Artikler

SFI's første publikation: Langvarigt forsorgsunderstøttede

Del

SFIs udgivelser har altid været nummererede. I starten hed de ”publikationer”. Publikation nr. 1 udkom i 1960 og havde titlen Langvarigt forsorgsunderstøttede. Undersøgelser af langvarigt kommunehjælps- og fattighjælpsunderstøttede.

Af forordet fremgår, at ”Denne bog indeholder hovedresultaterne af de undersøgelser af langvarigt kommune- og forsorgsunderstøttede, som har været foretaget for socialministeriet…Der var vel næppe nogen, der, da man i 1945-46 tog fat på opgaven, fuldt ud overskuede, hvilket omfattende arbejde man stod overfor, og hvilke intrikate videnskabelige problemer der lå i undersøgelser af denne art. De indvundne videnskabelige erfaringer…har haft stor betydning for den videre forskning… men problemerne har også bevirket, at arbejdet har været mere langvarigt end påregnet”. Jo, 15 år må vel stadig være SFI rekord, ligesom sidetallet (566 tæt trykte sider) nok også er det.   

”Undersøgelsesarbejdets gennemførelse har også været besværet af den tidligere noget løse organisation af socialforskningen..", hedder det videre i forordet, der fortsætter: ”Efter at socialforskningsinstituttet var kommet i gang i 1959 påtog instituttet sig derfor at færdiggøre og offentliggøre undersøgelserne, hvilket lettedes ved, at nogle af medarbejderne var blevet knyttet til instituttet”.

Henning Friis primus motor

Én af disse var cand. polit. Henning Friis, primus motor ved oprettelsen af SFI og SFI's første direktør frem til 1979. Man ser på titelbladet, at undersøgelsernes ledere er nævnt først og med større typer end hovedforfatterne. Henning Friis varetog ”den sociologiske og statistiske ledelse”, mens den ”lægelige ledelse” blev varetaget af professor, dr. med. Erik Warburg. De tre forfattere, der er nævnt på titelbladet, havde arbejdet på undersøgelsen siden henholdsvis 1957 (Bent Andersen), 1953 (Niels Halck) og 1949 (P.H. Kühl). Cand. polit. Bent Andersen, senere bedre kendt som Bent Rold Andersen, var i 1960 forskningsassistent ved SFI, lige som cand. psych. P.H. Kühl. De blev senere forskningsledere ved instituttet. Niels Halck var økonomisk-statistisk konsulent i Arbejds- og socialministeriet. Herudover havde et betydeligt antal andre forskere og medarbejdere bidraget til undersøgelserne.  

Publikation nr. 1 handler om mennesker i det danske samfunds nederste sociale sikkerhedsnet. I dag ville vi kalde dem langvarige kontanthjælpsmodtagere. Formålet var at ”finde årsagerne til, at en del af den danske befolkning lever i længere tid af forsorgshjælp i en periode med ret høj beskæftigelse”. Med andre ord: Hvorfor er der nogen, der ikke har arbejde, når konjunkturerne er gode? Det spørgsmål er stadig aktuelt. Beslutningen om at iværksætte undersøgelsen blev truffet i 1945 på baggrund af ”den stigende interesse for revalidering”, der var opstået ”i de foregående år”.

4 pct. i det nederste sociale sikkerhedsnet – også dengang

Publikationen oplyser indledningsvis, at antallet af kommune- og fattighjælpsunderstøttede i 1934/35-1940/41 udgjorde over 10 procent af befolkningen på 18 år og derover. Herefter faldt andelen til 4 pct. i 1944/45 og var næsten uændret frem til 1957/58. Senere opgørelser viser, at antallet af helårsmodtagere af kontanthjælp, inkl. aktiverede, udgjorde ca. 4 pct. af den 20-59-årige befolkning i årene 1985-2004 (SFI rapport 06:30). Selv om tallene af mange grunde ikke er sammenlignelige, tyder de på, at størrelsesordenen af den andel af befolkningen, der forsørges via det underste sociale sikkerhedsnet, ikke var voldsomt anderledes i begyndelsen af det 21 århundrede end 40-50 år tidligere. En væsentlig forskel er dog, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør en betydelig andel af kontanthjælpsmodtagerne i dag.  

I publikationen afgrænses ”langvarigt forsorgsunderstøttede” som personer, der havde modtaget hjælp til underhold i hjemmet i mindst 8 måneder i 1944/45. De udgjorde godt en femtedel af samtlige modtagere af kommune- eller fattighjælp eller ca. 16.400 personer i alt i landet som helhed. Mange af klienterne havde modtaget hjælp i adskillige år.  

Ifølge publikationen skulle årsagen deres langvarige offentlig forsørgelse ikke findes i konjunkturerne (de var jo gode), men i disse menneskers individuelle karakteristika og livsforløb. Metodisk valgte man derfor at basere undersøgelsen på såkaldte kasuistiske forløbsanalyser.  

