Artikler

Se også efter andre forklaringer

Del

Børn og unge på behandlingshjem indpasses gradvist i nogle faste rammer for, hvad de fejler og hvordan de kan hjælpes. Men undertiden skal personalet også se efter andre forklaringer på børnenes adfærd end deres sygdom og følelsesmæssige problemer. Det siger Laila Dreyer Espersen, som står bag en ny Ph.d. om emnet.

”Man skal kigge efter de små tegn på, at børn nogle gange prøver at springe ud af kassen”. Sådan lyder opfordringen fra sociolog Laila Dreyer Espersen til de professionelle voksne på behandlingshjem for børn i skolealderen. 

Hun har gennem knapt et halvt år observeret livet på to behandlingshjem for henholdsvis sindslidende børn og børn med psykosociale problemer. Hun har bl.a. deltaget i personalemøder, talt med børn og voksne på hjemmene og været til stede i hverdagen. Resultatet er Ph.d.en ”Bekymrende identiteter – anbragte børns hverdagsliv på behandlingshjem”, som er udgivet i samarbejde mellem SFI og Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Det transformerende blik

I afhandlingen beskriver Laila Dreyer Espersen, hvordan børnene gennem behandlingen gradvist indpasses i nogle faste rammer for, hvad de fejler og hvordan de kan hjælpes af de professionelle voksne på stedet. Børnene arbejder på deres side med at finde sig til rette i et meget intensivt socialt miljø, og forholde sig til forventningen om, at de skal forandre sig. Nogle arbejder med, andre mod behandlingen.

”På behandlingshjemmene lægger de ansatte det, jeg kalder institutionelle identiteter, ned over børnene – altså måder, de anskuer børnene på, og som gør, at de handler på bestemte måder over for dem og prøver at påvirke dem. Og det blik på børnene er med til også at ændre børnenes blik på sig selv”, fortæller Laila Dreyer Espersen.

Hvad kunne det ellers være?

Hun understreger, at det er en nødvendig del af behandlingen at forsøge at definere børnenes problemer, så man bedst kan hjælpe dem. Uden nogle kategorier at passe børnene ind i, ville arbejdet med dem blive meget vanskeligt. Men det bliver problematisk, hvis det meste af det, børnene gør og siger, bliver fortolket som del af deres sygdom eller følelsesmæssige problemer. Så er der pludselig ikke plads til at se noget nyt.

”For personalet på den her slags institutioner tror jeg det er utroligt vigtigt, at de hele tiden er meget refleksive i forhold til, hvordan de taler om og tænker om børnene, også i deres interne diskussioner. Tit handler de diskussioner jo om problemer. De børn, der bliver diskuteret mest på institutionerne, er ofte dem, der på den ene eller anden måde er særligt problematiske. I de situationer tror jeg det kunne være godt, at man hele tiden bevidst prøver at sige til sig selv: Hvad kunne det ellers være end symptomer på hans sociale eller psykiske problemer? Kan vi forestille os, at det kunne være noget andet? Man skal kigge efter de små tegn på, at børn nogle gange prøver at springe ud af kassen”, slutter Laila Dreyer.

Fakta

publikation Bekymrende identiteter
Forfattere Laila Dreyer Espersen
Emner Anbringelser, Udsatte børn og unge
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk