Artikler

Når det synlige handicap bliver en elefant i rummet

Del

Politisk korrekthed og misforståede hensyn resulterer i en diskurs, hvor kolleger og ledere utilsigtet stigmatiserer mennesker med cerebral parese som ’de anderledes’ i forhold til ’normalen’ på arbejdsmarkedet. Resultaterne kan overføres til andre grupper af handicappede, siger professor Nanna Mik-Meyer, der står bag det nye studie fra SFI/CBS.

Forskningen bag

Denne artikel har afsæt i den videnskabelige artikel ”Othering, ableism and disability: A discursive analysis of co-workers’ construction of colleagues with visible impairments”, der er publiceret i det ansete tidsskrift Human Relations (online den 4. februar 2016). Undersøgelsen er finansieret af Ludvig og Sara Elsass Fond og bygger på kvalitative interviews med 19 chefer og 43 kolleger til 13 medarbejdere med cerebral parese i varierende sværhedsgrad. Andre publikationer af Nanna Mik-Meyer fra projektet er publiceret i Work, Employment & Society, Gender, Work & Organization og Scandinavian Journal of Disability Research.

Den fysiske funktionsnedsættelse er tydelig hos undersøgelsens 13 deltagere med cerebral parese. Alligevel taler ingen af de 62 interviewede kolleger eller ledere direkte om det fysiske handicap, når de fortæller om det daglige og faglige samarbejde med deres handicappede kollega. I en blanding af politisk korrekthed og misforståede hensyn kommer de i stedet til at fortælle, at deres kolleger med cerebral parese ikke er anderledes end eksempelvis rødhårede, homoseksuelle, immigranter eller transvestitter. Og hermed kommer de til at gøre det, som de allermindst ønsker: at stigmatisere og kategorisere deres handicappede kolleger i en gruppe for sig; som dem, der er anderledes. 

”I vores samfund ser vi helst os selv som rummelige og tolerante, og det er ikke politisk korrekt hverken at bemærke eller tale om, at nogen skiller sig ud fra andre. Selv om det ligger lige under overfladen, så taler vi ikke højt om det, der er anderledes – og det fysiske handicap bliver derfor elefanten i rummet.  Men undersøgelsen viser altså, at der på arbejdspladserne kører to diskurser. Den ene er ’Vi har slet ikke bemærket, at der er noget anderledes ved dig’, mens den anden lyder ’Hold da op, hvor er det menneske anderledes’. De to diskurser støder voldsomt sammen,” siger professor ved SFI, Nanna Mik-Meyer.

Hovedpointer fra artiklen

  • Politisk korrekthed og ønsket om inklusion kan resultere i stigmatisering af mennesker med cerebral parese (spastisk lammelse)
  • Misforståede hensyn og politisk korrekthed kan have negative konsekvenser både for selve arbejdet i virksomheden og for den reelle inklusion på arbejdspladsen
  • Studiets konklusioner kan bredes ud til mennesker med andre synlige handicaps end cerebral parese

Download artiklen som pdf

Den utilsigtede stigmatisering

I sit forskningsprojekt har hun fokuseret på, hvordan ledere og kolleger reflekterer over og taler om deres kolleger med cerebral parese. I mange tilfælde skete der det overraskende, at de begyndte at associere til rødhåret eller homoseksuelle, når de for eksempel blev spurgt, om de havde været nødt til at ændre arbejdsrutiner, om kollegaens kompetencer og behov for hjælp. Ved at tale om rødhårede eller homoseksuelle blev det muligt at tale indirekte om, hvor anderledes de faktisk opfattede deres handicappede kollega.

Eksempelvis svarer en medarbejder følgende, da han bliver bedt om at forklare, hvordan hans indtryk af den handicappede kollega har ændret sig over tid:

”… jeg er meget opmærksom på at sikre mig, at den person jeg ser som unormal ikke opdager, at jeg ser ham eller hende som unormal, forstår du?… Det er som at møde en transvestit, som du er nødt til at tale med.”

Tilsvarende lægger en chef vægt på, at hendes medarbejder med handicap er en almindelig ansat på lige fod med alle andre, og at hun aldrig ville præsentere hende som en medarbejder med et fysisk handicap. Adspurgt hvorfor ikke, svarer hun:

 ”… Det ville være lige så forkert som hvis jeg sagde ’hun er dum’ eller ’hun er blondine’ eller noget i den retning. Du ved, så er der sat et mærkat på hende, du ved, og vi sætter ikke mærkater på folk.”

Der er mange flere eksempler i undersøgelsen, og de viser alle, at selv om de interviewede lægger vægt på ikke at vise, at de synes, at en person er anderledes og at de tydeligvis er optaget af ikke at stigmatisere, så kommer de uforvarende med deres sammenligninger med andre grupper af mennesker – transvestitter, de dumme eller blondinerne – til at kategorisere og stigmatisere deres handicappede kollega som anderledes.

