Artikler

Haltende ægteskaber og imam-shopping

Del

Når unge muslimer i Danmark skal giftes, er det almindeligt at indgå en såkaldt nikah, en muslimsk vielse – enten i stedet for eller sammen med en vielse efter dansk ret. Men hvis forholdet ender i skilsmisse, kan det være svært for kvinderne at få deres nikah opløst, også selvom de er blevet skilt efter dansk lov. Det viser en ny SFI-rapport, som dog også peger på store forskelle og konflikter på området.

Et ungt dansk par med irakisk baggrund har været kærester et stykke tid. Begge deres familier presser dem for at blive ’muslimsk gift’, dvs. indgå en såkaldt nikah. Det unge pars forældre vil nemlig gerne have, at forholdet bliver religiøst legaliseret, men nok så vigtigt vil de også gerne vise deres omgangskreds, at parret nu officielt indgår i et forhold.

Men det unge par har ikke lyst til at blive gift. De betragter ikke sig selv som troende og ser ingen grund til at få en religiøs bekræftelse på deres forhold. Konflikten bølger frem og tilbage en tid, men til sidst finder familierne en løsning, der gør alle glade: De holder en stor fest for parret med alle de gæster og traditioner, der hører et muslimsk bryllup til – men uden at de unge mennesker har indgået nikah. Alle i omgangskredsen formoder, at de er blevet viet inden festen, og parret og deres forældre retter ikke misforståelsen. Parret har undgået den vielse, de ikke tror på, og deres forældre har signaleret overfor omgangskredsen, at de opretholder traditionerne

Eksemplet er hentet fra SFI-rapporten ”Parallelle retsopfattelser”. SFI’s forskere har af Integrationsministeriet fået til opgave at afdække, hvilken rolle religionen spiller, når danske muslimer fx skal giftes, skilles, afgøre forældremyndighed over børn eller afklare arvespørgsmål. De har interviewet 248 personer om deres faglige og personlige erfaringer med området, og det er der kommet en række vidt forskellige fortæller ud af.

”Vores rapport viser først og fremmest, at der ikke er noget entydigt ’parallelt retssamfund’ blandt danske muslimer. Tværtimod er der mange forskellige fortolkninger af, hvordan de religiøse principper skal praktiseres og hvor vigtige de er – og der er både forskelle mellem generationerne, mellem forskellige sociale miljøer og mellem de enkelte etniske grupper. Der foregår en kolossal udvikling og tilpasning på det her område”, fortæller Anika Liversage, seniorforsker ved SFI og en af forfatterne bag rapporten.

Nikah er normen

Nogle fællestræk er der dog, og et af dem handler om nikah – den muslimske vielse, som det unge irakiske par valgte fra. Hermed adskiller de sig fra hovedparten af de folk, forskerne har talt med. De fleste er nemlig enige om, at indgåelse af nikah er en forudsætning for at indlede et intimt kæresteforhold.

En nikah har ingen dansk retsvirkning, så mange par vælger også at blive viet efter danske regler. Det er der ingen problemer i – men de kan opstå, hvis forholdet ikke fungerer og skilsmissen truer, fortæller Anika Liversage.

”Hvis parret er viet efter dansk lov, er der jo klare regler for, hvordan man opnår skilsmisse, og begge parter kan søge om det, uanset hvad den anden mener. Men vil man opløse en nikah, skal man forholde sig til nogle religiøse regler om, hvad der skal til, før parret også er ’muslimsk skilt’. Og her har manden ret til at forstøde sin hustru, men konen har ikke den samme ret til bare at sige, at hun vil ud af ægteskabet.”

Nogle kvinder har derfor store vanskeligheder med at opnå en skilsmisse. De kan blive formelt skilt efter dansk lov men opleve, at familien og omgangskredsen alligevel stadig betragter dem som gift. Eller de kan blive mødt med krav om mægling hos en imam, før de kan komme ud af ægteskabet. I nogle tilfælde oplever kvinderne pres og trusler for at blive i ægteskabet, både fra deres mand og familien.

Forskellige imamer, forskellige svar

Forskerne bruger betegnelsen ’haltende ægteskaber’ om de forhold, der efter dansk lov er opløst, men som i sociale og religiøse sammenhænge stadig lever. Det er en gråzone, som kvinderne kan befinde sig i i årevis – og det bliver ikke mindre kompliceret af, at der også blandt imamer er forskellige holdninger til, hvad der skal til, før en nikah er opløst.

Det betyder, at kvinderne kan få forskellige svar hos forskellige imamer på spørgsmålet om, hvordan de kan blive skilt – og at nogle kvinder derfor opsøger flere imamer for at få et svar, de kan bruge; en art ’imam-shopping’, som forskerne kalder det. 

Det var fx tilfældet for en irakisk kvinde, hvis mand ikke ville skilles. Kvinden kontaktede først en dansk imam, der mente man burde holde en art retssag, hvor kvinden skulle fremlægge dokumentation for, hvorfor ægteskabet var dårligt. Det mente hun ikke var vejen frem, og derfor kontaktede hun flere imamer i sit hjemland. De støttede hende i, at hendes mand havde behandlet hende så dårligt, at hun havde ret til at få opløst ægteskabet, og gav hende herefter papirer, der dokumenterede det.

Globale problemstillinger

Men indgåelse af nikah handler ikke kun om tro. Det handler også om jura, og om forholdet mellem hverdagen i Danmark og livet i oprindelseslandet. I mange lande er det nemlig nikah-forholdet, der er det juridisk bindende, mens det danske ægteskab eller skilsmisse ikke har nogen retsvirkning. Og netop derfor er det så afgørende for mange danske muslimer at få bragt begge forhold i orden.

”I Iran er man fx gift, indtil ens nikah er opløst”, fortæller Anika Liversage. ”Derfor kan en fraskilt dansk-iraner risikere at rejse til Iran og opdage, at dernede er man stadig gift, selvom man efter dansk ret er skilt. Og har man giftet sig igen, gør man sig efter iransk lov skyldig i bigami og kan blive retsforfulgt. Derfor kan det være meget vigtigt for folk så at sige at få deres civilstand bragt i harmoni med det, de anser sig selv for at være – altså skilt – både i Danmark og i hjemlandet. Det kan tage årevis og både involvere imamer i Danmark og en retssag i oprindelseslandet.”

Oplysning, ikke lovgivning

Rapporten er bestilt af Integrationsministeriet. Hvad er forskernes anbefalinger til de politiske beslutningstagere, der nu skal arbejde videre med resultaterne?

En ting er sikkert, siger Anika Liversage: ”De her problemer egner sig simpelthen ikke til at lovgive om. Man kan ikke bare sige, at det vil vi ikke have, så det forbyder vi, særligt ikke i et land, der bryster sig af at have religionsfrihed. Det handler om oplysning og holdningsbearbejdning. De etniske minoriteter skal vide mere om, hvilke rettigheder de har i dansk familielovgivning – men sagsbehandlerne i de danske statsforvaltninger skal også vide mere om de mekanismer, der er på spil her, så de bedre kan hjælpe de kvinder, der vil ud af et ægteskab."

Søg på sfi.dk