Artikler

Minimumskrav på universiteterne mindsker den sociale mobilitet

Del

Hvis Københavns Universitet som planlagt indfører et minimumskrav på karakteren 6 for unge, der søger ind gennem kvote 1, vil det gå ud over den sociale mobilitet – og det vil ikke, som argumentet ellers lyder, højne kvaliteten på uddannelsen.

For nylig har Københavns Universitet meldt ud, at de agter at indføre et minimumskrav på karakteren 6 for at unge kan søge ind gennem kvote 1. Denne udmelding er blevet sammenkædet med en bredere diskussion om, hvorvidt karaktergennemsnit fra gymnasiet er en social retfærdig måde at optage på, og om karaktergennemsnit er gode indikatorer på kvalitet i uddannelserne. I denne analyse vil jeg gennemgå argumenterne i debatten, og jeg vil særligt argumentere for, at det har negative konsekvenser for den sociale mobilitet, hvis man indfører minimums-karakterkrav for at kunne søge optagelse gennem kvote 1.

I debatten har man nemt kunnet få opfattelsen af, at et minimumskrav på 6 er uproblematisk at indføre, eftersom karakterer er en både effektiv og social retfærdig måde at optage studerende på. Det er således blevet fremhævet at et minimumskrav på seks vil øge kvaliteten uden at have nævneværdige negative sociale effekter.

Argumenterne for, at karakterer er gode indikatorer for kvalitet, er at der er en sammenhæng mellem gymnasiekarakterer og frafald. Dette viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som har leveret datagrundlaget for en del af den aktuelle debat.

Argumenterne for, at karakterer er socialt retfærdige som optagelsesprincip, refererer blandt andet til en undersøgelse jeg selv har foretaget, der viser at karaktergennemsnit kan være en socialt mindre uretfærdig måde at optage studerende på end optagelsesprøver i kvote 2. Dette gør nu ikke nødvendigvis karaktersystemet socialt retfærdigt, men i al fald mindre uretfærdigt end optagelsesprøverne i kvote 2, som faktisk ofte tilgodeser studerende fra ressourcestærke baggrunde.

Ud fra disse argumenter kan man imidlertid ikke udlede, at det er en specielt god ide at indføre minimumskrav i kvote 1, hverken for den sociale mobilitet eller kvaliteten.

Lad os tage den sociale mobilitet først: Det vil tværtimod gå ud over den sociale mobilitet, hvis KU indfører et minimumskrav på 6. Som figuren viser, hænger gymnasiekarakterer og social baggrund tæt sammen – jo længere uddannelse ens forældre har, jo højere er ens karaktergennemsnit fra gymnasiet. Der er derfor, ikke overraskende, en stor overvægt af unge fra kortuddannede hjem blandt de, der har under 6 i snit fra gymnasiet. Med mindre vi antager at samtlige af disse unge vil blive optaget gennem kvote 2 i stedet for, så vil disse unge vil blive forhindret i at tage en universitetsuddannelse på Københavns Universitet fremover, og alt andet lige vil universitetet komme til at rekruttere endnu mere socialt skævt end det allerede gør.

Men hvad så med kvaliteten? Københavns Universitets argumenter for at sætte et minimumskrav er at øge kvaliteten, og der henvises konkret til at frafaldet er højere blandt studerende med lave karakterer fra gymnasiet (som EVA’s rapport også viser). I debatten har man brugt eksemplet med, at studerende med et karaktergennemsnit på 4 har en dobbelt så stor risiko for at falde fra som studerende med et gennemsnit på 10.

Det er imidlertid ikke en sammenligning vi kan bruge til særlig meget i praksis. Langt de fleste studerende ligger omkring middelkarakteren, og det er en forsvindende lille del af de studerende på Københavns Universitet, der har et gymnasiegennemsnit på 4. Blandt de studerende der har et gennemsnit under 6, ligger hovedparten et sted mellem 4,8 og 6, svarende til omkring 7,5 og 8 på den gamle karakterskala.

Har disse studerende så markant større sandsynlighed for at falde fra? Nej, ikke hvis man konsulterer EVA’s rapport; studerende med for eksempel 5,5 i karaktergennemsnit har ikke meget mere end 2 procentpoints større risiko for at falde fra end studerende med for eksempel 6,5 fra gymnasiet. Selv hvis vi går ind på præmissen om, at mindre frafald er lig med mere kvalitet, vil effekten af tiltaget på kvaliteten af uddannelserne derfor nok være meget begrænset.

Hvorvidt det potentielle kvalitetsløft opvejer de negative konsekvenser af at optage socialt skævere end før, er et spørgsmål om perspektiv. Fra et socialforsker-synspunkt kunne jeg godt ønske mig et større fokus på den sociale mobilitet, når vi diskuterer adgang til de videregående uddannelser. Jeg tænker her på den store gruppe af unge, der ligger lige under 6 i snit fra gymnasiet, som måske nok har en marginalt større risiko for at falde fra end deres venner på den anden side af 6-tallet, men som langt overvejende stadig ville gennemføre og få en uddannelse til gavn for sig selv, samfundet, og den sociale mobilitet. Har vi som samfund ikke et fælles ansvar for, ikke at udelukke egnede unge fra kortuddannede hjem der kan og vil tage en universitetsuddannelse? 

Figuren viser gymnasiegennemsnittet blandt 25-årige i 2010 fordelt på forældrenes uddannelsesniveau. Der er vist det højeste uddannelsesniveau blandt forældrene. Ny karakterskala. Egne beregninger på baggrund af registerdata.

Denne analyse har været bragt i Politiken den 13. marts.

Kontaktperson(er)

Jens Peter Thomsen

Seniorforsker
Telefon 33 48 08 35 E-mail jpt@sfi.dk

Søg på sfi.dk