” indsats og en anden gruppe den indsats, man gerne vil måle effekten af. Og hvor fordelingen af borgere i de to grupper er fundet via lodtrækning.

Hvad med de komplekse problemstillinger, som mange borgere har? Kan man lave et kontrolleret forsøg på en isoleret del af en borgers problemer? 

Er der ikke andre metoder end kontrollerede forsøg, hvis man gerne vil vide, om noget virker? 

Er det overhovedet etisk forsvarligt at gennemføre forsøg med noget, der ikke er borgerens mål, men forskerens eller systemets?

Og måske opsummerer  projektleder på ”Fritid til alle” fra Hedensted Kommune, Dorthe Rosenvinge, meget godt stemningen blandt mange deltagere med disse ord, sagt kort før den afsluttende plenumdebat: 

- Når man kommer fra en praksisverden, kan man godt blive lidt afskrækket af den der ”alt-eller-intet-tilgang”, der ligger i de kontrollerede forsøg. Men på den anden side kunne det være spændende som kommune at være med i et systematisk forsøg med en forskningsenhed som SFI som samarbejdspart.

Enig med sin minister

Men før vi nåede så langt,  bød formiddagen på en række oplæg, der satte de kontrollerede forsøg – og SFI’s rolle i dem – ind i en historisk, politisk, økonomisk og forskningsmæssig sammenhæng.

SFI’s direktør Jørgen Søndergaard tog konferencedeltagerne med på evidens-tilgangens relativt korte historie fra 2. verdenskrigs forsøg på sygdomsbekæmpelse, via de to store i evidenssammenhænge, Archie Cochrane og Donald T. Campbell, over Tony Blairs ”What counts is what works” til nutidens erkendelse af, at det på det sociale område især er viden om effekter – altså egentlige effektmålinger - der mangler.

- Danmark er nok et af de sidste lande, der er gået i gang. Vi i SFI tror, at denne konference er begyndelsen til noget meget vigtigt, og det håber vi også, at I vil synes, når I går herfra i eftermiddag, sagde Jørgen Søndergaard.

Departementschef i Social- og integrationsministeriet, Jesper Zwisler, havde ikke taget fløjlshandskerne på, da han i forårsvinden tog fra ministeriet ved Holmens Kanal til DGI-byen tæt ved Hovedbanegården, hvor konferencen blev holdt. Han gav tre meget præcise og skarpe grunde til, at han var enig med sin minister, Karen Hækkerup, i det budskab, hun for nylig har sendt ud over både praktikere og politikere: Vi skal gøre det, der virker.

Den første årsag er, ifølge Jesper Zwisler, at den hidtidige sociale indsats ikke har skabt de nødvendige resultater. Den anden årsag er, at Danmark mangler tilstrækkeligt anerkendte faglige systemer (”Vi har ladet en række amatører få adgang til det her område”). Og den tredje årsag ifølge departementschefen er, at vi oplever en stigende kamp om ressourcerne.

- Den politiske vilje til at pumpe penge i området uden dokumentation for at det virker, er for nedadgående. Jeg bærer som tidligere kommunaldirektør også min del af ansvaret for, hvordan udviklingen har været. Vi skal alle tage den her dagsorden om evidens alvorligt og være med til at skabe en fælles strategi og nationale retningslinjer for indsatsen, sagde Jesper Zwisler blandt andet.

Troskab

SFI’s forskningsdirektør, Ole Gregersen, gav praktikerne noget at tygge på, da han stilfærdigt påpegede et af de meget centrale aspekter af de kontrollerede forsøg. ”Fidelity” lyder ikke så skræmmende – heller ikke oversat til dansk – troskab eller nøjagtighed. Men det dækker over, at når en bestemt metode er meldt ud fra forskernes side, så skal de kommuner, der er med i forsøget, gøre præcist dét, som forskerne pålægger dem. ”En alvorlig udfordring”, kaldte Ole Gregersen det. Han tilføjede, at systematikken og troskaben overfor metoden netop også var fordelen – at man ikke har 38 kommuner, der hver især afprøver deres eget lille projekt, som de så i bedste fald kobler deres egen lille evaluering på.

