Artikler

Forskerkommentar: 15000 ukontrollerede eksperimenter

Del

Det kan undre i offentligheden, at der jævnligt kommer tragiske historier om børn, der er blevet mishandlet og som ikke er blevet fjernet fra hjemmet, selvom kommunerne tilsyneladende har været opmærksomme på problemet. Men jeg tror, vi må erkende, at der altid vil være enkeltsager, som mere lovgivning ikke vil hindre, samt at mange kommuner ikke kan komme meget længere med undersøgelses- og handleplansarbejdet – de er blevet meget bedre til at integrere servicelovens krav til sagsbehandlingen de senere år, herunder også til at inddrage børnene.    

Til gengæld er der andre områder, som fortjener opmærksomhed, fx uddannelse og udvikling. Det er helt centralt, at de faggrupper, der arbejder med udsatte børn, skal være rustet til at tackle disse meget tunge sager. De skal fx evne at tage den vanskelige samtale med forældre, som er mistænkt for at vanrøgte deres barn. Det kan vi ikke forvente, at en nyuddannet sagsbehandler kan klare, slet ikke hvis sagsbunkerne er meget høje.  

Samtidig er det vigtigt at få udviklet indsatserne overfor udsatte børn og unge. Der skal udvikles indsatser på evidensbaseret viden – altså hvor vi gennem eksperimenter med kontrolgrupper og grundige evalueringer får viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Der bliver brugt rigtig mange penge på anbragte børn, og mange af disse anbringelser er helt nødvendige, fordi barnet simpelthen ikke kan blive i hjemmemiljøet. Men vi ved slet ikke nok om, hvad der faktisk har hvilken effekt.    

Mange er bange for eksperimenter på det sociale område. I dag er der næsten 15.000 anbragte børn. Groft sagt kan man sige, at der er 15.000 ukontrollerede eksperimenter i gang. Der er derfor både brug for, at staten muliggør store udviklingsprojekter gennem finansiel støtte, men også at kommunerne bider til bolle og vil være med.  

Lad mig komme med et eksempel: En ny indsats kaldet MTFC – Multidimensionel Treatment  Foster Care – er  i USA og Sverige blevet afprøvet og evalueret og har vist positive resultater. Evalueringen med kontrollerede forsøg viser, at de unges kriminalitet og adfærdsproblmer mindskes, og deres trivsel bliver øget. Indsatsen består kort sagt i, at et barn eller en ung anbringes i en professionel plejefamilie og skal være eneste plejebarn, mens én voksen skal være hjemmearbejdende. Både barn, plejeforældre og biologiske forældre modtager massiv støtte, rådgivning og terapi. Målet er, at barn og familier efter 6 – 12 måneder har udviklet sig så positivt, at barnet eller den unge kan komme hjem til forældrene igen, eller at barnet kan fortsætte i en mindre indgribende foranstaltning. Herhjemme skal MTFC nu indføres overfor teenagere med problemer. Servicestyrelsen giver bl.a. økonomisk opbakning til tre kommuner og to familieplejeforeninger, der skal implementere metoden gennem at oprette MTFC-behandlingsteams. Men det er i øjeblikket svært at finde kommuner, der vil visitere teenagere til denne behandling. Det koster mange penge - 70-80.000 kr. om måneden. Men om alt går vel, er det en korterevarende høj udgift i modsætning til de mange børn og unge, der er anbragt i årevis. Det er med andre ord en indsats med perspektiver i for børn, forældre og for samfundet som helhed, hvis de udenlandske erfaringer viser sig også at gælde i Danmark!  

Ovenstående er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at staten går foran og muliggør udviklingsprojekter – og at kommunerne også må tage et ansvar for at medvirke til at afprøve nye indsatser. 

Søg på sfi.dk