Artikler

Lodtrækningsforsøg er pålidelig - og krævende - forskning

Del

En af de mest pålidelige måder at måle effekter af sociale indsatser på er de såkaldte lodtrækningsforsøg. Det er også en af de mest krævende måder. Videnskabelig assistent Helle Hansen fortæller om erfaringerne fra arbejdet med den nye SFI-rapport ”Støtte til udsatte børnefamilier”.

Når man skal måle effekten af sociale indsatser, gælder det om at lave undersøgelser, der med størst mulig sikkerhed måler effekten af indsatsen, og ikke af andre faktorer i deltagernes liv og hverdag.

Det egner de såkaldt randomiserede, kontrollerede forsøg sig til – på jævnt dansk lodtrækningsforsøg, fortæller videnskabelig assistent Helle Hansen. Hun arbejder til daglig i SFI’s afdeling for Kontrollerede Forsøg, der netop specialiserer sig i denne type undersøgelser.

Eliminér det uvedkommende

Lodtrækningsforsøgenes styrke ligger i tilfældigheden: Alle deltagerne i undersøgelsen har mulighed for at få tildelt en af to eller flere forskellige indsatser, der alle som udgangspunkt matcher deres behov – og hvem der får hvilken indsats, bestemmes ved lodtrækning.

Det giver den bedste statistiske sikkerhed til at måle effekten, fordi det så at sige eliminerer personernes karakteristika, så der kun måles på den eventuelle forskel, indsatsen har gjort, forklarer Helle Hansen.

”Det kan være en deltager møder en kæreste eller en rollemodel i forløbet, som har stor betydning og derfor påvirker effekten af en indsats, men fordi vi trækker lod, vil der være nogen af de personer i begge grupper. Det gør, at alle uvedkommende faktorer bliver neutraliseret, og derved giver det den bedste statistiske sikkerhed, fordi indsatsen bliver tildelt 100 % tilfældigt ”, siger Helle Hansen.

Bump på vejen

Når forskning og praksis skal samarbejde i lodtrækningsforsøg, kan der opstå mange forskellige udfordringer gennem undersøgelsesprocessen. Det kan være, at deltagerne ikke får tildelt indsatserne tilfældigt, eller at deltagerne ikke svarer på evalueringen af indsatsen.

Helle Hansen oplevede de udfordringer i arbejdet med en ny SFI-rapport om udsatte børnefamilier. Formålet med undersøgelsen var at måle effekten af de to mest brugte familiebevarende foranstaltninger, Familiebehandling og Praktisk Pædagogisk Støtte. Men ud fra de data, forskerne indsamlede, var det ikke muligt at fastslå, hvilken af foranstaltningerne, der havde den bedste virkning.

”Praktisk Pædagogisk Støtte og Familiebehandling lå for tæt på hinanden som familiebevarende foranstaltninger, og blev derfor ofte tildelt i en kombination af hinanden. Vi har derfor ikke kunnet finde en signifikant forskel, fordi der var for få deltagere, som havde fået tildelt indsatserne hver for sig”, siger Helle Hansen som forklarer, at det er vigtigt at finde den gyldne middelvej, hvor indsatserne ikke ligger for tæt på hinanden, men samtidig skal kunne supplere hinanden, så alle deltagere i forsøget får en relevant behandling.

Flere familier

Familiebehandling handler om at forældrene får råd, vejledning og støtte til at kunne organisere hverdagen bedre, mens Praktisk Pædagogisk Støtte skal sikre bedre forældrekompetencer og familierelationer gennem terapiforløb. I undersøgelsen om udsatte børnefamilier har de fleste familier modtaget lidt af begge dele, og ligeledes er der behov for flere end de 43 familier, som svaret på evalueringen.

”Det kan ikke udelukkes, at vi kunne finde en forskel på de to behandlinger, hvis vi undersøgte flere familier, der fik tildelt foranstaltningerne isoleret og uden de overlap, vi har set i denne undersøgelse” siger Helle Hansen.

Fakta

publikation Støtte til udsatte børnefamilier
Forfattere Helle Hansen, Peter Rohde Skov, Kresta Munkholt Sørensen
Emner Familie, Udsatte grupper, Familiebaggrund, Udsatte børn og unge
Forskningsemne Udsatte grupper

Søg på sfi.dk