Artikler

Socialt mix er ingen mirakelkur

Del

Hvis man lader folk med arbejde og uddannelse flytte ind i et udsat boligområde, vil de bidrage til at løfte området og måske hjælpe deres socialt og økonomisk svage naboer. Det er filosofien bag redskaber som fleksibel udlejning og kommunal anvisning, der bruges af boligorganisationer og kommuner i de udsatte boligområder. En ny rapport fra SFI udfordrer filosofien og spørger, hvilke problemer, der kan løses – og hvilke, der ikke kan – ved at ændre i områdernes beboersammensætning eller ’sociale mix’. Forsker Gunvor Christensen fortæller.

Gunvor Christensen, du er hovedforfatter på en ny SFI-rapport, der evaluerer forsøg med udlejningsredskaber og anvisningsmodeller under Landsbyggefondens 2006-10-pulje. Det drejer sig om indsatser, der har til formål at ’løfte’ udsatte boligområder ved at få nye, ressourcestærke beboere ind i områderne. Hvad viser rapporten om virkningen af indsatserne?

”Ja, de indsatser, vi ser på i rapporten, handler alle om at ændre det sociale mix i udsatte boligområder, fx via fleksibel udlejning eller kommunal anvisning. De to redskaber er de mest brugte i de lokale helhedsplaner, der medvirker i rapporten. Både kommuner og boligorganisationer vurderer, at de gør en stor forskel, men ser vi på beboersammensætningen i områderne, kan vi ikke påvise, at det sociale mix har ændret sig nævneværdigt i det seneste årti. Det kan dog også skyldes, at vi ikke kan tage højde for, hvor meget eller lidt man har brugt redskaberne i de enkelte områder.”

Tankegangen bag arbejdet med det sociale mix er jo, at de ressourcestærke beboere, der flytter ind, vil have en positiv virkning på de svage grupper i området. Hvad siger forskningen om den strategi?

”Det er en besnærende ide, at det løser en masse problemer, hvis vi blander os mere med hinanden, men den internationale forskning viser, at virkeligheden er en lidt anden. For det første er det svært at få folk til at blande sig der, hvor de bor. Og for det andet opstår der ikke nødvendigvis sød musik, når man gør det. Tværtimod kan der være en tendens til, at beboerne opdeler sig efter, hvem de ligner mest.

Forsøg på ’tvungne’ blandinger som fx anvisning og fleksibel udlejning løser derfor kun en del af problemet. De kan bidrage til, at vi får fortyndet i koncentrationen af udsathed i et boligområde, og det kan være til gavn for boligorganisationen og for kommunen – men det vil være at stikke sig blår i øjnene at tro, at de på mirakuløs vis forbedrer livschancerne for de svage borgere, der bor i området.

Hvis udlejningsredskaberne ikke kan løse de sociale problemer i de udsatte boligområder, hvad skal der så til?

Meget tyder på, at de boligsociale indsatser, der også foregår i områderne, kan gøre en forskel og bringe beboerne tættere på arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og civilsamfundet. Desuden kan de ofte hjælpe borgere, der falder udenfor den kommunale indsats, fordi der er en smidighed i dem, når det gælder indholdet og målgruppen. Den fleksibilitet er vigtig at værne om.

Derudover kan man også i stilhed konstatere, at man rent boligpolitisk kun arbejder i den lave ende af markedet på det her område. De ressourcestærke borgere skal ind og bo sammen med de ressourcesvage – ikke omvendt. Men hvis man for alvor vil gøre noget ved den synlige koncentration af udsatte beboere, vil det være oplagt at begynde at kigge på, hvordan fordelingen af almene boliger er kommunerne imellem. Det kunne jo være, at der er kommuner, der skulle tage et større ansvar for at have almene boliger til de svageste borgere.

Fakta

publikation Erfaringer med at ændre socialt mix i udsatte boligområder
Forfattere Gunvor Christensen, Rune Christian Holger Jørgensen, Malene Rode Larsen
Emner Boligsociale område, Boligsociale indsatser, Inklusion
Forskningsemne Samfund og sammenhængskraft

Søg på sfi.dk