Et af spørgsmålene fra salen lød til Ole Gregersen, hvorvidt forskerne også har fokus på sammenhængen mellem udgifter og effekt. 

- Nej, men det er et naturligt næste skridt, for det er en naturlig kommunal udfordring, svarede Ole Gregersen.

Afdelingschef i SFI’s nye forskningsafdeling for kontrollerede forsøg, Mette Deding, inviterede herefter kommunerne op til dans – ja, hun og resten af SFI var ”vilde” for at få praktikerne med i kontrollerede forsøg, fordi det er den eneste metode, der virkelig viser, om en indsats har en effekt.

Komplekse borgere

Og hvor er så dilemmaerne for praktikerne?

En rød tråd gennem hele konferencen er praktikernes bekymring over om kontrollerede forsøg vil forsimple de komplekse problemer, mange af deres borgere står i, ved at isolere en enkelt – målbar – dimension. Hvad hvis en borger får kontanthjælp, har psykiske problemer og har to børn anbragt? Hvordan kan denne borger indgå i et forsøg, der vel ikke tager mere end en enkelt dimension ind? Og hvad hvis en borger bevæger sig fra et problem (og et system) til et andet problem (og et andet system) midt i, at han eller hun er med i et kontrolleret forsøg? 

Jørgen Søndergaard fra SFI fortalte, at kontrollerede forsøg efter SFI’s mening godt kan favne kompleksiteten.

- Når vi ser på psykisk syge unge og førtidspension, er det utroligt komplekst. Her har vi i vores kommunesamarbejde mange forsøg, der skal spille sammen på en ny måde, sagde han.

Mavefornemmelsen

Et andet dilemma, der på forskellig vis spillede en rolle i praktikernes tanker, var subjektiviteten, mavefornemmelsen, den menneskelige faktor og det intuitive. Er der overhovedet plads til den sunde fornuft, når man er i gang med et kontrolleret forsøg? Eller som det blev formuleret i en workshop: Hvordan får vi manualbaserede interventioner til at spille sammen med dansk socialpædagogisk tradition? 

Ifølge afdelingsleder Mette Deding er der ikke grund til praktikernes bekymring. Ingen nok så manualbaseret metode er så detailstyret, at der ikke er plads til de ”individbaserede overvejelser”, som hun udtrykte det. 

Og måske er bekymringen ikke så stor blandt praktikerne, som det kunne virke, når man hørte spørgsmålene fra enkelte konferencedeltagere. For interessant nok var svaret på spørgsmålet om, hvorvidt evidens går forud for autonomi, et rungende ”ja” i en workshop om dilemmaet. 

Brug for hinanden

Et tredje dilemma for mange konferencedeltagere kan udtrykkes således: Vi vil gerne tættere på viden om, hvad der virker. Men hvis vi ikke mener, at kontrollerede forsøg er vejen frem, er der så ikke andre metoder at bruge? Flere begreber blev berørt – fx mixed methods (altså at blande fx kvantitative og kvalitative metoder), resultatbaseret styring og før-og-efter-målinger. 

Igen var Mette Deding på banen. Heller ikke SFI mener, at kontrollerede forsøg skal erstatte alt andet. Også SFI bruger kvalitative interviews til fx at komme i dybden dér, hvor tallene ikke præcist nok afspejler, hvad der sker i en proces.

- Men det er kun kontrollerede forsøg, der svarer på spørgsmålet, om en indsats har en effekt. Det er derfor, vi gerne vil udføre effektmålinger og kontrollerede forsøg, forklarede hun.
Direktør i SFI, Jørgen Søndergaard rundede dagen af med at konstatere, at konferencen har synliggjort, at ”vi har brug for hinanden”, og at ”vi kommer til at arbejde meget mere sammen”. Noget afdelingsleder Bente Hjorth fra Herning kommune allerede i en af eftermiddagens workshops havde givet udtryk for.

- Det går begge veje, det her! Vi i praksis har i høj grad brug for forskerne, og de har brug for sådan én som mig.

Søg på sfi.dk