Om undersøgelsen

I undersøgelsen deltog 13 medarbejdere med synlig cerebral parese fra 13 private og offentlige virksomheder. Funktionsnedsættelsen for deltagerne kunne være mere eller mindre tydelig, men skulle dog være synlig, da et formål med undersøgelsen var at undersøge, hvordan at synligt handicap påvirkede relationerne til kolleger og ledere. Konkret blev den handicappede medarbejder først kontaktet, og hvis han eller hun valgte at deltage, var det den handicappede medarbejder, som inviterede sine kolleger og ledere til også at deltage.

Kun på en enkelt virksomhed - en institution for børn med funktionsnedsættelser – talte kollegerne ikke om andre former for anderledeshed, formentlig fordi medarbejderen med cerebral parese her ikke skilte sig ud, da han var en del af flertallet. På de øvrige 12 virksomheder associerede cirka halvdelen af de interviewede til andre personer, som de også oplevede som anderledes, når de skulle fortælle om deres kollega med cerebral parese.

Det her gælder for

”Den politiske korrekthed gør, at vi pr. definition ikke bør interessere os særligt for noget, som er anderledes. Derfor ser vi den her sproglige flugt. Det ville jo have været mere oplagt, hvis kollegerne associerede til andre med samme typer af begrænsninger, for eksempel tidligere kolleger med en eller anden form for handicap, og dermed fastholdt fokus på, hvad de fysiske handicaps betyder for begrænsninger i forhold til arbejdet. Men det overraskende var, at det gjorde de ikke kun,” siger Nanna Mik-Meyer og fortsætter:

”Lederne og kollegerne associerede også til helt andre grupper af mennesker, som skiller sig ud og hvor det slet ikke handler om arbejdet. Det viser for mig at se, at et fysisk handicap vitterlig er et stempel, der præger den måde, man kan blive mødt på. Men da vi som sagt ikke bør tale om det anderledes, så bliver det pakket ind ved at man taler om andre grupper, som af den ene eller anden grund skille sig ud. Det eneste grupperne har til fælles er, at de adskiller sig fra en norm. Intet andet.”

For Nanna Mik Meyer er der ingen tvivl om, at undersøgelsens resultater skal ses i et bredere perspektiv: 

”De her resultater mener jeg sagtens, at man kan brede ud til personer med andre synlige handicaps. Da det jo drejer sig om det vanskelige ved at blive konfronteret med en person, der adskiller sig fra mængde, må man jo forvente den samme reaktion uanset, om det drejer sig om en person, der sidder i kørestol, er blind eller har cerebral parese,” siger Nanna Mik Meyer.

Uproduktive konsekvenser

Ifølge Nanna Mik-Meyer kan det have en række negative konsekvenser på arbejdspladserne, både arbejdsmæssigt og i forhold til reel inklusion, når politisk korrekthed spænder ben for, at vi tør tale om det, som vi oplever som anderledes.

Det kan eksempelvis betyde, at den handicappede selv ikke vil bringe ønsker om forbedringer på arbejdspladsen på banen. Man er måske bare taknemmelig for jobbet og vil ikke skille sig ud ved at bede om at få særlige ønsker opfyldt, for eksempel at få en printer installeret tæt ved sin kontorplads, fordi det kan spare en for mange svære skridt. Medarbejderen vil forsøge at kompensere for sit handikap, og dermed besværliggøres ikke alene arbejdet, men også inklusionen på arbejdspladsen unødigt.

En anden konsekvens kan være, at en leder undlader at indkalde en medarbejder med et handicap til et møde, der specifikt handler om, hvordan man kan indrette arbejdspladsen og arbejdsrutinerne, så det i videst muligt omfang tager hensyn til den handicappedes behov – for man vil ikke italesætte dét, der er anderledes. Men det er et misforstået hensyn, der ikke fremmer ligeværd og inklusion, men tværtimod sætter medarbejderen med funktionsnedsættelse i den situation at skulle bede om hjælp ad-hoc.

”Når ledere, kolleger og deres handicappede kollega selv fastholder den diskurs, at ingen skiller sig ud eller har særlige behov, så understøtter det kun den stigmatisering, som man har søgt at ophæve gennem den politiske korrekthed. Der er tale om massiv politisk korrekthed og desværre nok mest af alt misforstået hensyn, og det gør det meget sværere at lave gode lokale løsninger for medarbejdere med handicap,” siger Nanna Mik-Meyer

Fakta

publikation Othering, ableism and disability
Forfattere Nanna Mik-Meyer
Emner Handicap, Ligestilling, Inklusion
Forskningsemne Beskæftigelse og arbejdsmarked
Kontaktperson

Nanna Mik-Meyer

Forskningsprofessor
DIREKTE 33 48 08 18 E-MAIL nmm@sfi.dk

Søg på sfi.dk