Artikler

Startskuddet er gået

Del

Er inklusion en utopi? Det spørgsmål var udgangspunktet, da SFI den 10. september havde indbudt til konference med overskriften ”Inklusion – en utopi?”. Konferencen var startskuddet til en længere række af tema-konferencer, der sætter fokus på, om det er naivt at tro, at vi kan skabe et samfund med plads til alle.

Antallet af fattige danskere er tredoblet i løbet af de seneste 11 år. Det konkluderede et ekspertudvalg for nylig. Samtidig står mange udenfor arbejdsmarkedet, og lever på overførselsindkomster. Danskerne er stolte af velfærdssamfundet med plads til alle, men faktum er, at en stor gruppe af borgere står udenfor. Hvordan kan det være, at så mange står udenfor, når vi samtidig har en af verdens mest udbyggede velfærdsmodeller, og er det en reel mulighed at få skabt et samfund med plads til alle?

Det var nogle af de dilemmaer, som deltagerne til SFI’s konference om det inkluderende samfund kunne se frem til at blive klogere på, og diskutere. Tidligt fra morgenstunden var forhallen til DGI-byen i København fyldt med summende stemmer og klirrende kaffekopper. 250 deltagere havde meldt deres ankomst, og navneskiltene lå klar på det sorte bord, da deltagerne begyndte at ankomme. Alle hver især optaget af spørgsmålet om, hvorvidt det inkluderende samfund er en realistisk ambition.

Inklusion er en forpligtelse

Den første af dagens oplægsholdere var Jann Sjursen, Formand for Rådet for Social Udsatte. Han havde et klart budskab: ”Der skal være plads til alle - og brug for alle!” Undervejs i hans tale listede mænd med diskrete øresnegle ind i lokalet. Nysgerrige blikke begyndte at følge dem, og de blev kun større, da Statsminister Helle Thorning-Schmidt ankom kort tid efter. Hun delte Jann Sjursens ambition om at skabe et samfund med brug for alle.

”Med et stærkt fællesskab følger også en forpligtelse til at hjælpe dem, der står udenfor” sagde hun, samtidig med, at hun erkendte, at samfundet har blinde vinkler, der gør at nogle borgere bliver oversete.

Statsministeren fortalte hvordan, vi i de seneste hundrede år har fået skabt et samfund med plads til alle. ”At få alle med er drivkraften i vores historie, og som jeg ser det, bør det også være pejlemærket for vores fremtid” sagde hun, og fortsatte: ”Velfærdsstaten giver mange muligheder for at blive en del af fællesskabet gennem uddannelse og arbejde – men vi skal også forstå, at det ikke er alle, der har ressourcerne til at bruge de muligheder, som samfundet giver.”

Dilemmaer i dag

Bolden blev dermed sparket videre til nogle af SFI’s stærkeste profiler, der hver især tog fat i nogle af de dilemmaer, samfundet står overfor i forhold til inklusion. Her blev der stillet skarpt på den sociale arv, inklusion på arbejdsmarkedet, etniske minoriteter og udsathed samt ekstrem marginalisering. Professor Anders Holm formåede at få lattermusklerne i gang hos de fremmødte, da han med et glimt i øjet holdte et oplæg om social mobilitet i skole og uddannelse. 

Da SFI’s oplægsholdere havde givet en forsmag på, hvad de kommende tema-konferencer kommer til at handle om, indtog professor hos CBS, Ove Kaj Pedersen scenen, og holdt et oplæg om inklusion i konkurrencestaten.

Paneldebat med stærke holdninger

Over middag var tiden kommet til paneldebat med stærke meningsholdere. Diskussionen tog udgangspunkt i dagens helt store spørgsmål ”Er inklusion en utopi?”, og efter ganske kort tid kunne det fastslås at folketingskandidat for Socialdemokraterne, Peter Hummelgaard Thomsen, direktør i Headspace og tidligere formand for Socialrådgiverforeningen, Bettina Post, og Martin Ågerup, der er direktør i CEPOS, bestemt ikke var enige. Diskussionen blev yderligere ophedet, da der blev åbnet op for, at deltagerne på konferencen kunne spørge nærmere ind til debatdeltagernes holdninger.

Dagen sluttede med et oplæg fra chefredaktør hos Weekendavisen, Anne Knudsen, der med stor karisma snakkede om, hvordan vi i 1800-tallet formåede at skabe et mere inkluderende samfund.

Næste tema-konference er den 18. november, hvor overskriften er ”Skolen og det inkluderende samfund.” Du kan læse mere om konferencen her.

Søg på sfi.dk