Artikler

Slægtspleje giver mere ”normalt” børneliv

Del

Slægtspleje kan give anbragte børn et mere ”normalt” børne- og ungdomsliv. Hvis bedsteforældre eller en onkel tager over, når eksempelvis mors alkoholmisbrug eller psykiske lidelse bliver for meget, kan det sikre en vigtig kontinuitet i barnets liv. Og det er mindre stigmatiserende for børnene at bo hos farmor og farfar end at bo på andre anbringelsessteder. Det viser en ny undersøgelse fra SFI.

”… Da vidste jeg jo ikke bedre, så dengang havde jeg det fint med at bo der. Men hun slog mig jo – ja, jeg havde det jo ikke godt. Jeg fik ikke mad med i skole hver dag, jeg passede ikke mine lektier, og jeg kom for sent, pjækkede og alt muligt. Hvis ikke jeg var kommet herned, så tror jeg, at jeg var kommet ud i kriminalitet og sådan noget.”

Sådan fortæller Signe om, hvordan hun som 10-årig blev fjernet fra sin psykisk syge mor og anbragt hos sin farmor og farfar. SFI-rapporten Det er jo min familie! bygger på interview med 15 børn og unge i alderen 13-20 år, der enten er i slægtspleje eller har været det. Signes fortælling er en af dem.

Der er ingen rosenrøde fortællinger i rapporten, men det samlede billede tyder på, at slægtspleje i nogle tilfælde kan være en god løsning på en svær situation, fortæller seniorforsker Tine Egelund, der er en af forskerne bag rapporten.

”Det ser ud til, at når det fungerer, så fungerer det virkelig godt! I de 15 interview har vi faktisk ikke nogen udsagn, der siger at noget er rigtig dårligt. Og der er heller ikke nogen sammenbrud i vores sager,” siger hun.

Et ”normalt” liv med usædvanlig baggrund

Det er et gennemgående træk i alle 15 fortællinger, at de anbragte børn og unge føler, at det er bedst at være hos noget familie man kender. Forskerne bag rapporten pointerer, at hvis man sammenligner med andre anbragte børn og unges selvforståelse, er det bemærkelsesværdigt, at de slægtsanbragte unge opfatter det at bo hos familien som ”normalt”. Susie fortæller i rapporten:

”Sådan noget med at tage til deres familiefester. Jeg ville nok ikke føle mig så velkommen, jeg ville nok føle, at hvorfor skal jeg med til denne familiefest? Det er jo ikke min familie, når jeg har min familie selv. Det, ville jeg synes, var mærkeligt. Og herhjemme [hos bedsteforældrene] der kender jeg jo dem alle sammen. Det er jo min familie, så det er meget bedre, synes jeg. (…) Jeg tror, det ville være svært at indrette sig efter alle reglerne, og det ville være mærkeligt at skulle til sin mormors fødselsdag og så til en kunstig mormors fødselsdag bagefter.”

Hvor andre anbragte børn ofte opfatter dem selv som ”forkerte” eller ”unormale”, fremtræder de slægtsanbragte børn gennem deres beretninger som grundlæggende almindelige børn og unge, der blot har en usædvanlig baggrund.

Slægtsplejeforældre hænger ikke på træerne

Selv om der altså er mange fordele ved slægtspleje, pointerer Tine Egelund, at det langt fra kan lade sig gøre i alle sager om anbringelse:

”Slægtsplejeforældre hænger ikke på træerne,” siger hun.

Seniorforskeren påpeger også, at det kan være problematisk, hvis fx bedsteforældrene er for syge eller for gamle til rigtig at kunne tage vare på barnet, og at de måske gerne vil mere, end de egentlig kan. Derfor kræver det – som i alle anbringelsessager – alvorlig overvejelse og grundige undersøgelser, inden man beslutter, om et eventuelt barn skal anbringes i slægten.

Rapporten Det er jo min familie! en den del af en større evaluering af anbringelsesreformen fra 2006, som SFI i disse år gennemfører for Socialministeriet.

Fakta

publikation ”Det er jo min familie!”
Forfattere Tine Egelund, Turf Böcker Jakobsen, Lena Steen
Emner Familie, Anbringelser, Udsatte børn og unge
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk