Artikler

”Man er varsom med at anklage nogen”

Del

Faggrupper, der arbejder med små børn, tøver ofte med at underrette myndighederne, når de får mistanke om at et barn udsættes for vold i hjemmet. Det kan være svært at overskue konsekvenserne, både i forhold til barnet, familien og fagfolkene selv, viser en ny undersøgelse fra SFI.

”En børnehavepædagog, som er erfaren i faget, og kompetent og som har talt med børn i årevis, hører jeg sige sætningen, 'hvem skal jeg så snakke med, hvis han kommer og siger noget?'. Så glemmer man fuldstændigt det, man kan. Det er også det, rådgiveren siger: ”hvordan skal vi tage den samtale?”. Og vi kan endda også selv blive ramt af det, når vi bliver usikre. Så der er noget på færde her, der gør noget ved os alle sammen. Lige med det tema. Lige med vold.”

Sådan siger en afdelingsleder i et socialcenter om fagfolks reaktion, når de får mistanke om, at børn i deres varetægt bliver udsat for vold i hjemmet. Forskere fra SFI har interviewet lederen og 21 andre fagfolk, der har kontakt med børn i førskolealderen og det professionelle miljø omkring dem: Sundhedsplejersker, pædagogiske konsulenter, familiebehandlere og socialrådgivere, der arbejder med børnesager. Undersøgelsen er bestilt af Socialministeriet, og resultatet er netop udkommet i form af rapporten ”Vold mod førskolebørn”.

Formålene med undersøgelsen er at indkredse dette ”noget”, som afdelingslederen fortæller om – det, som gør, at fagfolk undertiden ikke ser tegnene på vold mod børn, eller tøver med at underrette myndighederne, når de får mistanke om volden.

Vold er usynlig

Den første forudsætning for at underrette om volden er at få øje på den, og allerede her peger fagfolkene på en række barrierer. Offeret gør ofte selv alt for at skjule volden, og fagfolk skal overskride en grænse, både hos sig selv og familien, for at få øje på volden. 

”Det er jo altså farligt, og det gør ondt at se på. Så jeg tror, vi har nogle mekanismer engang imellem, som gør, at vi siger, ”Det kan ikke passe, det jeg ser. Hun er så sød. Det er bare mig, der render rundt med de her dumme tanker.””, siger en af de interviewede.

Som udgangspunkt er det en privatsag, hvordan folk opdrager deres børn, og det kan være svært at vide, hvor det private slutter og det faglige ansvar starter for de professionelle omkring barnet. Er det et tegn på vold, at mor tager barnet hårdt om armen, når de går fra børnehaven? Det kan være uhyre vanskeligt at tage den samtale med forældrene, der skal afklare spørgsmålet. 

”Jeg tror, at spørgeteknik til at nærme sig sådan noget her er rigtig, rigtig svært. Og den har man ikke tilegnet sig, bare fordi man har gået 4 år på seminariet og har 5 års erfaring”, siger en pædagogisk konsulent.

Den blivende gode relation

Når man har fået øje på volden og erkendt, at den finder sted, er næste barriere at beslutte, hvordan man skal gribe ind. 

”Man er også varsom med at anklage nogen for noget, der ikke er hold i. Det tror jeg både handler om en selv og ens egen sikkerhed, men også, at når man arbejder i det her felt, er den blivende gode relation til forældrene lige så vigtig som den blivende gode relation til barnet”, siger en pædagogisk konsulent.

En underretning til de sociale myndigheder fører ofte til, at dialogen med familien bliver meget svær, og nogle fagfolk frygter også, at barnet udsættes for mere vold som straf for at have fortalt en udenforstående om forholdene i hjemmet. 

[Frontpersonalet] er altid bange for at gøre det værre for barnet. Hvis de vidste, at det ville hjælpe barnet, at de lavede en underretning til os, eller hvis de gik videre med det, så ville de ikke være så meget i tvivl. Men den der med, ”Hvad nu, hvis de ikke får tilbudt en hjælp, som hjælper barnet …? Nu har vi afdækket problemet, og nu får de så flere tæsk.” Det er for mig at se den største barriere. Det er den, de altid vender tilbage til”, siger en områdekoordinator fra familiekontor.

Mere kontakt med forvaltningen

Mange af de interviewede fortæller, at frontpersonalet i fx daginstitutioner gerne vil have mere kontakt med den lokale socialforvaltning. De er usikre på, hvordan man ser tegnene på vold, og hvad det er, man sætter i gang med en underretning. Mange ved for lidt om lovgivningen og mulighederne, siger en afdelingsleder i et socialcenter:

”Vi gør rigtig meget ud af, at vores samarbejdspartnere kender os og ved, hvad det er vi laver. For desværre er det jo sådan, at der jo sidder rigtig mange pædagoger og skolelærere rundt omkring, som er bekymrede for at underrette. Fordi de selv har en forforståelse af, at når man først kommer i kontakt med de sociale myndigheder, så bliver børnene anbragt.”

Mange efterlyser muligheden for at få jævnligt besøg af en socialrådgiver ude i institutionen, som kunne drøfte børnenes trivsel med de ansatte. Det ville give personalet en mulighed for at vende deres bekymringer med en, der kender lovgivningen og ved, hvordan barnet får den bedste hjælp.

Fakta

publikation Vold mod førskolebørn.
Forfattere Helene Oldrup, Maia Lindstrøm, Sara Korzen
Emner Kriminalitet, Skole og uddannelse, Velfærdssamfundet
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk