Artikler

Udsatte børn i udkanten

Del

Der er kommet flere udsatte børn i det såkaldte ”Udkantsdanmark” i de seneste år. Fra 1993 til 2007 blev antallet af børn og unge i forebyggende foranstaltninger mere end fordoblet. Yder- og landkommunerne er overrepræsenteret i statistikken for både anbragte børn og børn i forebyggende foranstaltninger. De udsatte børnefamilier flytter tit, og det kan ifølge Lis Ravn Sørensen, der er leder af Børne- og familiecentret i Lemvig Kommune, gøre det svært for kommunerne at hjælpe.

Sagerne fra Tønder og fra Brønderslev har trukket de største overskrifter. De tragiske enkeltsager om udsatte børnefamilier i et nedslidt hus i Udkantsdanmark er godt stof for pressen. Men hvordan ser det store billede af udsatte børnefamilier i Danmark egentlig ud?

I en ny SFI-rapport kortlægger forskerne i bogstaveligste forstand området. De ser ikke blot på udviklingen i indsatser til børn og unge under 18 år, men giver også et overblik over, hvordan de udsatte børnefamilier er fordelt på Danmarkskortet og hvordan de bevæger sig rundt over tid.

Flytter oftere

Undersøgelsen dokumenterer, at udsatte børnefamilier flytter meget mere, end såkaldt almindelige familier. Det billede kan leder af Børne- og familiecentret i Lemvig Kommune, Lis Ravn Sørensen, godt genkende.

”Vi har mange tilflyttere i denne her kategori. Vi har selvfølgelig også mange, der flytter herfra. De er det, nogle kalder ’nomadefamilier’,” siger hun.

Lemvig er en af de yderkommuner, som ifølge SFI-rapporten er overrepræsenteret i statistikken i forhold til både anbragte børn og børn i forebyggende foranstaltninger. De udsatte familier flytter ofte til kommuner, der minder om den de kommer fra – fx fra yderkommune til yderkommune.

Undersøgelsen viser også, at de børn og unge som yder- og landkommunerne sender i forebyggende foranstaltninger eller i anbringelse, har flere sociale problemer, end tilsvarende børn i bykommunerne. Forskerne bag undersøgelsen kan ikke sige noget om, hvorfor der er denne forskel, men Lis Ravn Sørensen fra Lemvig Kommune har et bud:

”Når vi snakker om tilflytterfamilier, får vi oftest hurtigt hånd om dem, hvor det er rigtig slemt. Men der er familier, der ligger i en gråzone. Altså hvor der er noget, der ikke er helt godt, men hvor det ikke er så synligt, og hvor børnene er stille og måske lidt tilbagetrukne – og hvor der ikke har været noget alarmerende i den mellemkommunale underretning. I de tilfælde kan der gå noget tid, før skolen eller daginstitutionen oplever, at der er noget galt. Og vi skal også være lidt afventende. Familien skal have en chance et nyt sted, hvor vilkårene måske er anderledes,” forklarer hun og fortsætter:

”Men hvis familien så flytter, når vi begynder at få en fornemmelse af, at der er noget galt, så er der en risiko for, at mønstret gentager sig i den næste kommune. Og så går tiden bare. Det kan være svært at få tid nok til at lære familien at kende og finde ud af dens problemstillinger – problemstillinger som måske kan være større end umiddelbart antaget,” vurderer lederen af Børne- og familiecentret.

Mors og fars problemer

Andelen af anbragte børn har ligget nogenlunde stabilt de sidste 25 år på omkring 1 % af de 0-17-årige. Til gengæld er der sket mere end en fordobling i andelen af børn og unge, der modtager en forebyggende foranstaltning, fra 0,58 % i 1993 til 1,21 % i 2007. Kommunerne bruger altså i stigende grad forebyggende foranstaltninger for undgå, at et barn bliver fjernet. Forebyggelsen skal blandt andet sikre børnene et godt netværk og stabil voksenkontakt.

Rapporten har fundet frem til fem såkaldte risikofaktorer, der øger sandsynligheden for, at et barn ender i enten en forebyggende foranstaltning eller bliver anbragt. De fem risikofaktorer er:

  • Moren bor ikke sammen med barnets far
  • Moren er pensionist (som oftest førtidspensionist) eller kontanthjælpsmodtager
  • Moren har ingen uddannelse
  • Moren er kriminel
  • Moren bor under dårlige boligforhold

Risikofaktorer er forhold i familien – her repræsenteret ved moren – der betyder noget for risikoen for, at et barn får en foranstaltning. Hvis en familie ikke har så mange ressourcer, kan den have sværere ved at overkomme problemer, som en ressourcestærk familie ville have lettere ved at klare. Et barn med fx ADHD vil derfor have større risiko for at ende i en forebyggende foranstaltning, hvis moren bor alene eller en af de andre risikofaktorer er til stede. Baggrundsforholdene påvirker altså indirekte barnets sandsynlighed for at ende i det sociale system.

”Topscoreren” blandt risikofaktorerne er at mor og far ikke bor sammen. Det gjaldt i 2007 for 68 % af børnene i forebyggende foranstaltninger og for hele 84 % af de anbragte børn. Til sammenligning var det kun 25 % af de ”almindelige” børn, der i 2007 ikke boede sammen med deres mor og far.

Lis Ravn Sørensen fra Lemvig genkender risikofaktorerne og konstaterer:

”Hvis man skal være en god forælder, er det en god forudsætning at have rimeligt styr på sit eget liv. Så enkelt er det vel i bund og grund.”

Fakta

publikation Udsatte Børnefamilier i Danmark
Forfattere Mette Lausten, Helle Hansen, Alva Albæk Nielsen
Emner Familie, Udsatte grupper, Familiebaggrund, Anbringelser, Udsatte børn og unge

Søg på sfi.dk