Artikler

Effekt af dagpengereform overvurderet

Del

I sidste uge offentliggjorde SFI en rapport om de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af halveringen dagpengeperioden. Efterfølgende har tilhængere af dagpengereformen kaldt undersøgelsen både ”meningsløs” og ”misvisende”. Men de skarpe reaktioner er mere et hårdnakket forsvar af reformen end substantiel kritik.

SFI-undersøgelsen af effekten af dagpengereformen følger udviklingen i beskæftigelsen blandt dagpengemodtagere med to års dagpengeret, og sammenligner med udviklingen i beskæftigelsen blandt dagpengemodtagere med mere end to års dagpengeret.

Resultaterne viser ingen tegn på at flere er kommet i arbejde i det første år og ni måneder med dagpenge. Efter 21 måneder, dvs. 3 måneder før dagpengeperioden udløber, finder vi imidlertid en stigning i afgangsraten til beskæftigelse blandt personer, omfattet af den kortere dagpengeperiode. Opgjort i antal personer, svarer det til at mellem 460 og 685 personer endte i beskæftigelse tidligere end de ellers ville have gjort. Dette svarer til omkring 1 procent af de ca. 50.600 observerede dagpengeforløb.

Det resultat ligger fint i tråd med den eksisterende viden på området. Det er et veletableret resultat, at dagpengeperiodens længde har betydning for ledighedens længde. Men det er et efterhånden ligeså veletableret resultat, at beskæftigelseseffekten er lille. En beskeden beskæftigelseseffekt af en kortere dagpengeperiode burde, fra et fagligt synspunkt, være et relativt ukontroversielt resultat. SFI-rapporten sætter blot konkrete tal på den effekt, dagpengereformen har haft.

Blandt tilhængere af dagpengereformen faldt resultatet dog ikke i god smag. Samme dag som rapporten udkom, var bl.a. det Radikale Venstre, Dansk Arbejdsgiverforening og CEPOS ude med det synspunkt, at det er alt for tidligt at måle effekter af dagpengereformen. Rapporten blev betegnet som ”meningsløs”, fordi effekterne af reformen angiveligt ikke kan observeres endnu på grund af indførslen af de midlertidige ordninger, der har sikret en ydelse på et kontanthjælpslignende niveau til personer, der mister dagpengeretten. Argumentet er, at dagpengemodtagere skal stå over for et endnu større indkomsttab, før de bliver motiveret til at finde et arbejde.

I SFIs undersøgelse af den eksisterende viden på området, finder vi ikke belæg for den påstand. Eksempelvis viser erfaringer fra USA, hvor man for nylig har reduceret længden af dagpengeperioden, at det ikke har givet nogen nævneværdig effekt, selvom folk falder ud af ordningen uden samme muligheder for alternative ydelser som herhjemme. På baggrund af den eksisterende viden, er der altså ingen grund til at antage, at reformen vil have en betydeligt større effekt, når den er fuldt indfaset.

Den målte effekt af udløb af dagpengeretten er ikke mindre end hvad den videnskabelige litteratur typisk viser. De der er skuffet over effektens størrelse, har således forventet mere end hvad faglitteraturen gav dem belæg for at håbe på.

Dagen efter SFI-rapporten udkom, var Peter Mogensen, direktør i tænketanken Kraka, desuden på Twitter med sin dom: ”Rapport fra SFI er metodemæssigt misvisende. Reformen virker.” At ”Dagpengereformen virker”, konkluderede Mogensen og Kraka også i en analyse allerede for et år siden!

Kraka kritiserer, at SFI-rapporten måler effekten i forhold til alle observerede ledighedsforløb – altså at mellem 460 og 685 udgør omkring 1 procent af 50.600 observerede dagpengeforløb. Ifølge Kraka er det ”misvisende” ikke at måle effekten i forhold til målgruppen for reformen: de langtidsledige som har været på dagpenge i mindst 1-1½ år.

Hvis man regner, som Kraka ønsker, er beskæftigelseseffekten opgjort efter 1½ år med dagpenge ikke 1 procent, men derimod 5-6 procent af de tilbageværende ledige. 94 procent af den absolutte målgruppe opnåede altså ikke beskæftigelse hurtigere på grund af dagpengereformen. Om dette ændrer afgørende ved nogens opfattelse af reformen, skal vi ikke kunne sige.

