Artikler

Når børn sættes ud af deres hjem

Del

Stadig flere danske børn oplever, at de og deres familie må flytte fra en lejebolig med fogedens mellemkomst, fordi der ikke er blevet betalt husleje. For børnene er tiden under og efter udsættelsen en voldsom belastning, viser en ny SFI-rapport.

”Jeg har det ikke så godt med alt det flytteri. Jeg får ondt i maven over det og hovedpine. (..) Det er, fordi jeg spekulerer på alle mulige ting. Og på når man er flyttet ind, hvordan det så bliver, om man skal flytte igen på et tidspunkt. Men nu håber jeg, at vi bliver boende her i noget tid.”

Sådan fortæller Simon på 15 år i SFI-rapporten ”Når børnefamilier bliver sat ud af deres lejebolig”. Hans familie har boet på skiftende adresser, siden de for to år siden måtte flytte fra deres lejebolig som følge af en fogedsag, fordi de ikke havde betalt husleje.

Simon er en af de skønsmæssigt godt 11.500 børn, der i perioden mellem 2002 og 2009 oplevede at blive sat ud af deres hjem. Og problemet er i vækst: Mens der i 2002 var ca. 400 børnefamilier, der blev sat ud, var tallet i 2009 steget til godt 1000 familier.

Tæt på hjemløshed

Simons historie er ikke usædvanlig. Ingen af de familier, forfatterne bag rapporten har mødt, havde en ny, permanent bolig at flytte hen til, da de blev sat ud. For mange familier bliver udsættelsen derfor startskuddet til en lang periode, hvor familien bor på skiftende adresser hos venner og familie, i nødbolig eller på krisecenter.

”Undersøgelsen viser, at mange af de boligudsatte børn lever under forhold, der nærmer sig hjemløshed, og det er selvfølgelig en voldsom belastning for dem”, siger forsker og medforfatter til rapporten, Helene Oldrup.

Del af et mønster Rapporten viser, måske ikke overraskende, at de boligudsatte familier også på andre måder er ramte. Udsættelsen er sjældent en enkeltstående, ulykkelig begivenhed i familiernes liv, men snarere del af et generelt mønster af social eksklusion, som familierne oplever – både, når det handler om uddannelse, arbejde og bolig. Forældrene har typisk ingen eller kort uddannelse, de er ofte unge og har tre eller flere børn, undertiden sammenbragte, og mange er på kontanthjælp, dagpenge eller orlov.

De forhold kan også aflæses i børnenes trivsel: Cirka hvert tiende af børnene er allerede kendt af kommunen, når fogedsagen kommer, enten i forbindelse med en forebyggende foranstaltning, en anbringelse eller en ungdomssanktion. Det tilsvarende tal blandt danske børnefamilier generelt er en ud af tyve børn. Der er altså, selv når man ser bort fra deres usikre boligforhold, ofte tale om socialt og psykisk sårbare børn.

Venner er vigtige

Oftest er børnene ikke til stede under selve udsættelsen, men er fx blevet sendt hen til familie eller blevet bedt om at blive længere i skole eller institution. Nogle børn er ikke klar over, at familien er blevet sat ud, men har blot fået at vide, at de skal flytte. De fleste fortæller, at de var meget kede af det over at flytte. Sidsel på 8 år: ”Jeg kommer hjem fra skole. Mor siger, at jeg skal pakke mit værelse ned. ”Hvorfor?” ”Fordi vi ikke kan bo her mere.” Jeg blev rigtigt ked af det, men så kom en af mine veninder og så, at jeg sad ude i haven og var ked af det. Hun hjalp mig og gjorde mig glad.”

Netop relationerne til venner og jævnaldrende fylder meget i børnenes fortællinger. Nogle, som Sidsel, fortæller om den store betydning, en god ven kan have i den kaotiske situation, de står i. Andre oplever at miste kontakten til veninder. Emma på 10 år fortæller: ”Og så var det faktisk, at jeg skulle undvære min veninde, der hedder Sally. Den weekend, hvor vi flyttede, da var min veninde Sally, hende der bor hos sin far, da var hun hjemme hos sin mor. Så jeg fik egentlig ikke rigtigt sagt farvel til hende. Så det var lidt ærgerligt.”

Ondt i maven

Om tiden efter udsættelsen fortæller børnene, at de er bekymrede, usikre og utrygge ved deres boligsituation. De har mange tanker om fremtiden, og uro og smerter i kroppen. Flere har konkrete, fysiske symptomer som ondt i maven eller i hovedet. Signe på 11 år fortæller: ”Jeg har meget, meget tit hovedpine. Og det har jeg hver dag, fordi jeg skærer tænder. Og derfor bliver jeg dårligere og dårligere ovre i skolen.”

Udsættelsen betyder ofte også, at børnene har mistet nogle af deres møbler, ting og legetøj, enten midlertidigt eller permanent. Sarah på 9 år fortæller, at hun havde ”en rigtig flot prinsesseseng”, men ” den fik vi ikke, fordi kommunen, de tog vores ting hen på sådan et sted, hvor man kunne købe det.” Asger på 7 år har sine ting opmagasineret og savner dem: ”Jeg har en stor legetøjs-cementblander, hvor man også kunne hælde vand ned i, og så kunne den også sprøjte. Men den er gemt væk. Så er der en grøn lastbil, men den er også gemt væk, og det er også ret irriterende”. 

Rapportens forfattere har også spurgt børnene, om de havde nogle gode råd til andre, der oplever at blive sat ud. Maria på 12 år får det sidste ord med følgende råd: ” Bare tænke på, at der nok kommer en tid, hvor de kan få deres eget igen. At de ikke behøves at være kede af det, for der skal nok komme en tid, hvor de skal få deres eget igen.”

Fakta

publikation Når børnefamilier sættes ud af deres lejebolig
Forfattere Helene Oldrup, Anders Høst, Alva Albæk Nielsen, Bence Kovacs
Emner Boligsociale område, Familie, Boligforhold, Levevilkår, Udsatte børn og unge
Forskningsemne Udsatte grupper

Søg på sfi.dk