Artikler

Folkeskolen kan ikke sættes på formel

Del

SFI’s forskere har ikke fundet noget klart svar på, hvorfor nogle folkeskoler er bedre end andre til at få deres elever videre til en ungdomsuddannelse. Men det gør ikke rapporten "Veje til ungdomsuddannelse" mindre interessant, mener skoleinspektør Anna Vadgaard.

”Folkeskolevirksomhed er jo ufatteligt komplekst – det er ikke kun de beskrevne dokumenter, missionen, visionen, skoledistriktet og så videre; det er også de mennesker, der er i den, og deres daglige virke. Så egentlig er det ikke så mærkeligt, at man ikke kan pege på nogle bestemte ting en skole gør, som er opskriften for alle de andre.”

Sådan siger skoleinspektør Anna Vadgaard om SFI-rapporten Veje til ungdomsuddannelse 2. Rapporten, som er bestilt af Skolerådet, har forsøgt at indkredse, hvorfor nogle folkeskoler er bedre end andre til at få deres elever videre i en ungdomsuddannelse, når de forlader skolen. Bruger de nogen særlige værktøjer eller metoder, som andre kunne lære af?

Det korte svar er nej. Alle de otte skoler, som forskerne har besøgt for at interviewe ledelse, vejledere, lærere og elever, bruger de samme metoder for at forberede eleverne på en ungdomsuddannelse. Det er fx holddeling, fagdage og forskellige udskolingsindsatser. Og godt nok er der forskelle på, hvor meget og hvordan skolerne bruger metoderne, men slet ikke nok til at forklare, hvorfor nogle af dem får sendt mange elever videre til en ungdomsuddannelse, mens andre har flere udfordringer på området. 

Faglighed, lighed og kompensation

Derimod kunne forskerne se klare forskelle i måden, ledelse og personale talte om eleverne på de forskellige skoler. Skolerne havde forskellige tilgange til, hvad man anså for at være folkeskolens kerneopgave.

Nogle skoler var optaget af en faglig diskurs, der først og fremmest så det som skolens opgave at give eleverne en høj faglighed. Andre fokuserede på en lighedspædagogisk diskurs og lagde vægt på, at eleverne uddannes til at deltage i et demokratisk samfund – mens andre igen talte indenfor en kompensatorisk diskurs og var optaget af, hvordan skolen kan kompensere for elevernes vanskeligheder på grund af en svag social baggrund.

Anna Vadgaard er skoleinspektør på H.C. Andersen Skolen i Odense, og hendes skole er en af dem, der er gode til at få eleverne videre i en ungdomsuddannelse. Skolen opfylder godt og vel det politiske 95 % -mål, og det er de stolte af – måske endnu mere, fordi skolen ligger i Vollsmose og har mange af dem, Anna Vadgaard betegner som ”meget sårbare børn” blandt eleverne. 

Hun kan godt genkende de forskellige tilgange til skolearbejdet, som forskerne peger på, og kan også sagtens placere H.C. Andersen Skolen i en af de tre kategorier:

”Vi hører helt klart hjemme i den lighedsorienterede model, hvor vi lægger vægt på, at man både danner og uddanner eleverne. Vores læreplan har både et etisk og et fagligt aspekt, og ved hele tiden at parre de to ting tror vi på, at børnene får en grundlæggende forudsætning for at deltage i samfundsfællesskabet.” 

Spilleregler og valgmuligheder

Forskerne peger på, at måden at tale om skolens opgave på også sætter en ramme om, hvilke handlemuligheder man synes skolen har i det konkrete arbejde med eleverne. På H.C. Andersen Skolen betyder skolens grundfilosofi fx, at man så vidt muligt undgår at segregere de svageste elever ud af klassen, fortæller Anna Vadgaard.

”Når det virkelig kradser og nogle elever udfordrer os voldsomt på vores autoritet, så er det jo snublende let at vælge at udskille dem i en særlig gruppe. Men vi mener netop, at de skal blive i det fællesskab, hvor de lærer at begå sig. Vi har også fra i år lavet en ungeskole, hvor eleverne fra 8. klasse kan vælge linje og få mere indflydelse og i det hele taget opleve, at de kommer ud af kravlegården og er med til at bestemme nogle ting. Det handler alt sammen om at lære fællesskabets spilleregler – og dermed også ruste dem til det nye fællesskab, som en ungdomsuddannelse jo er,” fortæller Anna Vadgaard.

Fællesskabets spilleregler er bl.a. at kunne tolerere forskellighed og at kunne se en vej frem, når man møder modstand. Og netop her er børnene fra Vollsmose paradoksalt nok godt rustede, mener skoleinspektøren.

”De lever i et mildt sagt broget fællesskab, og nogle af dem bliver udsat for voldsomme ting og møder meget modstand i deres liv. Så det er ikke blandt vores børn, du finder dem, der bliver vippet af pinden og spiser 50 hovedpinepiller, fordi kæresten har slået op med dem – de er vant til at kæmpe, og måske netop derfor bliver de også i uddannelse på trods af vanskeligheder.”

Fakta

publikation Veje til ungdomsuddannelse 2.
Forfattere Laila Dreyer Espersen, Misja Eiberg-Madsen, Dines Andersen
Emner Børn og unge, Familie, Skole og uddannelse, Ungdomsuddannelse, Ledelse, Skolegang
Forskningsemne Skole og uddannelse

Søg på sfi.dk