Artikler

Forskerkommentar: SU-forslag og debatten om social arv

Del

Skattekommissionens forslag om at begrænse SU’en til fire år på de videregående uddannelser har i de seneste uger sat gang i debatten om den sociale ulighed på universiteterne. Med regeringens udspil forleden er forslaget definitivt taget af bordet, men forløbet er alligevel interessant at dvæle ved, fordi det har sat fokus på, at den negative sociale arv kun i begrænset om omfang er blevet brudt.  

Kommissionens argument for at skære i SU´en var overordnet, at lettelserne i topskatten først og fremmest ville komme folk med lange uddannelser til gode. Dvs. på sigt ville de unge, der i dag er i gang med en universitetsuddannelse, få stort udbytte af topskattelettelserne.  

Én af grundene til, at børn fra familier med mindre uddannelse eller færre ressourcer ikke tager en lang videregående uddannelse, er, at de finder det for risikabelt. Det blev dokumenteret så sent som i november 2008 i SFI rapporten Social uddannelsesmobilitet. De er usikre på om de kan gennemføre en lang videregående uddannelse, men også om de kan bruge uddannelsen, når de bliver færdige. Hvis de skal betale for de sidste to år, vil det alt andet lige øge deres usikkerhed.  

Et af argumenterne for at skære i SU er, at de studerende anstrenger sig mere, når de selv skal betale. Hvis det er deres egne penge, så skynder de sig at blive færdige. Den effekt kan opstå i begrænset omfang, men den er mindre, end den negative motivationseffekt – altså at usikkerheden stiger blandt unge fra lavere sociale lag. Selv om nogle ressourcestærke unge vil komme hurtigere gennem systemet, så vil det i den anden ende betyde, at færre med dårlig baggrund bevæger sig op ad den sociale, uddannelsesmæssige og økonomiske rangstige.  

Den nyeste internationale forskning viser, at den sociale mobilitet i Danmark og de nordiske lande er høj. Dvs., at forældrenes indkomst betyder mindre for, om danske børn og unge får en høj indkomst, når de bliver voksne, end tilfældet er for børn og unge i eksempelvis England, Tyskland og USA. Senest har professor Anders Björklund fra Socialforskningsinstituttet i Stockholm vist, at de skandinaviske lande ligger i top, når det gælder høj mobilitet og dermed lille afhængighed af forældrene.  

Det er veldokumenteret, at en omfordeling som vi har i det danske skattesystem, øger de unges muligheder for at klare sig bedre end deres forældre. SU gennem hele uddannelsen er en del af den omfordelingsmekanisme. Hvis man selv skal betale de sidste to år at studiet, vil det med stor sandsynlighed afholde nogen fra at gå i gang – særligt unge fra dårligt stillede familier.  

Perspektivet for skattekommissionens forslag om begrænset SU var som sagt også, om fremtidige bedre indtjeningsmuligheder ville påvirke unges uddannelsesvalg positivt. Sagt på en anden måde: Ville flere unge fra ikke-boglige miljøer gå i gang med lange uddannelser, fordi udsigten til en bedre indtægt ville stige med en lavere topskat? Det spørgsmål er ikke undersøgt, så derfor har forskningen ikke noget svar at give her. Vi véd dog noget mere på dette felt: Akademikere, der kommer fra dårligt stillede miljøer, tjener trods den samme lange uddannelse ikke så meget som akademikere, der kommer fra bedre vilkår. Det siger os noget om, at den negative sociale arv ikke blot slår igennem i valget af uddannelse, men også i måden uddannelsen bagefter forvaltes på. 

Debatten om skat, økonomi og de videregående uddannelser er nok forbi for denne gang. Men udfordringen med at bryde den negative sociale arv på universiteterne yderligere er der stadig. I fremtidige diskussioner om økonomiske incitamenter er det afgørende at tage højde for, at der er forskel på hvilke former for risici unge fra henholdsvis højere og lavere sociale lag tager. Spørgsmålet om, hvilke chancer og risici der tages i de forskellige sociale lag, er helt centralt i debatten om social mobilitet.

Søg på sfi.dk