Artikler

Sagsbehandlerens forskellige roller i jobcenteret

Del

Der er stor forskel på, hvor håndfast kontanthjælpsmodtagerne bliver mødt af deres sagsbehandler i jobcenteret. Det bliver anset som en del af den socialfaglige viden at vurdere, hvad der er den bedste måde at sætte ind på over for den enkelte borger. SFI sætter i en ny undersøgelse fokus på sagsbehandlernes erfaringer. Ifølge formanden for Dansk Socialrådgiverforening er det sagsbehandlernes opgave at jonglere med rollerne.

Om undersøgelsen:

I undersøgelsen fra SFI har forskerne interviewet en række sagsbehandlere om deres erfaringer. De arbejdede alle med målgruppen af ikke-arbejdsparate kontanthjælpsmodtagere fra matchgruppe 4 og 5.

I rapporten sammenfattes sagsbehandlernes erfaringer i fire typiske måder at sætte ind:

  • Den ”håndfaste” indsats
  • Den individuelle, trinvise indsats
  • Den tålmodige og hensyntagende indsats
  • Den privatlivsstrukturerende indsats

Sagsbehandlerne i kommunernes jobcentre har til opgave at hjælpe kontanthjælpsmodtagerne tættere på arbejdsmarkedet. Hvis en borger har andre typer af problemer henvises han til andre sagsbehandlere i kommunens afdelinger, afhængigt af om problemet handler om børn, bolig, misbrug eller noget helt fjerde. 

Alle landets kontanthjælpsmodtagere bliver kaldt til samtale hos en sagsbehandler i kommunens jobcenter. Det er ens for alle. Men den rolle, sagsbehandleren vælger at spille i sin indsats for at hjælpe borgeren tættere på et arbejde – den er vidt forskellig fra én sag til en anden.  

I nogle tilfælde er det sagsbehandlernes erfaring, at den bedste indsats er den håndfaste type. Det er med krav, sanktioner og konsekvens, at sagsbehandleren møder borgeren:  

”I den håndfaste indsats skal kontanthjælpsmodtageren helst have stillet høje krav, og skal gerne ud på noget, der ligner en almindelig arbejdsplads, fx i virksomhedspraktik. Man skal ikke være for eftergivende, og der skal motiveres gennem krav og økonomiske sanktioner”, siger Annemette Coop Henriksen, forskningsassistent på SFI. Hun står bag undersøgelsen om sagsbehandlernes erfaringer med at bringe de kontanthjælpsmodtagere, der ikke umiddelbart er parate til at tage et arbejde, tættere på arbejdsmarkedet.  

I andre tilfælde, viser undersøgelsen, er det bedst med en mere rummelig og forstående tilgang. Ellers risikerer den ledige måske at få det endnu dårligere – og indsatsen vil få den modsatte effekt. I disse tilfælde handler det om ikke at tvinge noget igennem, og om ikke at være for hård.  

De dårligst stillede er måske plaget af diffuse problemer som misbrug og sygdomme. Her vurderer sagsbehandlerne typisk, at der er behov for en helt anden type tilgang. Her handler det om at støtte personen med at få dagligdagen til at fungere. Det kan være, at han skal have hjælp til at forstå et brev eller bestille tid hos lægen. Disse sager bliver ofte én lang afklaringsproces.   

Socialfaglig viden

Det kan også være, at sagsbehandleren – der typisk er uddannet socialrådgiver – ser en individuel og trinvis tilgang som den bedste, når hun sidder over for en kontanthjælpsmodtager. Her handler det om at tilpasse forløbet til de problemer, personen har, og at give det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt.  

”Problemerne kan være af alle mulige karakterer, og nogle skal løses før andre. Det kan fx være en person med et alkoholmisbrug, der bliver sendt i et afvænningsforløb. Når misbruget kommer under kontrol, kan de se på noget beskæftigelsesorienteret, måske en virksomhedspraktik”, siger Annemette Coop Henriksen.  

Hvis sagsbehandleren vælger den individuelle tilgang, får hun, ifølge de interviewede sagsbehandlere fra undersøgelsen, brug for den socialfaglige og teoretiske viden. Det er nemlig den, der gør, at de kan gennemskue, hvornår det er bedst at sætte ind med hvilken indsats.  

Socialrådgiverens faglighed

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening. Hun kan sagtens genkende de forskellige roller, som sagsbehandlerne i jobcentrene har. Hun mener, at socialrådgivere netop er gode til at jonglere med disse forskellige måder at møde borgeren på.  

”Det er en del af socialrådgivernes faglighed at afkode, hvilket menneske man sidder over for, og hvordan man bedst sætter ind over for hver enkelt. Der er forskel på, hvad der driver de mennesker her”, siger Bettina Post.  

Socialrådgiverens vigtigste redskab er, ifølge Bettina Post, dialogen. I starten er det måske et spørgsmål om at skabe tillid og ”tø modstanden op”. Derefter gælder det om at finde ud af, hvad der motiverer den pågældende borger, og afklare, hvad problemet er. Og først derefter skal der sættes en proces i gang. Personens historie og reaktionsmønstre er med til at afgøre, hvilken rolle, sagsbehandleren skal spille i indsatsen.  

”Socialrådgivere ansat i beskæftigelsesindsatsen skal stille krav, for det står i reglerne. Vi skal udmønte den gældende lovgivning, og det sætter rammerne. Så kan man selvfølgelig gøre det på mange måder, og hvis man gør det på én måde over for en bestemt person vil det give én reaktion, en anden måde vil give en anden reaktion”, siger Bettina Post.  

Motivation som kodeord

Netop motivationen er et kodeord for socialrådgiveren, mener Bettina Post. Uden borgerens motivation er det svært at få ham eller hende til at ”rykke”. Derfor arbejder socialrådgivere meget med motivation hos den enkelte – og også dette er en del af fagligheden. 

”Man kan gøre alt efter faste skemaer og procedurer, og det sætter en vis ramme. Men motivationen kan man ikke tvinge frem. Den er nødt til at komme frem af interesse hos den enkelte, ud fra hvad man har på hjerte og hvad det skal føre til – og så for øvrigt forsøge at gøre nogle skridt i den retning”, vurderer Bettina Post. 

Søg på sfi.dk