Artikler

Integration af blinde taber terræn

Del

Blinde har generelt en god barndom uden flere problemer end seende børn. Men i takt med at blinde bliver teenagere og voksne, så vokser også problemer og uligheder frem set i forhold til deres jævnaldrende uden synshandicap. I løbet af de sidste 30 år er udviklingen for voksne blindes trivsel og vilkår på flere områder gået den forkerte vej.

Der er ikke mange børn i Danmark, der fødes blinde. Det er sjældent mere end 5 pr. år. Men medfødt blindhed har en væsentlig betydning for, hvordan man kommer til at leve med sit synshandicap, i modsætning til hvis man mister synet undervejs i livet. Det kræver noget ganske særligt af en person at kompensere for et synshandicap, hvis man aldrig har fået synsindtryk af omverdenen. Og det kræver indlæring at kunne kompensere for synet – og en anderledes indlæring og træning, hvis man aldrig har haft det – hvis man skal kunne deltage i samfundslivet som alle andre.

Blinde og svagsynedes trivsel og vilkår er emnet for to rapporter, som SFI har lavet for Socialministeriet og Dansk Blindesamfund. Rapporterne fokuserer netop på de barrierer, der møder blinde og svagtseende, og som har konsekvenser for deres deltagelse i samfundslivet og deres almene trivsel. Den ene rapport handler om blinde børn, den anden om blinde voksne.

Blinde har en god barndom

Rapporten om blinde børn viser, at blinde børn gennemgående har en god barndom og ikke har flere problemer end seende børn. De opdrages på samme måde som seende børn, men får til gengæld ikke stillet de samme krav som seende børn. I skolen har de sjældent problemer med koncentration, sprog eller tale, som mange seende børn har. Alligevel giver forholdsmæssigt flere blinde end seende børn udtryk for, at de klarer sig dårligt i skolen, og at de ikke bryder sig om at gå i skole.

Fra kostskole til enkeltintegration

I dag har blinde børn deres opvækst i hjemmet hos deres forældre og går i almindelig skole sammen med seende børn. Alt er lagt an på, at blinde børn skal have så normal en opvækst som muligt, ligesom alle andre børn i deres familier og med deres venner. 

Sådan har det ikke altid været. Frem til 1960’erne var det udbredt at sende blinde børn på kostskole kun for blinde og bl.a. her lære dem punktskrift og undervise dem ud fra en blindeverden. Men siden er det blevet almindeligt at anvende såkaldt enkeltintegration, hvor blinde børn bor hos deres forældre og har deres skolegang sammen med seende børn. I skolen får de faglig hjælp fra en støttelærer. Hensigten med enkeltintegrationen er at modvirke isolering i en blindeverden og fremme et integreret liv i samfundet. 

Rapporten viser imidlertid, at enkeltintegrationen ikke er uden problemer. Ved at placere blinde børn i et skolemiljø blandt seende og i hjemmet give dem en opdragelse som alle andre børn, så skaber det forventninger hos de blinde børn om at leve et fuldt integreret liv i samfundet som voksne. Endvidere tyder det på, at metoden med enkeltintegration forsømmer at give de blinde børn de forudsætninger, der skal til, for at kunne realisere ønskerne til og forventningerne om at leve et voksenliv fuldt integreret blandt seende.

Seniorforsker Steen Bengtsson, der har ledet undersøgelsen, nævner et problem, der knytter sig til opvæksten i hjemmet:

”At give blinde børn en moderne opdragelse på samme måde som seende, altså fx med få krav og med mere vægt på den gode uforpligtende barndom end på forberedelse til voksenlivet, det fungerer tilsyneladende ikke så godt. Det kan gå for seende børn, fordi de alligevel tilegner sig færdigheder til voksenlivet hen ad vejen. Men det er ikke så let for blinde børn.”

Brug for indlæring af færdigheder

Blinde børn har i højere grad brug for indlæring til noget af det, som seende børn tilegner sig i opvæksten. Det gælder fx at klare sig selv uden for hjemmet – selv at kunne finde rundt til venner. Blinde børn bliver i højere grad end seende børn hentet og bragt til og fra hjemmet, og de får i højere grad kammerater på besøg i deres eget hjem end de kommer på udebesøg.

Hans Rasmussen, der er formand for Dansk Blindesamfunds uddannelses- og beskæftigelsesudvalg hæfter sig også ved de skift, der har været i børneopdragelse og i det faktum, at forældre til blinde børn af den grund måske ikke i samme grad træner deres børn som tidligere. Han siger:

”De færdigheder, du som synshandicappet skal lære for at kompensere for dit handicap resten af dit liv, dem får du ikke, hvis ikke du får det trænet allerede i barndommen. Det er den træning og de færdigheder, vi er bange for, at blinde børn ikke længere får i tilstrækkeligt omfang. Og det skyldes i høj grad den måde, samfundet er indrettet på, og den måde, børneopdragelsen er i dag.”

