Artikler

Længere anbringelser er svære i praksis

Del

For at skabe større kontinuitet og stabilitet for anbragte børn og unge har nye regler gjort det muligt fx at forlænge anbringelser. Det kan dog være vanskeligt for sagsbehandlerne at bruge de nye regler i praksis, fordi de oplever, at det kan sætte ’det gode forældresamarbejde’ over styr.

For at skabe større kontinuitet og stabilitet for anbragte børn og unge, trådte en række lovændringer i kraft i 2009. Efter fem år har SFI nu evalueret, hvordan det går med implementeringen af de nye regler.

Undersøgelsen viser, at sagsbehandlerne er positivt stemte over for de nye regler, men de er usikre på, hvordan de skal bruge dem. De mangler både faglig støtte til at fortolke reglerne og viden om, hvad der konkret skal til for at få en sag godkendt efter det nye regelsæt.

”Et er, at det kan være vanskeligt for sagsbehandlerne at overbevise forældre om, at det fx er bedst for barnet med en længere anbringelse. Endnu sværere bliver det, hvis de efterfølgende ikke kan komme igennem med det internt i forvaltningen,” fortæller seniorforsker Siddhartha Baviskar, der har været med til at lave undersøgelsen.

Forældre er bange for at ’miste’ deres barn

Rapporten viser, at det kan være vanskeligt for sagsbehandlere at bruge de nye regler i praksis, fordi de oplever, at det kan sætte ’det gode forældresamarbejde’ over styr. Selvom en sagsbehandler har en sag, hvor en af de nye lovregler kunne anvendes, fravælger de det ofte. De vil ikke risikere at sætte samarbejdet med forældrene på spil.

Jette Larsen, der er sagsbehandler i Borgercenter Børn & unge Brønshøj/Husum/Vanløse, kender til både fordelene og ulemperne ved de nye regler. Hun oplever, at det giver mere ro omkring en sag – både for sagsbehandleren og barnet, hvis sagen ikke længere skal tages op hvert andet år. ”Børnene kan føle sig mere trygge, når de ved, at de nu kan være i deres plejefamilie indtil de bliver 18 år.”

For forældrene derimod kan det være et stort pres: ”Forældrene oplever at de mister deres barn, og det håb, de har haft om at få barnet hjem, bliver slukket helt. Forældrene kan have svært ved at have tillid til en sagsbehandler, der i deres øjne er årsag til, at de ’aldrig’ kan få deres barn hjem,” fortæller Jette Larsen.

Brug for hjælp til at tolke reglerne

I rapporten peger forskerne på en række indsatser, som kan være med til at gøre sagsbehandlerne mindre usikre på, hvornår og hvordan de kan bruge de nye regler. De anbefaler bl.a. faglig støtte til at fortolke lovreglerne og til at sikre den dokumentation, der kræves for at tage dem i anvendelse, og bedre rammer for at fremme videndeling sagsbehandlerne imellem.

Jette Larsen efterspørger også hjælp til at gennemskue, hvad der skal til for at lave et godt forarbejde, så en sag har chance for at blive godkendt internt i kommunen, eller hvis forældrene anker til Ankestyrelsen. Hun mangler information om, hvordan lovgivningen skal tolkes.

I den første sag, Jette Hansen havde efter de nye regler, søgte hun om videreførelse af en anbringelse uden tidsbegrænsning, men fik ikke medhold i Ankestyrelsen. ”Sagen blev tilbagevist, da jeg ikke havde taget stilling til faderens tilknytning til børnene. Jeg havde fortolket reglerne sådan, at det kun var barnets tilknytning til anbringelsesstedet, der havde betydning. Jeg fik derfor besked på at hjemgive børnene.”

Da Jette Larsen ikke var enig i afgørelsen, gik hun til Børne- og Ungeudvalget med en almindelig anbringelse, og børnene er nu fortsat anbragt.

Fakta

publikation Kontinuitet i anbringelser
Forfattere Siddhartha Baviskar, Mogens Christoffersen, Kirstine Karmsteen, Jacob Brauner, Helle Hansen, Marie Leth-Espensen, Andrea Christensen
Emner Anbringelser, Foranstaltninger for børn og unge
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk