Artikler

SFI undersøger ludomani i Danmark

Del

Frem mod december 2016 skal SFI undersøge, hvor udbredt ludomani er i Danmark. Opgaven omfatter også en opfølgning på tidligere undersøgelser.

Ved indgangen til 2012 blev det danske spillemarked liberaliseret. Der blev åbnet op for onlinekasino, udbuddet af pengespil voksede betydeligt, og omsætningen steg markant. På den baggrund ønsker Skatteministeriet en ny undersøgelse af omfanget af pengespil og problemspillere gennemført.

Den undersøgelse skal SFI stå for, og det skal ske i 2015 og 2016. Projektet begyndte i september 2015 og slutter med den sidste afrapportering i december 2016. SFI foretog en lignende undersøgelse for Spillemyndigheden i Danmark i 2005 af udbredelsen af pengespil blandt de 18-74-årige og i 2007 blandt de 12-17-årige, og der skal også følges op på resultaterne derfra.

I det nye projekt med arbejdstitlen Nye undersøgelser om spilafhængighed 2015-2016 skal det undersøges, hvor udbredt ludomani er i de to grupper 12-17-årige og 18-74-årige.

Resultaterne om de 18-74-årige (om de voksne) afrapporteres i juni 2016, mens resultaterne fra undersøgelsen blandt børn og unge (om de 12-17-årige) afleveres til Skatteministeriet primo oktober 2016 og afrapporteres i december 2016.

Undersøgelserne gennemføres af seniorforsker Torben Fridberg og seniorforsker Stephanie Vincent Lyk-Jensen.

For yderligere information om projektet kan Torben Fridberg kontaktes på mail: TF@sfi.dk eller tlf: 33480847. Stepanie Vincent Lyk-Jensen kan kontaktes på mail: svj@sfi.dk eller tlf: 33480934.

Søg på sfi.dk