Artikler

Udlejningsredskaber i kampen mod ghettoer

Del

I de sidste ti år har politikerne haft stort fokus på udsatte boligområder og især bekæmpelse af de såkaldte ghettoer. SFI har undersøgt, hvordan kommuner og boligorganisationer har benyttet en række nye værktøjer, der skal skabe en mere afbalanceret beboersammensætning i de almene boligområder.

Fordommene om almene boligområder som regn-grå betonkasser med ungdomsbander i kælderen, sprittere på legepladsen, enlig mødre på bænkene og muslimske parallelsamfund bag slørene lever stadig i dele af den offentlige debat.

Det reelle billede er naturligvis langt mere nuanceret – både hvad angår boligernes kvalitet og beboersammensætning. Faktisk har man fra politisk side gennem de sidste ti år stillet en lang række redskaber til rådighed for såvel kommuner som boligselskaber for at få ressourcestærke folk med både uddannelse og arbejde ind i de almene boligområder. 

Udbredt fleksibel udlejning

SFI har undersøgt 1.127 boligafdelinger for at afdække, hvordan de forskellige redskaber bliver brugt. Nogle af udlejningsredskaberne er specifikt rettet mod udsatte boligområder, mens andre kan anvendes i alle almene boliger. Redskaberne især bliver brugt i afdelinger med sociale udfordringer som mange ledige beboere og mange beboere på overførselsindkomster.

Det gælder fx fleksibel udlejning, der giver ressourcestærke mennesker fortrinsret til en bolig, og som bruges i 47 procent af boligafdelingerne med sociale udfordringer. Ifølge forskernes analyse tyder det på, at fleksibel udlejning bidrager til at fastholde ressourcestærke beboere i udsatte boligområder.

Den erfaring understøttes af forklarer adm. direktør Bent Madsen fra Danmarks Almene Boliger:

”Vi har fx fra vores lokale udlejningsaftaler i København erfaret, at fleksibel udlejning er et udbredt middel i forhold til at få ændret beboersammensætningen i udsatte områder i en mere ressourcestærk retning,” siger Bent Madsen, som har siddet i den følgegruppe af eksperter, der har fulgt SFI’s arbejde med rapporten.

Kommunal anvisningsret – en udfordrende nødvendighed

Et af de mere omdiskuterede udlejningsredskaber er den kommunale anvisningsret. Reglen giver kommunen ret til at give borgere med akut behov en bolig uden om boligafdelingens almindelige venteliste. Ikke overraskende er kommunerne ifølge SFI-undersøgelsen glade for reglen, som giver dem mulighed for at give nogle af de svageste borgere tag over hovedet. 

Men en del forretningsførere i boligafdelinger mener, at anviste borgere fra kommunen gør det ekstra svært for udsatte boligområder af opnå en mere afbalanceret beboersammensætning, forklarer Bent Madsen.

”Det, man kan se i rapporten, er, at i situationer, hvor en boligafdeling er ved at udvikle sig i en belastet retning, så kan den kommunale anvisning gøre, at det går i endnu mere skæv retning. Der kunne man godt ønske sig, at kommunen anviste til andre boligområder,” siger han.

Bent Madsen noterer sig, at kommunal anvisning ifølge rapporten bliver brugt ”meget, meget flittigt”, men han er godt klar over, at kommunerne ofte står i et svært dilemma:

”Som kommunerne også siger i rapporten, så har man nogle steder simpelthen ikke flere almene boliger. Og så er man tvunget til at anvise til boligafdelinger, hvor man helst ellers ville undgå at gøre det. For folk, der er i akut bolignød, skal selvfølgelig i videst muligt omfang have en bolig.”

Definitionen af en ghetto

Som nævnt er nogle redskaber rettet mod særligt udsatte boligområder – fx fleksibel udlejning eller kombineret udlejning, hvor boligafdelingen får ret til at afvise folk, som fx har været arbejdsløse gennem længere tid. Men hvordan definerer man egentlig et udsat boligområde? Det har SFI-forskerne også arbejdet med i rapporten.

I lovgivningen findes to definitioner af udsatte boligområder. Den ene definition anvendes til reglen om kombineret udlejning og baserer sig udelukkende på beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet. Den anden definition er knyttet til den såkaldte ghetto-liste, der blev indført i 2011. I den definition er en ghetto en sammenhængende boligafdeling med mindst 1000 beboere, der opfylder mindst to af følgende tre kriterier:

  • Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.
  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, overstiger 40 procent – opgjort som gennemsnit over de seneste 4 år.
  • Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer pr. 10.000 beboere på 18 år eller derover overstiger 270 personer.

I rapporten arbejder forskerne med en mere nuanceret definition på udsatte boligområder, fortæller forskningsassistent Lise Sand Ellerbæk:

”Vores definition af udsatte boligområder afviger lidt fra den, man normalt bruger. Det har vi gjort, fordi vi gerne vil have nogle flere dimensioner på – fx når det gælder om at være uden for arbejdsmarkedet. Der er der forskel på, om man er på dagpenge, eller om man er kontanthjælpsmodtager. Vi vægter også unge førtidspensionister tungere end ældre på førtidspension. Vi inddrager desuden etnisk baggrund, familiestatus og hvorvidt de er dømt for strafbare forhold. Så vægter vi de forskellige boligafdelinger, så vi får de 20 procent af afdelingerne, som har den højeste grad af udsathed på baggrund af de her faktorer,” forklarer hun.

Rapport giver ideer

Den nuancerede definition blev rost af undersøgelsens følgegruppe, fortæller Bent Madsen:

”Det er interessant, når man definerer forskellige grader af udsathed, og så krydser det med de forskellige udlejningsinstrumenter. Det kryds giver de interessante resultater, og det blev rigtig godt modtaget i følgegruppen,” siger han.

Direktøren for Danmarks Almene Boliger har dog svært ved at se, at den meget nuancerede definition, der bliver brugt i rapporten, umiddelbart kan overføres til praksis:

”Det er klart, at man kan gøre sådan noget meget finmasket – især når det skal bruges til analyseformål. Men når man kommer ud i praktiske definitioner omkring forskellige boligområder med forskellige udlejningskriterier, så skal man også have en vis stabilitet i målene – forstået på den måde, at man ikke fra det ene år til det andet sviger fra den ene status til den anden,” vurderer Bent Madsen, der samtidig vurderer, at rapporten giver et godt tværgående overblik over området.

”Det er klart, at når man læser sådan en rapport, så får man masser af ideer,” siger han og opremser i flæng problemstillinger omkring små almene boliger fra 1930’erne og 40’erne, lange ventelister til de kommunale akutlister og at nogle kommuner – i perioder med mindre pres på boligmarkedet – forsøger at få udsatte borgere ind via den almindelige venteliste i stedet for kommunal anvisning. 

Fakta

publikation Udlejningsredskaber i almene boligområder
Forfattere Lise Sand Ellerbæk, Anders Høst
Emner Boligsociale område
Forskningsemne Samfund og sammenhængskraft

Søg på sfi.dk