Artikler

Din fortælling om fortiden udstikker kursen for din fremtid

Del

Den måde, som unge i stofmisbrugsbehandling forstår deres eget misbrug er i høj grad medbestemmende for, hvor positivt de ser på deres egne muligheder for at handle og blive stoffri. Det viser nye forskningsresultater fra et samarbejdsprojekt mellem SFI og Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Resultaterne kan både bruges aktivt i behandling af stofmisbrugere, men også i indsatsen omkring andre sociale problemer.

Om undersøgelsen

Seniorforsker Signe Ravn fra SFI, Det nationale Forskningscenter for Velfærd, og professor Margaretha Järvinen, Sociologisk Institut på Københavns Universitet, har gennemført 30 kvalitative interviews med unge i alderen 17 til 28 år, indskrevet i ambulant stofmisbrugsbehandling. 10 af dem var i arbejde enten på fuld tid eller deltid, men resten modtog velfærdsydelser. 

"Jeg valgte ikke at tage stoffer. Hvordan kan en 11-årig vælge sådan noget….? Hvis der havde været alternativer, ville jeg bestemt have gjort noget andet. Jeg ville bare væk.”

Sarah, 22 år og datter af en alkoholiker og en hashmisbruger, er ikke i tvivl: Årsagen til hendes misbrug skal findes i en barndom med misbrugsforældre. Hun er i dag i stofmisbrugsbehandling, men tror ikke meget på, at det vil lykkes hende at komme ud af sit misbrug.

 

”Når du én gang er blevet afhængig, når du én gang har udviklet en smag for det, kan du ikke forlade det.”

Sarah er en af 30 unge i stofmisbrugsbehandling, som er blevet interviewet i et kvalitativt forskningsprojekt gennemført af seniorforsker Signe Ravn fra SFI, Det nationale Forskningscenter for Velfærd, og professor Margaretha Järvinen, Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Resultatet af projektet er netop offentliggjort i det ansete britiske sociologiske tidsskrift Sociology of Health & Illness.

Frem for at se på omfanget af stofbrug eller på brugernes karakteristika fokuserer Signe Ravn og Margaretha Järvinen på de unges hverdagsliv og deres egne forståelser af deres stofproblemer.Forskerne afdækker og analyserer sammenhængen mellem den forståelse, som de enkelte misbrugere har af årsagen til deres misbrug, og deres syn på egne handlemuligheder fremadrettet.

”Vores forskning viser, at den forståelse, som den enkelte har af sit misbrug, i høj grad styrer hvordan og i hvilket omfang man ser en mulighed for at blive afvænnet,” konstaterer Signe Ravn.

Uden skyld og uden muligheder

Efter at have gennemført interviewene med de unge analyserede Signe Ravn og Margaretha Järvinen interviewene for at se, at de kunne identificere særlige mønstre i fortællingerne. Her blev det klart, at de unge havde forskellige måder at forstå deres egen ’stof-karriere’ på, og at de forskellige måder at forklare deres problemer på også var forbundet med deres forventninger til fremtiden. I alt identificerede forskerne fire forskellige typer af forklaringer, som varierede i forhold til hvilket forklaringsniveau, de unge lagde vægt på (individuelt eller socialt niveau), og i hvor høj grad de så sig selv i stand til at handle på egen situation.

Den første gruppe kalder forskerne som forældre, så børn. Den forklaringsmodel ser primært misbruget som et resultat af en barndom præget af misbrug hos forældrene og som følge af det en oplevelse af svigt. For de unge, der trækker på den forklaring, var hash nærmest en både naturlig og nødvendig reaktion på deres barndom og noget , som de mere eller mindre var forudbestemt til. Den opfattelse følger misbrugerne i deres tro på, at de kan stoppe misbruget. Som Sarah ser de sig selv som hjælpeløse ofre og føler ofte ikke, at de har nogen valgmuligheder i dag. Deres livsbane er allerede afgjort – med mindre at nogen udefra kommer og hjælper dem; det er svært for dem at se, hvordan de selv kan ændre på tingene.

Den anden forklaringsmodel ser hash som selvmedicinering. De unge, der trækker på denne forklaring, beskriver en form for ’ukontrollable’ kræfter eller ’fejl’ i dem selv, som de har forsøgt at dæmpe eller korrigere med et forbrug af hash. Mindst ti af de 30 interviewede havde en eller flere psykiske diagnoser, særligt ADHD, angst og mild depression. Det gælder også for 26-årige Lise med diagnoserne ADHD og borderline. Hun ser ikke hash som et stof, men som sin medicin.

”Hvis jeg ikke ryger hash, bliver jeg aggressiv. Jeg bliver gal, jeg bliver ked af det, jeg kan ikke sove om natten. Jeg ser ikke nogen grund til at stoppe med at ryge hash, når det ikke er et problem for mig… Det er bare sådan jeg er… Jeg har prøvet at være clean i seks måneder, fra hash og alt muligt, og det var den sørgeligste tid i mit liv. Jeg har aldrig haft det så skidt. Jeg passede ikke ind nogen steder. Jeg er ikke noget normalt menneske… Jeg har kun venner, som har diagnoser.”