Den danske arbejdsmarkedsmodel er karakteriseret ved en lav grad af sikkerhed i ansættelsen, som en høj grad af indkomstsikkerhed i tilfælde af ledighed til gengæld kompenserer for. En reform af arbejdsmarkedsmodellen kan ikke kun vurderes ud fra om nogen reagerer. Den skal vurderes ud fra, hvor mange der reagerer i forhold til hvor mange der rammes.

Det er væsentligt at forstå, at man kraftigt undervurderer de velfærdsmæssige konsekvenser af en reform ved kun at inkludere de, der står umiddelbart foran udløb af dagpengeperioden. Der ligger således en meget stærk antagelse bag det at hævde, at reformen ikke har betydning for mennesker, der modtager dagpenge i mindre end 1 år, og at de derfor ikke skal medregnes. Dette gælder ikke mindst pga. genoptjeningskravet, der blevet skærpet fra et halvt til et helt år.

Det giver naturligvis ikke mening at tale om en entydig ”rigtig” måde at opgøre effekten af reformen på. I SFI-rapporten følger vi samme opgørelsesmetode som to af de mest anerkendte økonomer i verden, David Card og Raj Chetty, anvendte i senere tids mest indflydelsesrige videnskabelige artikel om beskæftigelseseffekten af at nærme sig dagpengeperiodens udløb. I deres studie, finder de for øvrigt en effekt på under 1 procent af dagpengeforløbende.

Det betyder selvfølgelig ikke, at de tal, som Kraka efterlyser ikke også er relevante. Men tallene kan allerede med rimelig nøjagtighed aflæses ved hjælp af rapportens figurer. Kritikken vedrører altså fremstilling, ikke metode. At stemple SFI-rapporten som ”misvisende” på den baggrund er, nå ja: misvisende.

Pointen i SFI-rapporten er jo ikke, at undersøgelsen ikke påviser en markant stigning i afgangsraten til beskæftigelse ved dagpengeperiodens udløb. For det gør den. Pointen er, at den markante stigning viser sig ikke at dække over særlig mange personer. Og uanset hvordan man udregner procenterne, så er beskæftigelseseffekten opgjort i antal personer stadig den samme.

I et debatindlæg i Jyllands-Posen d.17.09, påpeger en anden tænketank, Cepos, at SFI-rapporten ikke tager højde for, at flere fandt beskæftigelse efter at have mistet dagpengeretten. Det passer ikke. SFI-rapporten tager højde for denne mulighed, men finder bare ingen øget afgang til beskæftigelse efter dagpengerettens udløb. Dette er i øvrigt også et veletableret resultat i den videnskabelige litteratur.

Cepos, og senest Uddannelses- og Forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen, på forsiden af gårsdagens Berlingske Tidende, angiver at 20 procent er kommet i beskæftigelse efter at have mistet dagpengeretten. Det tal der henviser til viser imidlertid blot, at 20 procent ikke har modtaget ydelse i ugen efter de mistede dagpengeretten, og at de samtidigt arbejdede mindst én dag i den samme måned. Det tal fortæller ikke at 20 procent er kommet i beskæftigelse. Tallet udgør derfor sandsynligvis en kraftig overvurdering af beskæftigelsen, og siger i øvrigt intet om dagpengereformens rolle i at øge beskæftigelsen.

Ud fra ethvert videnskabeligt kriterium udgør SFI-rapporten en forbedring af vores viden om dagpengereformen. Rapporten påpeger desuden opgørelsesmæssige problemstillinger, som enhver fremtidig analyse på området er nødt til at forholde sig til, for ikke igen at overvurdere beskæftigelseseffekten af dagpengereformen.

SFI forholder sig ikke til om reformen ”virker” - altså om ”nok” mennesker har fundet beskæftigelse i forhold til hvor mange der ikke har. Det er nemlig en politisk vurdering. SFI leverer tal, der muliggør den politiske vurdering af om gevinsten ved reformen foreløbigt har været omkostningerne værd.

Artiklen blev bragt som kronik i Berlingske den 18. september. 

Fakta

publikation Konsekvenser af dagpengeperiodens halvering
Forfattere Anders Bruun Jonassen
Emner Arbejdsmarkedet, Beskæftigelse, Ulighed, Kontanthjælp, Ledighed

Søg på sfi.dk