Hans Rasmussen nævner en række færdighedsområder, man som blind er nødt til at tilegne sig, fx i den sociale omgangsform, og som man må have hjælp til at lære.

”Du skal lære at reagere som andre, så du ikke skiller dig ud. Som blind er det fx mest logisk at vende øret mod den, der taler, eller kigge tomt frem. Men seende vender ansigtet mod den, der taler. Hvis blinde ikke bliver opdraget til at tænke på den slags, så følger de deres logik i forhold til at lytte, hvilket måske sender et forkert signal til den seende. Den blinde kommer til at virke unormal eller måske ligefrem dum,” siger Hans Rasmussen og tilføjer, at det netop er mange små færdigheder, det er vigtigt at blive oplært i som barn for at kunne gebærde sig på lige fod med andre. 

”Det er vigtigt at fastholde og konsolidere indsatsen fra offentlig side til at guide forældre til at give blinde børn den rette træning, så de kan få en funktionel tilværelse. Der skal fortsat sættes ind gennem ungdomsarbejde og med støtte til forældreforeningen, så man også gennem teenageårene kan blive trænet på rette vis," siger han.

Integrationen falmer i teenageårene

Rapporten viser da også, at blinde børn har svært ved at fastholde kammeratskaber fra de små skoleklasser, når de kommer i teenagealderen. De deltager ikke i samme omfang i de seende børns aktiviteter, herunder at se tv. Og afhængigheden af støttelæreren kan virke hæmmende for kontakten mellem den blinde og de seende i en klasse. I stedet udvikler de blinde børn venskaber med andre blinde, som de træffer på kurser eller igennem Dansk Blindesamfunds ungdomsorganisation. De fastholder venskaberne via nettet og i aktiviteter specielt for blinde.

De blinde børn er vokset op med ambitioner om at kunne klare sig selv, tage en uddannelse og have et arbejde på almindelige vilkår, men det er usikkert, om blinde børn bliver rustet godt nok til et integreret voksenliv blandt seende. Udviklingen i teenageårene modarbejder integrationen. 

Blinde dropper ud af uddannelsesystemet

Et tydeligt tegn på problemerne med integrationen i et voksenliv på lige vilkår med seende finder man på uddannelsesområdet. Blinde og stærkt svagsynede taber terræn, når det drejer sig om at tage en uddannelse.  For få årtier siden uddannede blinde sig i næsten samme omfang som seende. I dag er det i forhold til omfanget for seende kun omkring en tredjedel af de blinde og svagtseende, der tager en uddannelse. Seniorforsker Steen Bengtsson siger om det vigende omfang af uddannelse:

”Uddannelse er en vigtig ressource, som har betydning på flere forhold. Har du en uddannelse, så øger den dine beskæftigelsesmuligheder, og den betyder statistisk set også, at du er sundere og har et bedre helbred, end hvis du ikke har en uddannelse. Og den styrker dine muligheder for at tage del i samfundet på forskellig vis. Derfor er det også bekymrende, når vi ser, at en gruppe i samfundet uddanner sig mindre end tidligere”.

Færre blinde i job

Antallet af blinde i beskæftigelse er meget lavt, og det gælder både i sammenligning med seende og med andre handicapgrupper. De fleste blinde og stærkt svagsynede har fået førtidspension og det til trods for, at mange af dem ville være i stand til at arbejde. De, der ønsker arbejde, er først og fremmest dem, der tidligere har været i arbejde, og dem, der har en uddannelse. 

Nogle af de erhverv, som blinde traditionelt har beskæftiget sig med, som fx håndværk, er uddøende, og brugen af it kræver andre færdigheder og måske nogle, som er mere tidskrævende for blinde at tilegne sig end for seende. Det gør det vanskeligt for blinde at konkurrere om arbejdspladserne.  Desuden går udviklingen på disse beskæftigelsesområder så stærkt, at det kan være ekstra svært for blinde at følge med – at nå at tilegne sig viden før den er forældet.

Hans Rasmussen fra Dansk Blindesamfund synes, det især for handicappede er et problem, at der i de senere år i samfundet er blevet fokuseret på den gymnasiale og den akademiske uddannelse, mens håndværket er ved at forsvinde.

”Vi har ikke alle de samme kompetencer. Prioriterer vi kun boglig viden, vil det stille den mere manuelt orienterede handicappede dårligere end den seende. Den manuelle virksomhed til glæde for handicappede stagnerer,” siger han, og efterlyser en målrettet indsats for at designe manuelt orienterede jobs,  hvor der fokuseres mere på handicappedes og specielt blindes kompetencer.

Fakta

publikation Blinde og stærkt svagsynede
Forfattere Steen Bengtsson, Nuria Cayuelas Mateu, Anders Høst
Emner Eksklusion, Familiemønstre, Inklusion, Samfundsdeltagelse, Inklusion, Marginalisering, Inklusion, Udsatte børn og unge, Skolegang
Forskningsemne Udsatte grupper

Søg på sfi.dk