Lise og de øvrige unge, der trækker på den forklaring, ser altså deres tilstand som kronisk og uforskyldt. Hash er nødvendig medicin og ikke et rusmiddel. Det er ikke en løsning for dem at stoppe med at ryge hash – med mindre nogen udefra, gerne det offentlige behandlersystem, erstatter hashen med en anden form for legal medicin.

Du kan selv gøre noget

Den tredje forklaringsmodel kalder forskerne frit oversat for det dårlige selskab. Ifølge den forklaringsmodel skal årsagen til misbruget især findes i indflydelsen fra venner og nogle gange partnere i kombination med de unges fascination af hash og behov for at være en del af en gruppe. Ryger gruppen af venner, ryger man også selv. Som i den første forklaringsmodel (som forældre, så børn) findes årsagen til misbruget altså uden for de unge selv; her i form af den omgangskreds man tilfældigvis var del af i skolen og der, hvor man voksede op.

Men vennegruppe-forklaringen rummer i modsætning til som forældre, så børn-forklaringen en større grad af handlerum. De unge, der bruger det dårlige selskab som forklaring, mener ofte, at de rent faktisk selv kan gøre noget for at komme ud af misbruget. De er optimistiske og ser det dårlige selskab som det, der bidrog til deres misbrug, men ikke som et netværk, der definerer deres handlemuligheder. De tror på, at de kan komme ud af deres misbrug, og nye sociale rammer som en kæreste eller en ny bolig væk fra det dårlig selskab understøtter dem i processen frem mod stoffrihed.

Den fjerde og sidste forklaringsmodel beskriver hash som en del af en livsstil. De unge, der vægter den forklaring, fortæller klart, at det at ryge hash har været et aktivt valg. Fælles for dem er, at de har svært ved at se en mening med livet. ”

Jeg havde den her følelse af meningsløshed i forhold til verden og hvordan universet hænger sammen. Jeg har altid været en ’tænker’ og da jeg var 16 år, begyndte jeg at ryge for alvor, og fra da var det en smule svært at være sammen med mine venner, fordi de var så ignorante,” forklarer Christian på 20.

Han forbandt ikke sig selv med andre hash-misbrugere, for i modsætning til dem var Christian i sin egen optik i stand til at balancere sit misbrug. Hash var bare en del af hans livsstil. Men da hans misbrug gjorde, at han droppede ud af skolen to gange og mistede to jobs, erkendte han, at han havde problemer:

”Jeg opfatter generelt mig selv som et handlekraftigt menneske, og folk siger altid til mig, at jeg er ressourcestærk, men at blive smidt ud (af skole og job), det er rigtige taberting.”

De unge, der trækker på denne forklaring, ser altså sig selv som handlekraftige individer. De har selv valgt hash til som en del af deres livsstil og vælger også selv at løse problemerne. Freja på 20 år siger det sådan:

”Jeg synes, at de andre her (på behandlingscentret, red.) er en smule dumme, fordi de ikke tager ansvar for, hvad de gør. Ikke at jeg vil lyde selvretfærdig, men vi har alle ting i vores liv, vi har alle grunde. Men det betyder ikke, at du ikke kan gøre noget ved dine problemer. Jeg kan ikke fordrage det, når folk siger, at de ikke er i stand til at stoppe.”

Fremtiden ligger i fortiden

Forskningsresultaterne peger altså på, at de bagudrettede forklaringer og forståelser af et misbrugsproblem ikke bare har betydning for den enkeltes opfattelse af fortiden, men også har stor betydning for, hvordan man håndterer fremtiden, og hvor aktiv en aktør man er i sit eget liv og løsningen af egne problemer.

For Signe Ravn er der ingen tvivl om, at resultaterne kan bruges aktivt af alle behandlere. Både dem som har med stofmisbrugere at gøre, men også af dem, som skal håndtere andre former for sociale problemer.

”Vores analyse peger på, at der kan være nogle utilsigtede faldgruber ved nogle tilgange til behandling af stofmisbrug. Ved for eksempel at anerkende, at en person har haft en udsat og problematisk opvækst, forsøger man at fjerne den enkeltes selvbebrejdelser, hvilket jo er meget sympatisk. Udfordringen er at undgå, at den tilgang betyder, at man også fjerner den enkeltes følelse af, at man kan handle på sit eget liv,” siger Signe Ravn.

”Derfor skal de professionelle være særligt opmærksomme på, hvad der ligger i brugernes fortællinger, både i forhold til fortid, nutid og fremtid. Den måde, man fortæller om sin fortid på, peger også ud mod fremtiden.” 

Fakta

publikation Unge i misbrugsbehandling
Forfattere Tina Termansen, Theresa Dyrvig, Nete Krogsgaard Niss, Jan Hyld Pejtersen
Emner Børn og unge, Effektmåling, Misbrugere, Udsatte børn og unge, Misbrugere
Forskningsemne Udsatte grupper

Søg på sfi.dk