Artikler

Når de nærmeste træder til

Del

Børn, der er anbragt hos familie eller i barnets nære omgangskreds, har det bedre end børn i traditionelle anbringelser. Det viser ny internationale forskningsoversigt fra Campbell. Marianne Folden, der er Familieplejefaglig Leder hos FABU, ser positivt på slægtsanbringelse som en mulighed, når et barn skal anbringes.

I de seneste år er brugen af slægtsanbringelse vundet frem, når et barn skal fjernes fra hjemmet. Det vil sige, at barnet er anbragt uden for hjemmet hos personer i barnets familie eller nære omgangskreds.

Slægtsanbringelse gør det muligt for barnet at bo med mennesker som det allerede har en relation til og stoler på. Det kan hjælpe barnet igennem den traumatiske oplevelse, det kan være at blive anbragt uden for hjemmet.

En ny forskningsoversigt fra det internationale Campbell-samarbejde sætter fokus på, hvilken effekt slægtsanbringelser har på børns trivsel i forhold til traditionelle anbringelser hos plejefamilier. Forskerne bag oversigten har målt effekten af slægtsanbringelse på bl.a. barnets adfærdsmæssige udvikling, stabilitet i anbringelsen og barnets opnåede uddannelsesniveau.

Slægtsanbringelse øger børns trivsel 

Forskernes endelige konklusion er, at børn i slægtsanbringelse trives bedre end børn anbragt i plejefamilier. Det vil sige, at et barn der er anbragt i slægtspleje, bl.a. er mindre aggressivt overfor omverdenen og trækker sig mindre ind i sig selv, end et barn der er anbragt i en plejefamilie. Desuden er slægtsanbringelse bedre til at sikre stabilitet i anbringelsen end anbringelse hos plejefamilier, hvilket betyder, at der kommer færre opbrud i børnenes hverdag.

Undersøgelsen viser også, at børn i traditionelle anbringelser udnytter psykologiske tilbud eller andre former for terapi i større omfang end børn, der er anbragt hos familie eller venner. Det kan hænge sammen med, at børn i traditionelle anbringelser har et større behov for terapi. Det kan også skyldes, at de traditionelle plejeforældre er bedre til at identificere barnets behov for terapi og kender mere til de muligheder, barnet har for at få hjælp.

Danske forhold

I 2007 var 14.960 børn og unge anbragt udenfor hjemmet i Danmark. Af disse var 241 børn anbragt i slægtspleje, og 320 var anbragt i netværksplejefamilie. Ifølge anbringelsesreformen fra 2006 skal man undersøge muligheden for slægtsanbringelse, før man anbringer et barn i familiepleje.

Marianne Folden, der er Familieplejefaglig Leder hos FABU (Forebyggelse, Anbragte Børn og Unge), ser positivt på slægtsanbringelse som en mulighed.

”Fordelen er, at barnet forbliver i familien, men ulempen er, at slægtsplejefamilien måske ikke er helt opmærksom på, at barnet stadig reagerer følelsesmæssigt på skiftet – og kan have sværere ved at vise savn efter forældre, der har svigtet,” siger hun.

Det kan også skabe svære loyalitetskonflikter for fx bedsteforældre at skulle have ansvaret for samværet mellem deres egne børn og det anbragte barnebarn. Og i det hele tage samarbejdet med forældrene kan være en udfordring.

”Når jeg taler med de familier, der har været slægtsplejefamilier i flere år, siger de, at det ikke er barnet, der er det største problem. Det er faktisk derimod samarbejdet med de anbragte børns forældre,” fortæller Marianne Folden. 

Ikke altid den rigtige løsning
Forskerne bag forskningsoversigten peger på, at slægtsanbringelse ikke nødvendigvis er den rigtige løsning i alle tilfælde. Det kræver en faglig vurdering af hvert enkelt barn for at finde ud af, om barnets og familiens tarv varetages bedst ved en traditionel anbringelse eller en slægtsanbringelse.

Det er Marianne Folden helt enig i.

”De fleste af de børn, jeg har været i forbindelse med, har haft en rigtig god trivsel i slægtsplejefamilierne, men slægtsanbringelserne skal helt klart være en individuel vurdering.”

Søg på sfi.dk