Artikler

Nogle gange går vejen til job via tandlægen

Del

SFI har evalueret mentorordningen, som viser sig i høj grad at være en social ordning, hvor mentorerne skal nedbryde mange forskelligartede barrierer - for eksempel paradentose - for at skubbe borgeren tættere på beskæftigelse.

”Det er klart, at hvis du ikke har en pløk i munden, så er det jo svært at skulle begå sig på arbejdsmarkedet”.

Ordene kommer fra Tina Hegaard, der er helhedsorienteret mentor i Jobcenter København (JKI), som arbejder med de kontanthjælpsmodtagere, der ikke umiddelbart er jobparate. Og ordene er møntet på en af de i alt 30 borgere, hun er mentor for. 

Der er tale om en 52-årig kvinde, der har haft tandlægeskræk hele sit liv og som følge deraf har paradentose i hele munden. Udover de løse tænder lider kvinden af følger efter en hjerneblødning, hun fik nogle år tilbage, og flere andre helbredsmæssige problemer. Hun har ikke arbejdet siden 1996, men vil gerne gøre rent i et fleksjob, da hun formentlig ikke vil kunne varetage et ordinært arbejde. Tina Hegaard skal hjælpe hende på vej.

”Jeg har skubbet på, men hun har været megasej og var selv ude og finde en tandlæge, som, hun nu synes, er verdens sødeste tandlæge. Hun stoler på ham. Han har hevet alle tænderne ud på nær fire, fordi der skulle være noget tilbage til at holde broerne,” siger mentoren.

Hjemløse, psykisk syge og en enkelt dømt for drabsforsøg

Den paradentoseramte kvinde er ikke et ekstremt eksempel fra Tina Hegaards arbejdsdag. Det er tættere på en solstrålehistorie, for det handler om at få de bittesmå ting til at ske i mentorarbejdet, hvor vejen til det erklærede mål med ordningen – uddannelse eller ordinær beskæftigelse – oftest kan virke umådelig lang.

”Det er mange af de dårligste, som vi har. Nogle af dem er psykotiske og kan ikke forstå, hvorfor de skal være på et jobcenter,” siger Tina Hegaard, og understreger, at borgerne er tilknyttet JKI, fordi de får deres ydelse via jobcenteret, hvor der derfor er pligt til at møde op.

Mange af de borgere, som mentorerne får til opgave at hjælpe mod beskæftigelse har psykiske problemer, er hjemløse, stofmisbrugere eller alkoholikere, og der er ofte tale om en kombination af de problemer.

Derudover kommer der også personer med en række voldsdomme, som selvsagt kan være svære at placere på arbejdsmarkedet, da de – som deres straffeattest vidner om – har svært ved at arbejde sammen med andre mennesker. I de tilfælde kan det ifølge Tina Hegaard være et succeskriterie bare at få borgeren til en retspsykiater for at få stillet en mere retvisende diagnose. 

Hjemme- og lægebesøg

For det er ofte der, arbejdet som mentor starter. Med at finde ud af om borgerne har fået stillet den rigtige diagnose, og om der er flere problemer.

”Vi laver rigtig meget helbredsafklaring, da rigtig mange af borgerne har både fysiske og psykiske problemer. Så det kan dreje sig om at få dem til de rigtige læger,” siger Tina Hegaard.

Det betyder i første omgang et større detektivarbejde for mentorerne, der skal forsøge at finde hoved og hale i en ofte omfattende lægehistorik. Derefter skal nogle af de svageste borgere hjælpes og ledsages for overhovedet at møde op hos lægen, så første skridt – en helbredsafklaring – kan tages. Andre gange må mentorerne sørge for, at borgerne overhovedet får dagligdagen til at hænge sammen.

”Det kan være, at de ikke selv kan købe ind, fordi de har angst og ikke kommer ud. Og nogle får ikke gjort rent, så det ender med klager fra naboer og udlejer og i de værste tilfælde udsættelse,” siger Tina Hegaard og pointerer, at det ofte kan være mentorerne, som opdager sådanne problemer og kontakter Socialforvaltningen.

Lang vej til beskæftigelse

Der er succeshistorier om kontanthjælpsmodtagere, der kommer i ordinært arbejde som følge af mentorordningen, og for nogle kan det godt åbne op for flere muligheder på langt sigt, understreger Tina Hegaard. Men der er langt mellem snapsene og hendes beskrivelse af de personer, der bliver tilbudt og siger ja til et mentorforløb, efterlader et indtryk af, at de vil have meget svært ved at passe et ordinært arbejde eller gennemføre en uddannelse. I hvert fald inden for en forholdsvis overskuelig tidshorisont.

Det er også nogenlunde den konklusion SFI er kommet frem til i en omfattende undersøgelse af mentorordningen, nemlig at den ofte har social karakter. Borgerne har i gennemsnit har været på offentlig forsørgelse i tre år er ofte så ringe stillet, at mentorernes arbejde består i at løse personlige problemer og hverdagsproblemstillinger, for at borgerne kan få hverdagen til at hænge sammen.

”Det kræver en længerevarende indsats at bevæge folk, der har svært ved at deltage i andre normale arbejdsmarkedsorienterede indsatser som eksempelvis praktik og løntilskud,” siger seniorforsker Henning Bjerregaard Bach, en af forskerne bag evalueringen.

Det er også med et blik langt ud i horisonten og håb om en række små succeshistorier på vej dertil, at Tina Hegaard tager fat på mentorarbejdet. Således også med kvinden, der har overvundet sin tandlægeskræk.

”Når tænderne er på plads, skal vi have sat noget afprøvning i gang i forhold til noget praktik og afklaring i forhold til fleksjob,” siger Tina Hegaard.

Læs også SFI's kommentar til dagbladet Informations dækning af rapporten. 

Fakta

publikation Evaluering af mentorordningen
Forfattere Karsten Albæk, Henning Bjerregaard Bach, Rebekka Bille, Brian Krogh Graversen, Helle Holt, Søren Jensen, Anders Bruun Jonassen
Emner Arbejdsmarkedet, Inklusion, Ledighed
Forskningsemne Beskæftigelse og arbejdsmarked

Søg på sfi.dk