Artikler

Konsekvenser ved at indespærre asylansøgere

Del

Denne analyse fra SFI’s forskningsdirektør, Torben Tranæs, blev også bragt i Politiken den 12. oktober 2015. 

Midlertidig indespærring af asylansøgere vil næsten uundgåeligt være en dels af en fælles EU-model for modtagelse af flygtninge. Myndighederne vil formentlig insistere på at vide, hvor asylansøgerne er, indtil der er taget stilling til, hvilke lande de skal til. Flygtningestrømmen er så stor, at indespærringen i givet fald ville skulle ske i lejre, hvorfra der ikke er mulighed for at bevæge sig ud i det omkredsende samfund. Indespærring sker kun i meget begrænset omfang i EU-landene i dag - i Danmark for eksempel kun for visse afviste asylansøgere - men er almindelig praksis andre steder i verden, blandt andet i Australien, hvor myndighederne har valgt at placere alle asylansøgerne, som ikke ankommer med fly og ikke har gyldigt visa, på en ø.

Men hvilke konsekvenser kan indespærring have for asylansøgerne? I et forsøg på at besvare det spørgsmål har SFI systematisk søgt efter studier på området og identificeret tre, der kan give os et bud på en besvarelse af ovenstående spørgsmål. Der er også fundet studier fra førnævnte Australien, men de er valgt fra, da man ikke med sikkerhed kan konkludere, at en eventuel forskel i asylansøgernes trivsel udelukkende kan tilskrives indespærring eller ikke indespærring. Det kan man med forholdsvis stor sikkerhed konkludere med de tre studier, fordi det i dem alle tre er lykkedes at finde to – i forskningssammenhæng – ens grupper asylansøgere, hvor den ene gruppe er blevet indespærret ved ankomsten til det pågældende land, mens den anden gruppe ikke er. Den forskel, man finder i de to gruppers trivsel, er altså en konsekvens af, at den ene gruppe har været indespærret, mens den anden gruppe ikke har været indespærret.

Studierne er fra Storbritannien, Japan og Canada og fælles for de asylansøgere, som studierne inddrager, er, at de er flygtet fra lande hærget af krig, blandt andet Afghanistan. Op mod halvdelen af asylansøgerne har været udsat for tortur. Med andre ord – de er kommet til de tre lande med traumer fra krig og forfølgelse, som kan give dårligt psykisk helbred i form af blandt andet posttraumatisk stresslidelse (PTSD), depression og/eller angst. Og de tilstande er markant værre for de asylansøgere, der har været indespærret, i forhold til de asylansøgere, der kan bevæge sig frit rundt. Det viser en analyse af de tre studier, og det er på trods af, at der i to af studierne ”kun” er tale om, at den indespærrede gruppe asylansøgere i gennemsnit har været frihedsberøvet i én måned. I det tredje studie er der tale om en gennemsnitlig indespærring på syv måneder. Analysen viser også, at de asylansøgere, der har været indespærret, i højere grad bærer rundt på psykiske lidelser også længe efter frigivelse i forhold til de asylansøgere, der ikke har været indespærret. Der er med andre ord en markant forskel i trivslen – også længe efter de er sluppet ud i samfundet. Der sker en markant forværring af et udgangspunkt, der i forvejen ikke var godt.

FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) rådede i en rapport allerede i 2011 modtagerlande til grundigt at overveje alternativer til indespærring og implementere de bedste for at undgå at låse asylansøgerne inde. Blandt de alternativer nævner UNHCR meldepligt (som blandt andet bruges i Danmark), udgangsforbud og elektronisk overvågning. Og det anbefales, at der tages hensyn til den enkelte asylansøgers behov, og at det valgte alternativ passer til konteksten i det gældende land.

Derudover lister UNHCR fem punkter op, som skal gøre processen mindre traumatisk for asylansøgere, og som ifølge flygtningehøjkommissariatet bør vendes, inden de bliver spærret inde, og når alternativer til indespærring bliver diskuteret. Et af hovedbudskaberne er, at asylansøgerne skal informeres, så en del af frustrationen ved ikke at vide, hvad der skal ske, og hvor lang de eventuelt skal være indespærret, begrænses. 

Først og fremmest skal asylansøgerne behandles med værdighed, respekt og menneskelighed i den gældende ansøgningsproces. Myndighederne skal levere klar og præcis information om rettigheder og pligter, også i forbindelse med et eventuelt afslag. Asylansøgerne skal henvises til juridisk rådgivning tidligt i processen. Asylansøgerne skal have adgang til bolig og tilstrækkelig materiel støtte. Sidste anbefaling går på, at asylansøgerne skal have adgang til individuel sagsbehandling.

SFI’s analyse viser, at der er triste menneskelige konsekvenser ved indespærring af asylansøgere, men kan man overhovedet undgå en fælles europæisk løsning på det stadigt tiltagende flygtningeproblem, som ikke indebærer en eller anden form for indespærring af flygtningene, indtil deres fremtid er afklaret? Om det så er i lejre i store modtagerlande som Grækenland, Tyrkiet og Italien eller længere vest- og nordpå i Europa? Det er måske svært at forestille sig. Men med de dokumenterede konsekvenser for asylansøgerne og det samfund, som de bliver lukket ud i, og som skal samle dem op, bør alternativerne i hvert fald tages med i overvejelserne, inden nøglen drejes.

Kommentaren er baseret på forskningsoversigten ”The Impact of Detention on the Health of Asylum Seekers: A Systematic Review”, der er udarbejdet af SFI-Campbell og blev publiceret den 1. september 2015. SFI-Campbell arbejder med at skabe viden om effekten af indsatser på det sociale område gennem udarbejdelse af systematiske forskningsoversigter. SFI-Campbell er en del af det internationale Campbell-samarbejde.

Søg på sfi.dk