Artikler

”Jeg ved det meste af, hvad min far har gjort mod min mor”

Del

I en ny rapport giver SFI og Børns Vilkår stemme til børn med etnisk minoritetsbaggrund, hvis forældre er gået fra hinanden. Dem bliver der stadig flere af, for skilsmisser blandt indvandrere, flygtninge og efterkommere fra ikke-vestlige lande er langt mere almindelige nu end for nogle årtier siden. Men børnenes oplevelser og vilkår er meget anderledes end etnisk danske skilsmissebørn.

”Altså, min far prøver altid på at vende os mod min mor. Han snakker altid dårligt om min mor. Og min mor, hun fortæller altid alt. Hun har aldrig nogen hemmeligheder for os. Hvis min far har gjort et eller andet, så ved jeg det. Jeg ved det meste af, hvad min far har gjort mod min mor – at han har været min mor utro og sådan nogle ting… Det kan godt nogle gange være godt trættende.”

Sådan fortæller 14-årige Gül. Hendes forældre blev skilt, da hun var 10 år, efter et ægteskab præget af konflikter og skænderier. Güls mor kom til Danmark for at blive gift med faderen, som hele ægteskabet har arbejdet meget og kun været lidt til stede i familien.

I dag bor pigerne sammen med deres mor. Hun har dårligt helbred, er uden arbejde og får hjemmehjælp. Gül og Jenna har derfor et stort ansvar i hjemmet – de køber fx ind og betaler regninger via netbank. Pigerne ser jævnligt deres far, men der har været perioder uden kontakt, bl.a. fordi de følte sig dårligt behandlet af ham. Jenna fortæller fx, at hun har fundet billeder og en dvd hos faderen, der viser at han er blevet gift igen i sit oprindelsesland, men det har han ikke fortalt om, så hun lader som om, hun ikke ved det. 

Erindringer om bruddet

Jenna og Gül er to af de 32 børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund, som forskere fra SFI har interviewet om deres oplevelser med forældrenes skilsmisse. Rapporten er blevet til i samarbejde med Børns Vilkår, og er finansieret af Egmont Fonden. I den medvirker også forældre og fagpersoner, og ved hjælp af registerdata tegner rapporten desuden et statistisk billede af omfanget og vilkårene for en gruppe, der ellers ikke findes meget dansk forskning om.

Rapporten viser, at etniske minoriteter i Danmark hastigt haler ind på majoritetsbefolkningen, når det gælder omfanget af skilsmisser. Men den viser også, at der i høj grad mangler en ’skilsmissekultur’ i de etniske minoritetsmiljøer, forstået som erfaringer og modeller for, hvad man gør, når man går fra hinanden.

Det er fx tydeligt, når man lytter til børnenes fortællinger om, hvordan skilsmissen blev en realitet. Hvor etnisk danske børn ofte kan huske præcis, hvordan de fik at vide, at deres forældre skulle skilles – det rum, de sad i, tøjet, de havde på, hvem der græd og ikke græd – gælder det for mange af børnene her, at selve bruddet fylder mindre i deres bevidsthed. Det kan fx skyldes, at faderen allerede før skilsmissen var fraværende i familien, eller at børnene simpelthen ikke har fået at vide, at deres forældre er gået fra hinanden.

Til gengæld har de ofte – som Gül og Jenna – været vidne til forældres konflikter, mens ægteskabet stod på. I en del tilfælde har de set vold mellem forældrene eller selv været ofre for familievold.

Skrøbelige ægteskaber

Rapportens fortællinger viser, at mange af ægteskaberne fra starten bygger på et skrøbeligt grundlag. De er ofte indgået mellem mænd og kvinder, der ikke kendte hinanden særligt godt inden brylluppet, eller mellem par, hvor den ene – typisk kvinden – kommer til Danmark for at blive gift. Der kan være bagage i form af traumatiske oplevelser fra oprindelseslandet, og mange af de interviewede mangler uddannelse, danskkundskaber og et netværk, der kan hjælpe dem med at navigere i Danmark.

Det gælder også for børnene, at langt flere af dem lever i fattigdom end etnisk danske skilsmissebørn. Tager man udgangspunkt i OECD’s fattigdomsgrænse, er det over halvdelen af de skilsmissebørn i Danmark, der er efterkommere med ikke-vestlig baggrund, som må karakteriseres som fattige.

Svære vilkår for samvær

Den manglende skilsmissekultur viser sig også i historierne om børnenes forhold til den forælder, de ikke bor sammen med. I langt de fleste tilfælde betyder det faderen, for det er mere almindeligt i denne gruppe at bo sammen med mor efter skilsmissen. Til gengæld er det mindre almindeligt at have et jævnligt og velfungerende samvær med far – og en betydelig større andel ser slet ikke deres far efter skilsmissen, sammenlignet med etnisk danske skilsmissebørn. Mange børn bliver desuden – som Gül og Jenna – inddraget i forældrenes konflikter, også efter bruddet.

De, der ser deres far, fortæller ofte om svære vilkår for samværet. Som Gül og Jennas far, der stadig arbejder meget og har begrænset tid til sine døtre – eller Lailas far, der ofte, husker hun, efterlod hende i bilen, da hun var 8-9 år og på besøg: ”Så tit sagde han at ’jeg skal lige ind og hente et eller andet – jeg kommer lige om 10 minutter’. Og så kunne jeg bare sidde i bilen i to-en-halv time. Det er bare sket en million gange.”

Nye ægteskaber

Flere fædre gifter sig hurtigt efter skilsmissen, og som eksemplet med Gül og Jennas far viser, kan det være svært at lukke børnene ind i det nye ægteskab. Ali på 13 år oplevede at ringe til sin far og få fat på den nye kone, som ikke vidste, hvem han var, fordi faderen ”havde glemt at fortælle sin nye kone, at han havde børn.”

Alis far er ”pizzamand”, som Ali kalder det, og hører også til dem, der arbejder meget. Selv vil Ali gerne noget andet, når han bliver voksen – og han vil også være en anden slags far: ”Jeg vil have mig en uddannelse og et job, hvor jeg har tid til mine børn. Og hvis jeg bliver skilt, vil jeg stadig være der for mine børn.” 

Fakta

publikation Skilsmissebørn med etnisk minoritetsbaggrund
Forfattere Mai Heide Ottosen, Anika Liversage, Rikke Fuglsang Olsen
Emner Børn og unge, Familie, Integration, Efterkommere, Familiebaggrund, Familiemønstre, Levevilkår, Etniske minoriteter, Familiebaggrund, Skilsmisse, Indvandrere
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk