Artikler

Et fransk blik på den danske ghettodebat

Del

Sidst i maj gæstede den franske sociolog Loïc Wacquant SFI. Hans spændende og provokerende forelæsning om ghetto-begrebet inspirerede også de af SFI’s egne forskere, der beskæftiger sig med belastede boligområder.

Der findes ikke ghettoer i Danmark, og den udbredte brug af begrebet i den danske debat skaber flere problemer end løsninger. I stedet bør man tale om, hvordan de konkrete problemer omkring arbejdsløshed, boligforhold og kriminalitet kan løses.

Det var en af pointerne, da den franske sociolog Loïc Wacquant sidst i maj holdt oplæg på SFI. Ved en forelæsning, der både var åben for offentligheden og for SFI’s egne forskere, fortalte Wacquant om sin forskning i byens udstødte, som også er titlen på hans bog ”Urban Outcasts” fra 2008. Til daglig er Wacquant professor i sociologi ved UC Berkeley i USA.

Retorikken har følger

En ghetto er i Wacquants øjne et historisk fænomen: Et geografisk defineret område, hvor mennesker med en bestemt baggrund bor, arbejder og typisk udvikler parallelle institutioner, så området bliver et lille, afgrænset samfund i sig selv. Historisk set har mange ghettoer også tjent som en måde at isolere visse befolkningsgrupper, fx jødiske ghettoer i Europa i det 18. og 19. århundrede. En af de afgørende forskelle i forhold til nutidens udsatte områder var her, at befolkningen ikke måtte flytte ud af ghettoen. Det er specielt på den baggrund, at Wacquant mener, at der ikke findes ghettoer i dagens Danmark, eller i nogle andre vestlige lande.

”I dag består de udsatte områder af meget forskelligartede etniske grupperinger, og folk kan frit vælge at flytte derfra, hvis de har råd. Det tjener derfor intet formål at stemple et område som ghetto, når det ikke er en ghetto. Den eneste effekt det har, er, at området bliver stigmatiseret og udpeget som kilden til problemer, som i virkeligheden ofte i stedet handler om arbejdsløshed, dårlige boligforhold eller kriminalitet”, pointerer Loïc Wacquant.

Wacquant understreger, at mange beboere ofte begynder at tro på retorikken fra politikere og medier og tror, at det må være alle de andre i området, der er problemer med, men ikke dem selv. På den måde får retorikken ødelagt fællesskabsfølelsen mellem beboerne. Dem der får job, skynder sig at finde et nyt hjem et andet sted. Og det betyder at området som helhed mister potentielle økonomiske ekspansionsmuligheder. Gruppen af borgere med sociale problemer bliver derfor ofte større og større.

Adressediskrimination

Blandt tilhørerne til Wacquants forelæsning var sociolog og forsker på SFI, Louise Glerup Aner, der bl.a. beskæftiger sig med udsatte boligområder i Danmark. Hvad kan hun bruge den franske sociologs perspektiv til?  

”For mig er det en vigtig pointe, at man skal se processerne i de udsatte boligområder som påvirket og skabt af nogle processor uden for boligområderne – og at man skal være præcis og skelne mellem kulturelle, etniske og sociale aspekter, når man ser på problemerne i området. Det giver os bedre mulighed for at stille en diagnose og pege på, hvad der egentlig skaber problemerne i områderne, og det har jo rigtigt stor betydning for effekten af de indsatser, man sætter i gang”, forklarer Louise Glerup Aner.

Disse processer kan have helt håndgribelige følger for beboerne i området, påpeger Wacquant. I Frankrig er det fx blevet påvist, at politiet behandler borgere, der kommer fra udsatte boligområder mere hårdhændet, bl.a. ved at tilbageholde dem på baggrund af deres adresse. Det politiske system bidrager også til den øgede stigmatisering, når de eksempelvis indfører politikker, som kun rammer befolkningsgrupper i specifikke områder.

Også denne pointe er væsentlig for Louise Glerup Aner: ”Wacquants begreb ’adressediskrimination’ er godt, fordi det understreger, at også de ting, der foregår udenfor det belastede boligområde, kan være med til at påvirke hvilke livschancer man har, når man bor i området”.

