Artikler

Det var ikke nemt, men jeg klarede det

Del

Gode lærere, godt netværk og ny viden – men også ensomhed, hårdt arbejde og vanskeligheder med at balance krav fra familie og uddannelse. Det er blandt ingredienserne i 25 etniske minoritetskvinders fortælling om deres vej til en dansk uddannelse.

"Jeg har altid troet på det – at jeg kunne blive noget. Men det var lige, som om mine rødder var blevet byttet om. Jeg var ikke blandt de bedste længere. Jeg forstod, hvad der blev sagt, og hvad bøgerne indeholdt, men jeg havde ikke nok sprogligt niveau til at argumentere for mine synspunkter. Det var meget, meget ubehageligt."

Sådan fortæller Iffah fra Irak. Hun var godt i gang med en universitetsuddannelse i sit hjemland, da hun som 18-årig måtte flygte til Danmark og starte forfra i det danske uddannelsessystem.

Iffah er en af de 25 kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der har fortalt deres historie til seniorforsker Anika Liversage fra SFI. Det er blevet til rapporten Det var ikke nemt, men jeg klarede det, om etniske minoritetskvinders vej gennem det danske uddannelsessystem. Rapporten er del af en undersøgelse, som er bestilt af Ligestillingsafdelingen under Minister for ligestilling, og finansieret af satspuljemidler.

Kvinderne er vidt forskellige – nogle er kommet til Danmark som børn, nogle som voksne; nogle som indvandrere, nogle som flygtninge. Fælles for dem er, at de alle har taget en kompetencegivende uddannelse i Danmark. Blandt dem er flere pædagoger, humanister, en læge og en jurist.

Både gæste- og -arbejder

Irakiske Iffah kommer fra en veluddannet familie. Andre af kvinderne er de første i deres familie, der tager en uddannelse. De er typisk kommet til Danmark som børn af ufaglærte indvandrere, og selvom deres forældre har støttet dem helhjertet i at uddanne sig, har det været svært. Pigerne har mødt medstuderende med en kulturel og sproglig baggrundsviden, som de selv manglede.

”Dansk og historie, dér kunne jeg godt mærke, at der var nogle elever, der havde en anden ballast og nogle bedre forudsætninger for at give det, som lærerne efterspurgte. […] Det var ikke kun 'gæste-', der havde betydning – det havde også '-arbejder'”, fortæller tyrkiskfødte Goncagül om sin gymnasietid. ”Det var der, jeg mødte middelklassen og akademikerbørn og Holberg”, siger hun.

Også den kritiske, akademiske tradition er fremmed for nogle af kvinderne.

”Hele den der tankegang med at tænke logisk, det var svært for mig. Det var virkeligt noget, jeg skulle tillære mig, for hjemmefra havde vi ikke lært at tænke logisk. Vi havde ikke lært, at vi gerne måtte stille spørgsmålstegn ved ting. Spørgsmål var jo ikke så velkomne. Tingene var bare som de var, fordi far og mor sagde det og 'thats it'”, fortæller pakistanskfødte Sayiddah om sin tid på medicinstudiet.

De røde linjer

Fælles for kvinderne er også, at de – på den ene eller anden måde – er blevet konfronteret med deres køn under uddannelsen. Nogle har brugt mange kræfter på at balancere mellem forældrenes regler og uddannelsens krav – og det sociale liv, der også følger med et studie. Det gælder fx palæstinensiskfødte Liyana, der bruger udtrykket ”de røde linjer” om den balance. For hende har uddannelsen været en måde at få mere råderum og selvbestemmelse end hendes mor havde.

”Vi kom jo til det her land og vidste ingenting. Min mor, hun var meget sårbar og havde os, og vi var meget kernefamilie-agtige. Og min far var jo den beskyttende. Men vi [Liyana og hendes søstre] ville gerne ud og vise: vi kan nu godt selv. Vi kan, og de røde linjer sætter vi sammen, så det ikke kun er manden i hjemmet”.

Andre kvinder støder paradoksalt nok på begrænsningerne i form af det danske samfunds forventninger til dem. Det skete fx for Sayiddah, da hun mødtes med sin danske studievejleder:

”Det var sådan lidt pudsigt: Jeg skulle til sådan en vejledersamtale i 3. g., hvor jeg så fremlagde mine ønsker om at blive læge – om at gå på universitetet og studere medicin. Og der fik jeg så at vide, at jeg skulle glemme alt om … Jeg kan huske, at studievejlederen prøvede at spørge ind til, om jeg var presset til det hjemmefra og sådan nogle underlige ting.”

Ud i arbejde

Rapporten følger også kvinderne ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Nogle har haft let ved at finde arbejde – særligt pædagogerne, der med deres baggrund er i høj kurs. Andre har haft det sværere. Uddannelsesvalg, konjunkturer, alder osv. har påvirket kvinderne mulighed for at få et job. 

En ting er kvinderne enige om: Formålet med at tage en lang uddannelse er at komme i arbejde. Ingen af dem betragter livet som hjemmegående husmor som et alternativ for dem. Dette underbygges i øvrigt af tal på området, som viser, at uddannede kvinder med etnisk minoritetsbaggrund kommer i arbejde i stort tal. 

Palæstinensiskfødte Sabiya, der er pædagog, siger det sådan her:

"Jeg kæmpede igen og igen og igen for at kunne få uddannelse og komme i skole. Det var ikke nemt, men jeg klarede det. Og det er jeg rigtig rigtig glad for. Der var en lærer, der har motiveret mig hele tiden. Hun sagde hele tiden til mig: 'Du er klog, du skal tænke på din fremtid, og at man stopper ikke som hjemmegående mor, når man bor i Danmark – så har man muligheder hele tiden'”. 

Fakta

publikation "Det var ikke nemt, men jeg klarede det!"
Forfattere Anika Liversage, Vibeke Jakobsen, Ida Rode Hansen
Emner Integration, Skole og uddannelse, Indvandrere, Ligestilling
Forskningsemne Samfund og sammenhængskraft

Søg på sfi.dk