Artikler

Med Gertrud og Sofie på plejehjem

Del

Det er meget forskellige liv, der leves på landets plejehjem og i plejeboligerne. Men uanset om den ældre er åndsfrisk eller mere svagelig og måske dement, så får langt de fleste en bedre livskvalitet, når de kommer på plejehjem eller i plejebolig. Det dokumenterer en rapport, som SFI har udarbejdet for Ældrekommissionen.

Om ASCOT-metoden

ASCOT-metoden (Adult Social Care Outcomes Toolkit) er en metode til at omsætte de ældre beboeres livskvalitet til et målbart tal.
Metoden tager udgangspunkt i de ældres egne udsagn, som suppleres med plejemedarbejderes vurderinger og forskernes observationer.
ASCOT måler på otte såkaldte livskvalitetsdomæner:
  • Kontrol over dagliglivet
  • Personlig pleje og velbefindende
  • Mad og drikke
  • Boligen
  • Tryghed
  • Aktiviteter
  • Social kontakt
  • Værdighed
ASCOT-metoden er udviklet og afprøvet i England. Det er første gang, metoden bruges i Danmark.

”’Kom ind!’, lyder det venligt, da jeg banker på hos Gertrud. Jeg åbner døren og træder ind i et lille, hyggeligt hjem. […]Ved spisebordet sidder en lille ældre kvinde i en kørestol. Hendes hvide hår er kortklippet og velfriseret, og hun er klædt i mørke bukser og en lys feminin skjorte med krave.”

Sådan beskriver forskningsassistent Rikke Nøhr Brünner mødet med Gertrud. Hun er en af de tre cases i rapporten Omsorg og livskvalitet i ældreplejen, hvor Brünner sammen med forskerkollegaerne Tine Rostgaard og Torben Fridberg søger at give et svar på det centrale spørgsmål: Får ældre et bedre liv, når de kommer på plejehjem eller i plejebolig

Gertrud kan selv

Gertrud er på flere områder et godt billede på den generelle tendens i rapporten: Selv om hun ikke er helt tilfreds med maden på plejehjemmet, og derfor hellere spiser frokost på den nærliggende café, så er det åbenlyst, at plejepersonalets omsorg giver hende et bedre liv.

SFI-undersøgelsen viser, at et af de behov, der er sværest at opfylde hos de ældre, er behov for aktiviteter og social kontakt. Omkring én ud af fire af ældre i undersøgelsen får ikke dækket deres behov for social kontakt og for aktiviteter i hverdagen på trods af medarbejdernes indsats.

Men her adskiller Gertrud sig fra den generelle tendens. Hun er frisk, har god kontakt til sine børn, børnebørn og oldebørn, og hun ruller selv kørestolen til stolegymnastik flere gange om ugen – således også sammen med Rikke Nøhr Brünner, som fortæller i rapporten:

”Da vi ankommer til træningslokalet, bliver hun hilst velkommen af fysioterapeuterne, og de hjælper hende med at komme fra kørestolen over i en almindelig stol. Træningen foregår i et stort lokale, og de ca. 25 deltagende beboere sidder i en stor rundkreds med to fysioterapeuter i midten. Selvom der næsten er et kvarter, til træningen begynder, er stort set alle deltagerne allerede ankommet. Kun ganske få af beboerne taler med hinanden, de sidder blot forventningsfuldt og venter på, at træningen skal begynde.”

Forskerne bruger den såkaldte ASCOT-metode i undersøgelsen til at vurdere de ældres livskvalitet. Metoden tager udgangspunkt i de ældres egne udsagn, som suppleres med plejemedarbejderes vurderinger og forskernes observationer. De indsamlede oplysninger omsættes til et kvantificérbart mål (dvs. tal) hvor en række forskellige parametre vægtes i forhold til hinanden. Det er første gang, metoden bruges i Danmark. 

Sofie har demens

Hvor Gertrud altså har fuld kontrol over sit aktive liv, så ser det anderledes ud for en anden case i rapporten, Sofie, som lider af svær demens. Rikke Nøhr Brünner skal observere Sofie i plejehjemmets fælles dagligstue, hvor to andre demente beboere sidder foran et tændt fjernsyn:

”Sofie sover nu i sin stol. Tegnefilmen slutter, og en dokumentar om Danmarks små øer starter. Ingen af beboerne følger med i programmet; det virker slet ikke, som om de opfatter tv’et. Et kvarter senere kommer et […] personalemedlem ind i dagligstuen. Han går hen til tv’et og lader sig opsluge af dokumentaren et par minutter, inden han går ud af rummet igen. Han hilser ikke på beboerne. Han ænser dem knap,” lyder forskerens beskrivelse.

Sofie er afhængig af personalet til stort set alt, så det er åbenlyst, at plejehjemmet giver hende en bedre livskvalitet, end hun ville have haft, hvis hun var alene. Men alligevel har hun en række behov om fx social kontakt og aktiviteter, som slet ikke bliver opfyldt.

Sofie har det sværere end de fleste, men SFI’s undersøgelse viser dog, at omkring én ud af hundrede ældre ikke får opfyldt deres behov i forhold til enten bolig, mad og drikke, tryghed, kontrol eller værdighed, når de flytter ind i en plejebolig.

Fakta

publikation Omsorg og livskvalitet i plejeboligen
Forfattere Tine Rostgaard, Rikke Nøhr Brünner, Torben Fridberg
Emner Teori og metode, Boligforhold
Forskningsemne Ældres levevilkår

Søg på sfi.dk