Artikler

Paradokser på behandlingshjem

Del

De specialiserede døgninstitutioner tilbyder individuel behandling af børnene. Men samtidig ligger hverdagen på disse behandlingshjem i så faste skemalagte rammer, at redskaberne i behandlingen bliver ens, viser ny forskning fra SFI. Den individuelle behandling bliver standardiseret.

Børn med svære adfærds- og følelsesmæssige problemer har brug for en velstruktureret hverdag. De skal vide, at måltiderne følger en fast tidsplan. Aktiviteterne efter skoletid skal være planlagte, og der er højst afsat en halv time til hver aktivitet. Det hele er til for at give børnene trygge rammer og en velkendt hverdag.

Det er filosofien på to specialiserede døgninstitutioner med børn mellem 5 og 13 år, som de to SFI-forskere Turf Jakobsen og Tine Egelund fulgte i en periode.     

”Budskabet til børnene er, at de skal vide, de voksne har taget ansvaret for at få hverdagen til at fungere. Mange af dem har oplevet kaotiske tilstande i hjemmet, og de har ofte haft ansvar, som om de var voksne, fx for mindre søskende. Selve det at leve og bo i faste rammer er en væsentlig del af behandlingen af børnene,” fortæller Turf Jakobsen.

Påfaldende ens behandlingsplaner

Den meget faste struktur er ikke målet i sig selv, men midlet til at skabe den ro og give barnet det overskud, der skal til for at kunne arbejde videre med de meget svære problemer, børnene på behandlingshjem har.  

Men den faste struktur medvirker samtidig til, at den individuelle behandling, institutionen er specialiseret i, ofte går fløjten. Det var de to forskeres oplevelse, at strukturen skaber enshed, fordi børnene bliver behandlet ens.  

”Vi kunne se det i forhold til mange af hverdagens situationer – det er svært at have faste skemaer for, hvordan tingene skal foregå, og samtidig tage udstrakte individuelle hensyn. Det kom også frem i de behandlingsplaner, der blev lavet for hvert enkelt barn og dets behov. De viste sig at være påfaldende ens – både i forhold til behov og løsninger,” siger Turf Jakobsen.  

Et krævende paradoks

Forskeren kalder det et paradoks, at disse behandlingshjem tilbyder individuel specialiseret behandling, mens realiteten i hverdagen er, at børnene i hovedparten af tiden foretager sig nøjagtig det samme og bliver behandlet ens.  

”Tankegangen er jo, at børnene har svære individuelle problemer, der skal behandles. Men det bliver særdeles svært at have individuelle behandlingsforløb. Jeg tror en del af forklaringen er, at mange af disse børn har det så dårligt, at de har svært ved at indgå i sociale relationer. Derfor ender man med at bruge rigtig mange kræfter på at opretholde en hverdagsstruktur, hvor børn og voksne kan fungere fornuftigt sammen” mener Turf Jakobsen.  

Han nævner som eks. måltiderne, hvor det blev meget tydeligt, at medarbejderne måtte bruge alle ressourcer på at holde ro og få børnene til at være sammen uden konflikter – også selvom måltider netop bliver betragtet som en vigtig behandlingsmæssig situation.  

”Det væsentligst for børnene bliver at lære at fungere i en gruppe. Og det er en enorm udfordring for disse børn, hvor de i høj grad reagerer på hinandens uforudsigelige adfærd. Det kræver meget psykisk energi at være i sådant et rum, hvor alting til tider nærmest vibrerer”  

Tænk i grupper i stedet for

Konklusionen fra forskerne efter flere måneders iagttagelser på de to behandlingshjem er, at det er både vanskeligt og ambitiøst at lægge så megen vægt på at anskue børnene individuelt. Spørgsmålet er, om døgninstitutionsmiljøet grundlæggende er bedre til noget andet:    

”Målsætningen om den stærkt individualiserede behandlingsindsats er næsten dømt til at mislykkes på en døgninstitution med mange børn og voksne. Jeg mener, man skal i stedet for tænke mere i gruppen og dens potentialer, hvad anden ny forskning også peger på. Disse børn har nok hver deres problemer, men mens de bor på institutionen, er de i samme båd. Derfor ligger der et udviklingspotentiale i at fokusere på, hvad børnene i virkeligheden kan bruge hinanden til,” siger han.  

Turf Jakobsen og Tine Egelunds forskningsresultater er offentliggjort som artiklen ”Standardized individual therapy: A contradiction in terms?” i det videnskabelige blad Childhood. 

Søg på sfi.dk