Artikler

Sociologen vs. toplederen

Del

Sociologer undersøger alle typer mennesker. Men der er stor forskel på at tale med de svage og udsatte i samfundet, og så på at banke på til chefkontoret og interviewe topledere og andre magtfulde mennesker. Det kræver nogle helt andre interview-redskaber, hvis forskeren ikke skal blive kørt rundt af de medietrænede chefer. SFI-forsker Frederik Thuesen har på egen krop oplevet dilemmaerne, og giver i en artikel sit bud på, hvordan sociologen bedst manøvrerer på de bonede gulve.

Forestillingen om sociologen, der forstående udspørger den enlige mor om hendes situation, eller med åbent sind interviewer den hjemløse på gaden, giver kun et delvist billede af den moderne forskers arbejde. Sociologer arbejder i alle samfundets lag, men i takt med at forskeren bevæger sig højere op i samfundet, bliver han eller hun udfordret på nye måder.

Det måtte SFI-forsker Frederik Thuesen erkende, da han som en del af et forskningsprojekt om menneskerettigheder på det danske arbejdsmarked, skulle interviewe en række topledere. I artiklen Navigating Between Dialogue and Confrontation: Phronesis and Emotions in Interviewing Elites on Ethnic Discrimination fortæller han om sine erfaringer og giver sit bud på en ny position i et svært metodisk felt.

Interviewet som krigsplads

Traditionel sociologisk interview-teori peger på at en åben, ikke-styret og tillidsfuld dialog som det mest effektive og ”etisk korrekte”. Den tilgang giver langt hen ad vejen mening, hvis respondenten eksempelvis er en socialt udsat person eller på anden måde ”ikke-magtfuld”.

Men situationen er en anden, når sociologen står over for magtfulde respondenter – især hvis interviewet handler om politisk eller forretningsmæssigt følsomme emner. De er ofte professionelle kommunikatører, der er vant til at styre samtalen, og det giver forskeren en række udfordringer.

En nyere strømning inden for den kvalitative metode-forskning går derfor mere radikalt til værks. De opfatter denne type interview som en reel krigsplads, hvor forskeren med fordel kan gå meget konfrontatorisk til respondenten. De opfatter på en måde forskeren som værende på linje med den kritiske journalist, der skal vride sandheden ud af den modvillige magthaver – på trods af at forskeren og journalisten overordnet set har forskellige mål.

Problematiske tilgange

I sin artikel argumenterer Frederik Thuesen dog for, at begge tilgange kan være problematiske for forskeren.  Den empatiske og ”venlige” interviewer skaber tillid og får dermed respondenten til at åbne op. Men hvis respondenten ikke ønsker at svare eller har en anden dagsorden, som han vil have frem, så kan den tilgang selvfølgelig være mindre effektiv.

Den konfrontatoriske tilgang, hvor man målrettet går i ”krig” med respondenten, kan aftvinge de nødvendige svar, men intervieweren risikerer at miste overblikket i selve situationen, og det kan i værste fald afbryde interviewet. Hvis forskeren får et dårligt rygte blandt eksempelvis topledere på et bestemt område, kan en konfrontatorisk tilgang desuden give forskeren problemer med at få adgang til de nødvendige respondenter.

Vær bevidst om brydninger

Frem for at gå i den ene eller den anden grøft, argumenterer Frederik Thuesen for en reflekteret omgang med de forskellige interview-strategier. Forskeren skal være bevidst om sin egen rolle i interview-situationen, og forholde sig eksplicit til de iboende konflikter, der ligger i selve forskningsprojektets set-up. I stedet for at forskeren kommer til at kaste egne synspunkter ind i diskussionen, kan han eller hun bruge de forskellige positioner, der allerede ligger i forskningsfeltet.

Ved at være åben og bevidst om brydningsflader i projektet, kan det være lettere for forskeren at være kritisk over for en respondent. I stedet for at evt. kritiske spørgsmål kommer fra forskeren som person, kan forskeren repræsentere forskellige positioner i projektet, og lade respondenten forholde sig til dem. Samtidig kan forskeren undgå at etablere et ”falsk venskab” med respondenten, hvor de – ofte karismatiske og veltalende ledere – tales efter munden, for derefter at blive ”kritiseret” i den efterfølgende analyse, hvor forskeren ikke sidder ansigt til ansigt med respondenten.

Frederik Thuesen: Navigating Between Dialogue and Confrontation: Phronesis and Emotions in Interviewing Elites on Ethnic Discrimination i “Qualitative Inquiry” 17:613 (2011)

Der er nu lukket for kommentarer til artiklen. Tidligere kommentarer kan ses nedenfor.

Dato:  01-03-2012  
Afsender:  Laila Changezi 

Respondanten dvs kilde skal helst behandles med finesse, idet det kan betyde lukkede dører for andre som gerne vil belyse et spændingsfelt i fremtiden. Istedet for kritik, er undren eller refleksion der bliver rettet mod læseren som selv burde drage egne konklusioner i givet fald en mulighed for forskeren at bevare en vis neutralitet til et vis punkt. Som master studerende i Social Entreprenørskab på RUC, er denne artikel særdeles brugbar for u.t. mht empiri og en bevidsthed der hersker i forskeren og bliver bevidst om egen indre diskurs. More of this, thanks. 

 

Søg på sfi.dk