Artikler

Fra svært forklarlige sammenbrud til forståelige brud

Del

I mange år har samlebegrebet ”adfærdsproblemer” stået i centrum, når forskere har forsøgt at forklare de mange sammenbrud i teenageanbringelser. Men spørger man de unge selv, viser deres fortællinger, at komplicerede relationer og sociale sammenhænge ligger bag mange af bruddene, viser en ny analyse fra SFI.

"Det er forståeligt, at så mange teenageanbringelser bryder sammen. Eller sagt på en anden måde: Når man spørger de unge selv, giver det mening, at så mange anbringelser ender i et sammenbrud. For de unges beretninger viser, hvor dramatiske, deres anbringelsesforløb ofte er, hvor svært det er at få anbringelsen til at lykkes, og hvor mange forskellige faktorer, der påvirker afbrydelsen", siger seniorforsker på SFI Turf Böcker Jakobsen i en ny analyse.

Analysen er et forsøg på at gøre op med de forklaringsmodeller, der i mange år har været fremherskende i den internationale forskning på området, og som Turf Böcker Jakobsen og hans kolleger på SFI over årene har indset, var enten mangelfulde eller svært anvendelige. Mangelfulde, fordi de ofte har jagtet enkeltfænomener som fx karakteristika hos de unge selv, de unges forældre, anbringelsesstedet eller sagsbehandlingen, og på den måde har fået splittet helheden i og forståelsen af et anbringelsesforløb og dets afslutning i småstykker. Og vanskelige at anvende i de tilfælde, hvor analyserne har peget på adfærdsproblemer hos de unge – for hvordan skulle man kunne bruge den forklaring til noget, når adfærdsproblemerne måske var det, der samtidig var årsagen til anbringelsen…

De unge øste af deres erfaringer

Turf Böcker Jakobsens analyse ”Asocial ungdom? Sammenbrud i anbringelser og ’adfærdsproblemers’ rolle”, der netop er blevet offentliggjort i det internationale fagtidsskrift ”Children and Youth Services Review”, konkluderer heroverfor, at der ofte ligger en hel række af faktorer bag, når en teenageanbringelse bryder sammen: Komplicerede relationer til kammerater på anbringelsesstedet, komplicerede relationer til de voksne, der omgiver den unge og et mønster, hvor den marginalisering og social udstødelse, der var en del af anbringelsesgrunden, reproduceres under anbringelsen.

Analysen har været undervejs siden 2010, hvor SFI i sin første store undersøgelse af sammenbrud i teenageanbringelser indsamlede et enestående datamateriale bestående blandt andet af omfattende interviews med 12 unge og en lang række personer omkring dem  sagsbehandlere, forældre, kontaktpersoner, pædagoger og plejeforældre.   De meget detaljerede interviews, hvor især de unge øste af deres erfaringer, indtryk og tanker, gav forskeren muligheden for at se på sammenbruddene på en ny måde.

Budskab til forskere

Turf Böcker Jakobsen analyserede interviewene for at se hvert enkelt sammenbrud som en del af en sammenhængende proces og samtidig afkode de forskellige meninger og vinkler, der var på de enkelte brud. Han fandt, at der i alle sammenbruddene var lag på lag af årsager, og at det var umuligt at skille en enkelt faktor ud som forklaringen på bruddet. Hans budskaber til både forskere og kommunale forvaltninger er derfor klare:

"Vi forskere skal holde op med alene at fokusere på statistiske sammenhænge og enkeltfaktorer som fx adfærdsproblemer hos de unge.  Vi skal også se på de processer og de sociale sammenhænge, anbringelserne indgår i, og høre på, hvad de unge selv siger. Når man gør det, er det jo ikke mystisk, at anbringelserne bryder sammen", siger Turf Böcker Jakobsen.

Og til forvaltningerne…

Og både forskere og kommunale forvaltninger bør nuancere synet på selve fænomenet sammenbrud. I dag tænker de fleste, at stabilitet og kontinuitet i anbringelsen hævet over enhver tvivl er et gode i alle anbringelser.

"Et sammenbrud defineres som et uplanlagt ophør af en anbringelse. Og selvfølgelig vil et sådant brud ofte være uheldigt. Men interviewene med de unge viser, at der er situationer, hvor det er positivt for den enkelte unge at flytte til et andet anbringelsessted", siger seniorforskeren.

Netop med denne pointe in mente mener Turf Böcker Jakobsen, at forvaltningerne i højere grad end i dag bør have fokus på, hvad der er det bedste for den enkelte unge og fra starten operere med en plan B, når man anbringer den unge uden for hjemmet.

"I dag er det ofte brandslukning, når en anbringelse bryder sammen. Forvaltningen handler først i det øjeblik, hvor problemet er opstået. Det giver nogle utroligt dårlige forløb, hvor de unge oplever, at der ikke er plads til dem nogen steder, og hvor fagpersonerne bliver skuffede over, at foranstaltningerne mislykkes. Virkeligheden taler for, at man ser anbringelserne som mere plastiske, altså som noget, der kan ændre sig, uden at man haler ordet 'sammenbrud' frem", siger Turf Böcker Jakobsen.

Ordet ”sammenbrud” er forkert Han tilføjer: "Selv ordet 'sammenbrud' signalerer noget forkert. Det har vi ofte diskuteret, både blandt forskere og i mødet med praktikere. Vi mangler et godt ord på dansk for en anbringelse, der afsluttes uplanlagt, men hvor vi ikke nødvendigvis skal have alle de stærke, negative følelser i spil. Indtil vi finder det, er ordet ”brud” nok mere dækkende for det, vi mener, siger han. 

Søg på sfi.dk