Konkret politik til konkrete problemer

Ifølge Loic Wacquant bør de politiske tiltag i de udsatte boligområder i højere grad fokusere på de konkrete problemer – fx boligernes kvalitet, kriminalitetsraten eller arbejdsløsheden – snarere end at udråbe selve området som problemet og lave politik på den baggrund. Han har to forslag til, hvor der skal sættes ind:

”For det første skal de sociale serviceydelser opgraderes, så de er ligeså gode som i de bedste områder i byen. Dernæst skal man arbejde politisk på at sikre fuld beskæftigelse. Gør politikerne disse to ting, er mit gæt, at områderne holder op med at være problemfyldte,” slutter Loic Wacquant. 

Det var en af pointerne, da den franske sociolog Loïc Wacquant sidst i maj holdt oplæg på SFI. Ved en forelæsning, der både var åben for offentligheden og for SFI’s egne forskere, fortalte Wacquant om sin forskning i byens udstødte, som også er titlen på hans bog ”Urban Outcasts” fra 2008. Til daglig er Wacquant professor i sociologi ved UC Berkeley i USA. Retorikken har følger En ghetto er i Wacquants øjne et historisk fænomen: Et geografisk defineret område, hvor mennesker med en bestemt baggrund bor, arbejder og typisk udvikler parallelle institutioner, så området bliver et lille, afgrænset samfund i sig selv. Historisk set har mange ghettoer også tjent som en måde at isolere visse befolkningsgrupper, fx jødiske ghettoer i Europa i det 18. og 19. århundrede. En af de afgørende forskelle i forhold til nutidens udsatte områder var her, at befolkningen ikke måtte flytte ud af ghettoen. Det er specielt på den baggrund, at Wacquant mener, at der ikke findes ghettoer i dagens Danmark, eller i nogle andre vestlige lande. ”I dag består de udsatte områder af meget forskelligartede etniske grupperinger, og folk kan frit vælge at flytte derfra, hvis de har råd. Det tjener derfor intet formål at stemple et område som ghetto, når det ikke er en ghetto. Den eneste effekt det har, er, at området bliver stigmatiseret og udpeget som kilden til problemer, som i virkeligheden ofte i stedet handler om arbejdsløshed, dårlige boligforhold eller kriminalitet”, pointerer Loïc Wacquant. Wacquant understreger, at mange beboere ofte begynder at tro på retorikken fra politikere og medier og tror, at det må være alle de andre i området, der er problemer med, men ikke dem selv. På den måde får retorikken ødelagt fællesskabsfølelsen mellem beboerne. Dem der får job, skynder sig at finde et nyt hjem et andet sted. Og det betyder at området som helhed mister potentielle økonomiske ekspansionsmuligheder. Gruppen af borgere med sociale problemer bliver derfor ofte større og større. Adressediskrimination Blandt tilhørerne til Wacquants forelæsning var sociolog og forsker på SFI, Louise Glerup Aner, der bl.a. beskæftiger sig med udsatte boligområder i Danmark. Hvad kan hun bruge den franske sociologs perspektiv til?   ”For mig er det en vigtig pointe, at man skal se processerne i de udsatte boligområder som påvirket og skabt af nogle processor uden for boligområderne – og at man skal være præcis og skelne mellem kulturelle, etniske og sociale aspekter, når man ser på problemerne i området. Det giver os bedre mulighed for at stille en diagnose og pege på, hvad der egentlig skaber problemerne i områderne, og det har jo rigtigt stor betydning for effekten af de indsatser, man sætter i gang”, forklarer Louise Glerup Aner. Disse processer kan have helt håndgribelige følger for beboerne i området, påpeger Wacquant. I Frankrig er det fx blevet påvist, at politiet behandler borgere, der kommer fra udsatte boligområder mere hårdhændet, bl.a. ved at tilbageholde dem på baggrund af deres adresse. Det politiske system bidrager også til den øgede stigmatisering, når de eksempelvis indfører politikker, som kun rammer befolkningsgrupper i specifikke områder. Også denne pointe er væsentlig for Louise Glerup Aner: ”Wacquants begreb ’adressediskrimination’ er godt, fordi det understreger, at også de ting, der foregår udenfor det belastede boligområde, kan være med til at påvirke hvilke livschancer man har, når man bor i området”. Konkret politik til konkrete problemer Ifølge Loic Wacquant bør de politiske tiltag i de udsatte boligområder i højere grad fokusere på de konkrete problemer – fx boligernes kvalitet, kriminalitetsraten eller arbejdsløsheden – snarere end at udråbe selve området som problemet og lave politik på den baggrund. Han har to forslag til, hvor der skal sættes ind: - See more at: http://www.sfi.dk/loic_wacquant_p%C3%A5_sfi-11636.aspx#sthash.SfGaKYXK.dpuf

Søg på sfi.dk