Grundig og tidskrævende forskning

I 1940’erne fandtes der ikke centrale klientregistre. Man besluttede derfor først at udvælge et udsnit af kommuner og dernæst alle eller en stikprøve af understøttede her. Da indsamlingen af data forudsatte interview med klienter, var det nødvendigt at undgå kommuner (som der var langt flere af dengang) med meget spredt beliggenhed og få understøttede, idet telefoninterview naturligt nok ikke var en mulighed, ligesom transport var ret besværligt for 60 år siden.  

Man endte med 47 kommuner og 1035 langvarigt understøttede. Publikationen indeholder en grundig diskussion af repræsentativiteten. I visse tilfælde regnes med vægtede data. Som kuriosum kan nævnes, at man bl.a. drøfter konsekvenserne af, at man i København udvalgte alle langvarigt understøttede, hvis efternavn startede med bogstavet J. Det har dog ”næppe haft nogen afgørende indflydelse på de indsamlede oplysningers repræsentativitet”, at 56 pct. af de undersøgte i København hed Jensen. Men de mange ens navne skabte dog et ”betydeligt besvær” af praktisk art.  

Man anmodede de sociale udvalg i de 47 kommuner om for hver af de 1035 personer at give oplysning om størrelse og varighed af offentlig hjælp, som pågældende havde modtaget (år for år), siden de var 18 år. De til undersøgelsen knyttede socialrådgivere mødte frem på socialkontorerne, gennemgik akterne for de understøttede og interviewede de pågældende (svarprocent=94 pct.). Samtalerne foregik enten på et særligt kontor uden for socialkontoret eller ved såkaldte husbesøg, hvilket skete i en fjerdel af tilfældene. Socialrådgiverne indhentede udtalelser og erklæringer fra institutioner og personer, der kunne belyse tilfældet, herunder oplysninger vedr. skolegang, børneværn, kriminalitet, tidligere arbejdsgiver og eventuel tidligere arbejdsløshedskasse. Fra Arvebiologisk Institut modtog man oplysninger i de tilfælde, hvor personen eller dennes familie var instituttet bekendt. På grundlag af alle disse oplysninger gav socialrådgiverne en levnedsbeskrivelse med konklusioner om behov for eventuelle foranstaltninger mv.  

Såfremt man på basis heraf skønnede, at der var behov for det, foretog en til undersøgelsen knyttet ”mediciner” en lægeundersøgelse til konstatering af den pågældendes helbredsmæssige status og arbejdsevne. I en række tilfælde blev foretaget kompletterende undersøgelser på sygehuse eller ved speciallæge, ligesom man indhentede en del erklæringer fra egen praktiserende læge. 55 pct. af klienterne blev underkastet en fuldstændig medicinsk undersøgelse, 67 pct. blev underkastet en fuldstændig psykiatrisk undersøgelse.  

I takt med, at materialet blev indsamlet, blev afholdt en række møder (ca. 50 i 1945-1950), hvor undersøgelsens ledere og medarbejdere drøftede hvert enkelt tilfælde igennem efter at have haft det indsamlede materiale til gennemgang. I nogle tilfælde blev så indsamlet yderligere materiale. På disse møder drøftede man, hvad der var årsagerne til det langvarige behov for hjælp, og om der var behov for at iværksætte foranstaltninger af social eller helbredsmæssig art for de pågældende. Formålet hermed var primært af undersøgelsesmæssig karakter, men det oplyses i publikationen, at der i en række tilfælde blev taget initiativ til iværksættelse af konkrete hjælpeforanstaltninger.  

I 1949-50 iværksatte man en efterundersøgelse af hver enkelt klient ved at bede de pågældende socialkontorer om i et spørgeskema at give oplysninger om klienternes understøttelsesforhold i perioden fra 1944/45 til 1949/50 og de forhold, som efter socialkontorernes vurdering var grunden til enten vedvarende hjælp eller hjælpens ophør.  

Endelig blev en række af de kvantificerbare oplysninger overført til et særligt skema og dernæst til hulkort med henblik på statistisk bearbejdning. Den praktiske bearbejdning af hulkortene blev foretaget af Københavns kommunes statistiske kontor, der takkes i forordet, ligesom der rettes en tak til de praktiserende læger, specialister og sygehusafdelinger, som ”beredvilligt har ydet deres bistand”.

Trangsårsager

I publikationen bruger man begrebet ”trangsårsager” om årsager til behov for økonomisk hjælp fra det offentlige. Trangsårsagerne blev for hver enkelt klient vurderet af undersøgelsens medarbejdere, idet det bemærkes, at man her næppe kan undgå elementer af subjektive skøn. Der sondres mellem trangsårsager på et givet tidspunkt (her i 1944/45) og såkaldt ”dynamisk væsentlige trangsårsager”, dvs. årsager til at en person over en længere periode, evt. hele det voksne liv, har haft behov for hjælp. De kategorier er ofte sammenfaldende.  

I boksen nedenfor ses en oversigt over trangsårsagerne, der inddeles i somatiske (legemlige sygdomme), psykiske (psykisk sygdom/ problem) og sociale.

Trangsårsager: Årsager til behov for offentlig økonomisk hjælp

1. Somatiske, dvs. legemlige sygdomme. 14 diagnosegrupper.


2. Psykiske. 9 hovedkategorier: intelligensdefekt, karakterinsufficiens, neurose, psykose, organisk hjernesygdom, misbrug, alkoholisk følgesygdom, usikker diagnose, anden diagnose. Personer i denne kategori omfatter ikke alene de egentligt psykiske syge, men også personer, som må anses at have personlighedstræk, der ”kan tænkes at hæmme en normal tilpasning til samfundet”.


3. Sociale, der er opdelt i:
3.1 Økonomiske. 13 kategorier: Ægteskabets opløsning, belastende eller uforsørgende ægtefælle, ægtefællens kriminalitet, pasning af ægtefælle, syge familiemedlemmer i øvrigt, mange børn, manglende børnepasning, børn under 2 år, utilstrækkelig fortjeneste i forhold til børnetal, arbejdsløshed i faget, mislykket forsøg på selvstændig virksomhed, uordentlig livsførelse, andet.
3.2 Andres holdning, dvs. modvilje mod klienten. 5 kategorier: Modvilje på grund af alder, kriminalitetseftervirkning, socialt invaliderende legemsdefekt, omgivelsernes negative holdning i øvrigt, andet.
3.3 Egen holdning. 4 kategorier: Nedsat eller intet arbejdsinitiativ, honnet ambition (”for højt stræbeniveau”), for lavt stræbeniveau, andet. 

De fleste af de langvarigt understøttede har sammensatte problemer. 60 pct. af dem er karakteriseret ved mere end én af de nævnte hovedårsager til trang. De somatiske faktorer er vurderet som dynamisk væsentlige trangsfaktorer for omkring halvdelen af klienterne. De psykiske trangsfaktorer forekommer hos 75 pct. af mændene og 49 pct. af kvinderne, mens de økonomiske forekommer hos knapt to tredjedele af både mændene og kvinderne. Årsagerne rubriceret under ”andres holdning” og ”egen holdning” spiller hver for sig en beskeden rolle (under 10 pct.).

Efterundersøgelsen i 1949 af de langvarigt forsorgsunderstøttede i 1944/45 viste, at kun omkring 25 pct. af klienterne havde modtaget hjælp i sammenlagt under 1 år i den 4-årige periode. De væsentligste årsager til, at de har ”frigjort sig” fra hjælp er, at de har fået arbejde, at ægtefællen har kunnet forsørge dem, eller at de er overgået til anden offentlig forsørgelse (alders- eller invaliderente). Dem der har klaret sig uden hjælp er især de yngste, dem med den korteste understøttelsesperiode i udgangspunktet og dem med sociale trangsårsager. Det understreges dog, at en del personer med meget langvarig hjælp har ”frigjort sig fra hjælpen” 4 år senere.

Samlet minder det billede, der tegnes af de langvarigt forsorgsunderstøttede i Publikation nr. 1, på mange måder om det indtryk, man får af langvarige kontanthjælpsmodtagere i senere SFI-undersøgelser, som omtales i en følgende artikel.  

En enestående undersøgelse

Næppe nogen senere SFI-undersøgelser har dog beskrevet de langvarigt understøttede i det danske samfund så grundigt, så indgående og så tæt på personerne med inddragelse af et stort antal konkrete livshistorier som SFI's første publikation, der efter titelbladet gengiver følgende citat fra Martin A. Hansen: Agerhønen:  

Først gik det helt godt for Familien. Men saa var Faderen længe indkaldt som Soldat. Bagefter daarligt Arbejde, lav Dagløn, høje priser, ned ad Bakke. Saa kom der Sygdomme. Det ved man præcist. Nu er det min Tur, siger Sygdommen altid, når Modgangen har brudt Hul. Og nu stoppede Frost og Sne Faderens Spade, som de levede ved. Det kunde ikke skjules længer. Man kan ikke blive ved med at hænge i een Finger. De havde skjult det i Pænhed saa længe, at Musene sagde op og ikke vilde komme i det Spisekammer længer.  

I et af de afsluttende kapitler drøftes mulighederne for at hjælpe de langvarigt understøttede til at blive selvforsørgende. Der er tale om en indgående og nuanceret diskussion, der konkluderer, at det under de rette omstændigheder vil det være muligt hjælpe i det mindste en del frem til selvforsørgelse. For at lykkes må revalideringen begynde tidligst muligt, den må være kontinuerlig og indebære anvisning af arbejde i sidste fase. Desuden er opfølgningen (”efterbehandlingen”) vigtig. Foranstaltningerne må være individuelt afpassede og i processen ”må den enkelte person og hans omgivelser betragtes som en helhed”.    

Publikationen forsøger ikke at belyse, om en offentlig aktiv indsats faktisk hjælper. Det sker først i senere SFI-udgivelser.

Søg på sfi.dk