Artikler

Kulturmøder i samtalekøkkenet

Del

Flere tusinde unge kvinder fra Filippinerne kommer hvert år til Danmark for at arbejde som au pairer hos velstillede, danske familier. En ny SFI-rapport giver et sjældent indblik i et stykke dansk hverdag, hvor hjemlige lighedsnormer støder sammen med filippinsk ærbødighed over et fad frikadeller.

”Det var virkelig svært i starten. Hun ville jo kalde mig ’ma’am’! Altså, kald mig Marie! Jeg er jo ikke over hende, vi er jo lige – sådan er man jo i Danmark”.

Sådan fortæller Marie om sit første møde med familiens filippinske au pair. Hun og hendes mand er blandt de ca. 30 familier, som forskere fra SFI har interviewet til en undersøgelse af au pair-ordningen for Styrelsen for Rekruttering og Fastholdelse. I rapporten medvirker også knap 30 au pairer, der arbejder for danske familier.

Globale arbejdere og tidsklemte familier

Au pair-ordningen blevet indført i Danmark i starten af 1970’erne. Dengang var den tænkt som en ramme om kulturel udveksling mellem familien og en ung europæer, som mod husly og lommepenge kunne gå til hånde i hjemmet. I dag er den oftest et møde mellem en ung kvinde fra den fattige del af verden, og en velhavende, dansk familie.

Fire ud af fem danske au pairer kommer fra Fillippinerne, og langt de fleste er kvinder. De modtager 3200 kroner om måneden i lommepenge (2013-takst) samt kost og logi for at hjælpe til i huset hos en dansk familie, i op til 30 timer om ugen i en periode på højst to år. Mange af kvinderne sender en del af pengene videre til familien i hjemlandet.

Værtsfamilien er på deres side havnet i det, forskerne kalder en tidsklemme: De har ofte krævende karrierejobs eller egen virksomhed, de har små børn og et stort hus, og de har brug for praktisk hjælp for at få hverdagen til at hænge sammen. Seks ud af ti danske familier med au pair bor i boliger på over 175 kvadratmeter, og en tredjedel bor i Gentofte eller Rudersdal Kommuner.

Lige og ulige relationer

Mellem au pairen og værtsfamilien udvikler sig en relation, der kan gå i mange forskellige retninger. For nogen er der tale om et rent bytteforhold af ydelser mod penge, mens andre udvikler et varmt og familiært forhold. Fra starten er relationen – og selve ordningen, som den er udformet i Danmark – præget af et paradoks, fortæller seniorforsker Anika Liversage, som har ledet forskningsprojektet:

”På den ene side er relationen ulige, fordi der er tale om en rig familie, som hyrer en ofte fattig kvinde til at løse nogle opgaver for en betaling, der jo ligger langt under en dansk mindsteløn – og som kan sende hende hjem igen, hvis de er utilfredse med hende. På den anden side kan det jo blive en meget tæt relation, fordi au pairen bor i huset og indgår i familien. Og det ligger jo i ordningen, at relationen også skal være lige -  selve ordet au pair betyder jo ”på lige fod.”

Et af de steder, hvor den dobbelte rolle som arbejdstager og familiemedlem for alvor støder sammen, er under familiens måltider, fortæller Anika Liversage.

”Det fælles måltid er jo noget af det mest intime, man har i en familie, og noget af det vi lægger stor vægt på. Og her kan au pairen jo både blive betragtet som en tjener, der skal dække bord, rydde af, og rejse sig for at hente ketchuppen, hvis den mangler – eller hun kan forventes at sidde ned og snakke med som en del af familien. Også hvilket sprog man taler, har betydning. Mange familier jo har små børn, der ikke kan engelsk, mens au pairen ikke kan dansk, så en af de to parter vil være holdt udenfor samtalen. Nogle familier navigerer igennem det, mens andre vælger at købe en kogeplade til au pairens værelse og spise hver for sig.”

Når danskere får tjenestefolk

Som Marie i starten af artiklen skal mange af værtsfamilierne lære at finde sig til rette i rollen som global arbejdsgiver. En værtsmor føler, at hun udnytter folk fra fattige lande, for ”en dansk pige ville jo ikke komme her og bo for 3.150 om måneden, vel?”

”Vi har en meget stærk norm i Danmark om at holde ulige magtforhold skjulte og usagte, og så kan det jo være svært at få en meget ærbødig filippinsk pige ind i huset, der har lært at sige ”sir” og madam” til dem, hun arbejder for,” fortæller Anika Liversage.

For nogle værtsfamilier bliver samværet med au pairen derfor også et stykke kulturelt opdragelsesarbejde. En værtsmor fortæller: ”Når de starter, kommer de fra en helt anden kultur. Så er de meget ”ma’am”-agtige. Når de så tager herfra, er de blevet sådan nogle dejlige, selvstændige piger. Det er dejligt at opleve den udvikling.” Pigerne skal lære at sige fra og til, fortæller flere – også når det gælder noget så simpelt som at lange til sig ved middagsbordet: ”Altså, her i huset, er vi jo tit mange, så man langer bare til fadet med frikadeller. Så siger jeg til hende: ’Du skal simpelthen tage. Du skal bede om de ting, du vil have her i livet, for ellers æder vi andre sgu’ da alle frikadellerne!’”

Anika Liversage: ”Familiernes historier om au pairen handler om ofte om at når de kommer, er de ydmyge og underdanige, men vi gode danske, ligestillingsorienterede familier hjælper dem til at blive stærkere og til at turde sige nej. Men det gælder kun til et vist punkt – i det øjeblik familien virkelig har brug for au pairens hjælp i hverdagen, vil de jo helst have, at hun siger ja. Så det er meget ambivalent, og det kan være vanskeligt for au pairen så at sige at lære at være ulydig på den rigtige måde.”

Fakta

publikation Den danske au pair-ordning
Forfattere Anika Liversage, Rebekka Bille, Vibeke Jakobsen
Emner Arbejdsmarkedet, Familie, Integration, Ligestilling
Forskningsemne Beskæftigelse og arbejdsmarked

Søg på sfi.dk