Artikler

Småbørnsfamilier flytter på landet – men tager byen med sig

Del

Mange unge børnefamilier vælger at skifte storbyens fart ud med det forudsigelige hverdagsliv i provinsen. Det der engang var hamrende trivielt og kedeligt, er nu trygt og hjemligt. Børnefamilierne tager dog storbyens værdier med sig, og livet i provinsen ændrer sig derfor.

Når studenterhuen er ved at være gemt væk i skabet, og de sidste champagnepropper er samlet op fra græsplænen, vælger mange unge at forlade ligusterhækken og Weber-grillen. For en stor del af dem, der er vokset op i provinsen, trækker storbyens mange fester, frisind og ikke mindst uanede muligheder. De unge mennesker flyver dog ikke fra reden uden at kigge sig tilbage over skulderen. 

Louise Glerup Aner, kulturgeograf og forsker på SFI, fortæller, at en gruppe af disse unge, vælger at flytte tilbage når de selv bliver forældre: ”Når man snakker med dem, der vælger at flytte ud af byen, så forklarer de flytningen med den livsfase, de befinder sig i. Ifølge dem findes det gode liv i byen mens man er ung, mens det som barn og børnefamilie findes på landet.” 

Her trækker forældrene i høj grad på deres egne erfaringer. En ung kvinde, der er flyttet til Sorø efter at have boet flere år i København, siger f.eks.:
”Det at gå rundt i sådan et kvarter om sommeren, når der er nyslået græs, og man kan høre folk sidder og spiser. Hele den stemning, som jo er minder, man selvfølgelig et eller andet sted selv har. Jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at skulle give ens eget barn de samme oplevelser” 

”Børn skal have græs på knæene”

Netop tryghed er et ord, der går igen, når småbørnsforældrene skal forklare hvorfor, de valgte at flytte fra storbyen. Kommer man fra en by, hvor årlige gadefester var mere reglen end undtagelsen og hvor hvert et ansigt, man mødte i byen var velkendt, har man en grundlæggende opfattelse af, at det er den gode opvækst. 

”Det er jo nogle af de værdier, jeg godt vil give til mit barn. Det var natur, luft, plads og et lille samfund, som er trygt, hvor man kender legekammeraterne og legekammeraternes forældre” fortæller en anden ung kvinde fra Sorø. Til sin ph.d. afhandling interviewede Louise Glerup Aner i alt 19 par med mellemhøje indkomster og mindre børn, der flyttede fra København. 

Hendes interview afslørede, at der gemmer sig to fortællinger om hvorfor, københavnerne vælger at flytte på landet. ”De grønne” begrunder deres flytning med, at byen ikke er det gode sted at vokse op. Over for dem står ”de røde”, der begrunder flytningen med ændrede boligbehov.

For ”de grønne” er provinsen det ideelle opvækstmiljø. De finder en større tryghed på landet, og har i højere grad etableret en selvidentitet som ”provinsbo”. Deres flytning fortælles ofte som en ”hjemkomst” – tilbage til rødderne. En mand, der nu bor i Sorø fortæller: 

”Også det at man ikke selv har nogen referenceramme på, hvad det vil sige at vokse op i en baggård i Kø-benhavn. Der har man kun sådan et filmisk billede af, hvordan det er. Problemfyldt.” 

”Jeg skal satanedme hjem til byen på et tidspunkt”

Den anden gruppe, der ser det som et nødvendigt kompromis, har en anden opfattelse af flytningen.

En kvinde fra Stege på Møn siger: ”Jamen jeg er jo derfra. […] Jeg er tryg i byen. Jeg er fandme mere tryg ved at gå ned ad Nørrebrogade klokken fire om natten, end jeg er her om vinteren kl. 17 næsten. Ja, jeg har aldrig kunnet forestille mig at flytte. […] Jeg gør det for mine børn. Og så skal jeg satanedme hjem til byen på et tidspunkt.”

Kendetegnene ved ”de røde” er, at de ser sig selv som bymennesker, og at de udelukkende er flyttet, for at give børnene den bedst mulige opvækst. 

”For man kan sige, lejligheden var jo noget lort i forhold til en børnefamilie. Der var én vask, og det var i køkkenet. Og der var sådan et skabstoilet, hvor man bakker ind, så det var noget med (vores søn red.) i bad i en balje på gulvet.. Jeg havde det bare sådan, det er fedt, når man er ung, eller hvis man er single.. Havde vi kunne bytte til en fireværelses, hvor han (vores søn red.) kunne få sit eget værelse, og der var et ordenligt gårdmiljø. Så var det min drøm” fortæller en kvinde fra Stege på Møn.

At blive boende i byen havde for de fleste af disse mennesker været en mulighed, hvis de havde brugt flere timer på karrieren. Fravalget af karriereræs skal dog for denne gruppe af mennesker ses som et bevidst valg. Der er tale om en hverdagslivsstrategi, hvor familieliv og tid prioriteres højere end karriereliv og indkomst. En mand fra Stege på Møn fortæller:
”Havde vi kunnet få en fornuftig lejlighed til en fornuftig pris. […] En ting er at have råd til at sidde i sådan en lejlighed, men når man er børnefamilie, så er der ikke ret mange, der har lyst til at arbejde de der 40-45 timer om ugen, men det bliver du nødt til, hvis du vil sidde i en lejlighed til de der ti tusinde.”

”De røde” oplever altså at være blevet presset ud af byen på grund af manglende muligheder på boligmarkedet, mens de grønne i højere grad ser udflytningen som et positivt tilvalg.

Fælles for begge grupper er, at familien bliver prioriteret højt. Også ”de grønne” ser flytningen som en måde hvorpå, de kan leve det hverdagsliv de ønsker sig. ”[…] Rigdom handler ikke om, hvor mange penge man har, det handler om, hvor meget man får ud af det, man har, og hvor godt man har det i sit daglige liv” fortæller en mand fra Stege på Møn, der giver udtryk for, at han bevidst har fravalgt karriereren. 

Provinsen ændrer sig

Men hvad betyder det for livet i provinsen, når unge børnefamilier med storbymentalitet vælger at slå sig ned? Louise Glerup Aners forskning viser, at selvom en del af forældrene bevidst søger hjem til den gode opvækst med græs mellem tæerne og brede marker, så er de i høj grad påvirkede af deres år i storbyen. De finder sammen med andre tilflyttere, og dermed trækker de en række værdier med sig til provinsen, som ellers er kædet sammen med livet i storbyen. 

”Når du først har boet i storbyen i nogle år, så har det påvirket dig, og du bliver mere sammensat” fortæller Louise Glerup Aner. Det er medvirkende til, at de bygrænser, der før omkransede storbyen, bliver udvisket, og forskellen på provins og storby udligner sig.

Søg på sfi.dk