Artikler

Slægtspleje er ingen mirakelkur

Del

At komme i pleje hos moster, faster eller bedsteforældre kan være den helt rette løsning for et barn, hvis forældre ikke længere kan tage vare på det. Men det kræver en stor indsats af de valgte slægtsplejeforældre, af resten af familien og ikke mindst af de professionelle omkring barnet, hvis det skal gå godt. Det var nogle af konklusionerne, da SFI den 19. maj inviterede til konference om slægtspleje.

”Tænk på et barn i din egen familie. Det kan være dit eget barn, dit barnebarn, din nevø eller niece. Forestil dig nu, at dette barn får brug for at blive anbragt væk fra sine forældre. Hvor i din familie kunne du forestille dig, at barnet skulle bo? Er du sikker på, at der er ressourcer til at tage sig af barnet der, hvor du tænker på? Hvorfor vælger du, som du gør? Eller vil du hellere pege på en familiepleje og hvorfor? Tag et øjeblik hver især og gør jer nogle tanker om det.”

Marianne Folden, familieplejefaglig leder i FABU, står på talerstolen i Ingeniørernes Hus i København. Foran hende sidder 150 professionelle fra kommuner og interesse- og fagorganisationer, der til daglig arbejder med anbragte og udsatte børns vilkår. Alligevel – eller måske netop derfor - bliver de ganske, ganske stille, da Marianne Folden så at sige beder dem tage arbejdet med hjem. Og da hun efter et par minutter opfordrer alle drøfte deres overvejelser med sidemanden, stiger lydniveauet i salen pludselig til højder, der passer sig bedre for en fodboldkamp end en socialpolitisk konference. 

Bedre netværk og færre psykiske problemer

Formiddagens tema er slægtspleje, og det er et emne, der engagerer og berører dem, der er mødt op til SFI’s konference. Siden anbringelsesreformen i 2006 har kommunerne været forpligtede til at undersøge, om der i familien eller netværket er folk, der kan og vil tage sig af et barn, hvis forældre ikke længere magter at passe det – før barnet eventuelt placeres i traditionel familiepleje. Alligevel er Danmark det land i Norden, hvor slægtspleje som anbringelsesform bruges mindst.

Og hvis der er noget, de mange fremmødte kan blive enige om denne formiddag, så er det, at der ikke gives nogle nemme løsninger, når det gælder anbragte børn – hverken hvis de anbringes i slægten eller andetsteds. Slægtspleje kan være en god løsning for nogle børn, men det er ikke en mirakelkur. Det understreger seniorforsker på SFI, Tine Egelund, da hun som den første går på talerstolen for at præsentere sin og medforfatter Lajla Knudsens dugfriske forskning om effekterne af slægtspleje kontra familiepleje. Hvordan går det børnene i de to plejetyper, og kan man pege på afgørende forskelle i børnenes udvikling og vilkår? 

Rapporten viser – måske ikke overraskende – at slægtsplejebørn først og fremmest har den fordel, at de i højere grad fastholder kontakten til deres familie og netværk, også efter de bliver voksne. Det giver dem en ballast og kontinuitet, der kan være vigtig senere i deres liv. Børn i slægtspleje har også færre indberetninger om psykiske problemer end børn i familiepleje. Til gengæld har de det samme fysiske helbred, og samme andel af fritidsinteresser og kammerater, og samme forekomst af problemer med misbrug og kriminalitet som børn, der placeres i traditionel familiepleje.

Hele familien skal være indforståede

Da Marianne Folden går på scenen, skifter fokus fra forskningens ’hvorfor?’ til det praksisnære ’hvordan?’. Hendes budskab er klart: De professionelle omkring familien skal blive langt bedre til at forberede de nye slægtsplejeforældre til opgaven, afklare om det nu er den rigtige løsning for familien, og frem for alt følge op på, hvordan barnet – og de voksne – trives i den nye konstellation, når først slægtsplejen er etableret.

”Man skal gøre sig klart, at det er en voldsom ændring i hele familiedynamikken , når barnet fx bliver anbragt hos moster eller bedsteforældre. Rollerne i familien ændres gradvis, og alle skal være indforståede med, at netop det barn fremover får mere opmærksomhed fra fx bedsteforældrene end de øvrige børnebørn,” siger Marianne Folden.

Derfor er det væsentligt at inddrage hele familien i afklaringsprocessen, og også give plads til den tvivl, der måske er i familien eller hos de kommende netværksplejeforældre selv. Mange føler en stærk moralsk forpligtelse overfor barnet og vil gerne træde til, men magter det reelt ikke. Helst skal alle kunne sige ja og mene det – ikke mindst de biologiske forældre, der giver barnet fra sig. Og helst skal slægtsplejeforældrene have den naturlige autoritet i familien og det blik for barnets udvikling og tilknytning, som gør at de kan tackle relationerne til den øvrige familie.

Dobbelte roller og modstridende følelser

Netop forholdet til de biologiske forældre er i sagens natur særligt i en slægtspleje – for de nye slægtsplejeforældre kender jo også barnets far og mor og har uvægerligt følelser og holdninger overfor dem. De følelser skal forvaltes på en måde, så barnet ikke havner som en lus mellem to negle, understreger Marianne Folden. Det der ser godt ud i starten, kan ændre sig drastisk efter et par år, hvis forældrene fx synes, at barnet knytter sig for tæt til bedsteforældrene og de ikke selv får den gode kontakt de ønsker sig. 

”Det er dejligt at se i rapporten, at slægtsplejebørnene har mere samvær med deres forældre, men vi ved jo ikke, om samværet er kontinuerligt og trygt for børnene. Man skal huske, at rammerne om samværet kan give mange udfordringer, når man bor hos et familiemedlem, der måske også har noget i klemme i forhold til forældrene”, siger Marianne Folden.

Nogle børn kan fx havne i en situation, hvor de bliver presset ud i et samvær med de biologiske forældre, som de ikke ønsker, eller hvor de ikke har nogen udenforstående at tale med, når samværet med forældrene knager – eller hvor de modsat gerne vil se en forælder, som plejeforældrene måske ikke ønsker at have kontakt med.

Sammenbrud har voldsomme konsekvenser

SFI’s forskning viser også, at slægtsplejeforældre får langt mindre støtte end traditionelle plejeforældre. De deltager i færre kurser og får mindre supervision end traditionelle plejefamilier, og de modtager gennemgående mindre økonomisk støtte. Den seneste rapport påviser, at jo mere støtte slægtsplejeforældrene modtager – uanset hvilken type, der er tale om – jo bedre går det børnene.

De sager, der ikke går godt, kan ende med et sammenbrud i anbringelsen. Dem er der ikke flere af i slægtsplejefamilier end i traditionelle plejefamilier, fastslår forskningen, men de kan være katastrofale for barnet, siger Marianne Folden.

”Når slægtsplejeanbringelser bryder sammen, har det voldsomme konsekvenser for barnet. Det er potentielt sin familie og baggrund, man dermed mister kontakten til. Man skal virkelig sikre sig, at det kan bære,” pointerer hun. Gør man ikke det, kan en ellers billig anbringelsesform pludselig blive meget dyr – også på det menneskelige plan.

Fakta

publikation Effekter af slægtspleje
Forfattere Lajla Knudsen, Tine Egelund
Emner Børn og unge, Familie, Effektmåling
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk